Kære unge mennesker.
Jeg forstår det godt. Det er ikke sjovt at være ung lige nu. Fomo – frygten for at gå glip af noget – fylder for meget, og jeg har selv været skrøbeligere end nogensinde før. Du er måske 20 år. Ligesom mig.
En alder, hvor individet typisk udvikles. Blomstrer, spirer. Måske er du ekstrovert, så din individualitet dannes gennem samspillet med andre mennesker. Så kom coronavirussen, og regeringen bad os pludselig om at ses med så få mennesker som muligt.
Din identitet har ikke længere eksternt brændstof at køre på. Du bliver ikke ladet op af andre mennesker, som du ellers er vant til. Din proces er på standby. Så når den gode samvittighed for at ses med andre mennesker tages fra os – hvad er der så tilbage?
Vi har et selektivt ego, som gør alt, hvad det kan, for at opretholde en identitet. Egoet frister os til at tage beslutninger, der tilfredsstiller vores kortsigtede behov. Af samme grund vælger vi en pose chips over et sundt måltid.
I en alder, hvor vi stræber efter at skille os ud fra normalen, bliver vi nu bedt om at gøre som alle andre. Tage samme mængde ansvar som alle andre. Det er vi ikke vant til. Det er jeg ikke vant til. Men det må ikke retfærdiggøre trangen til at bøje anbefalingerne fra Sundhedsministeriet til ens egen fordel.
Hvad jeg ser en tendens til i mit eget netværk og Instagram-feed, er, at nogle stadig tager til fest eller ses med flere, trods myndighedernes anbefalinger om det modsatte. Det gør mig ked af det. Vred. Jeg ønsker ikke at være politimand, men jeg gider ikke længere at være tilskuer til den ærgerlige adfærd.
Derfor er min appel til den gruppe: Stram op. Drop brugen af undtagelser som ”anbefalingerne gælder ikke i private hjem” eller ”jeg er jo ikke i risikogruppen”. Følg anbefalingerne, mens det stadig kun er en anbefaling, og du selv kan bestemme – og træf det gode valg. Ja, det er svært, men der findes andre måder at holde sin udvikling i gang på end at tage beslutninger, der stikker en kæp i hjulet og holder dem, som godt kan finde ud af det, hjemme endnu længere.
Problemet er vores indstilling. Den og vores handlinger er det eneste, vi kan kontrollere – og det er vores handlinger, som kontrollerer pandemien. Vi fristes til at vælge den nemme løsning, når vores generelle opfattelse af en situation er negativ. Men også i indstillingen finder vi løsningen.
Vi skal ikke lyve over for os selv – vi skal indse, at vi har en unik chance for at udnytte tomrummet og stilhedens potentiale. Lave ændringer og skabe mentale rytmer, som kan gavne os i resten af livet.
Bliv hjemme, bryd smittekæden. Jo færre mennesker du ser nu, desto flere mennesker kan du forhåbentlig se til sommer. Gør du det ikke for din egen skyld, så gør du det for andres. Længere er den ikke.
Sofie Rønnelund holder sabbatår og venter på at komme på højskole.