Prøv avisen
Debat

20 organisationer: Flere fattige børn er et sygdomstegn for velfærdssamfundet

Ingen børn skal vokse op i fattigdom. Det har der været bred enighed om i Danmark, indtil for to år siden, da kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen trådte i kraft. Flere børn vokser i dag op i fattigdom, hvilket også ses i den voldsomme vækst i antallet af familier, der er berettiget til julehjælp. Vi frygter, at den udvikling fortsætter i år, skriver 20 organisationer i dette fælles indlæg. Her ses Frelsens Hærs julehjælp sidste år. – Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Steen M. Andersen, Thomas Andreasen, Majbrit Berlau Med flere

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis man vokser op i en fattig familie, medfører det som voksen en dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet, en kortere uddannelse og en lavere løn i et job med dårlige vilkår. Derfor opfordrer vi kraftigt Folketinget til at afskaffe de meget lave ydelser, som især rammer børnefamilier, lyder det fra 20 organisationer

I DANMARK HAR DER I MANGE ÅR været bred enighed om at forhindre, at børn rammes af fattigdom. Vi har med særlige ydelser og huslejetilskud lagt et økonomisk sikkerhedsnet under fattige familier. Det sikkerhedsnet brast den 1. oktober 2016, da kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen trådte i kraft. Med det forlader vi princippet om, at børn ikke skal være fattige i Danmark, og det har alvorlige konsekvenser både for børnene og samfundet. Et så rigt samfund som Danmark bør absolut forhindre det.

De meget lave ydelser rammer især familier med børn og enlige mødre, fordi børnefamilier har større udgifter, og fordi de ofte får boligtilskud for, at børnene kan vokse op i en ordentlig bolig. Familier under kontanthjælpsloftet mister op til 3000 kroner om måneden, og rammes de også af 225-timersreglen, kan familiens indkomst blive halveret. I denne uge fylder de meget lave ydelser to år. Det er endnu en fødselsdag, vi ikke burde have haft.

ALLEREDE I 2017 nåede antallet af børn, der er ramt af enten kontanthjælpsloftet eller 225-timers reglen, ifølge beskæftigelsesministeren over 62.000. Dertil kommer et stort antal, der er ramt af integrationsydelsen.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at antallet af børn i familier, der i et år har levet under den tidligere fattigdomsgrænse, steg brat med 10.500 børn i slutningen af 2016, da de lave ydelser trådte i kraft. Udviklingen ses også i en voldsom stigning i antallet af familier, der er berettiget til julehjælp fra velgørende organisationer. Vi frygter, at den udvikling fortsætter i år.

Fordelingen af den stigende børnefattigdom er meget skæv. I kommuner som Langeland, Lolland og Guldborgsund lever omkring syv procent af børnene i familier under fattigdomsgrænsen. I rige kommuner som Egedal, Allerød og Gentofte gælder det omkring to procent af

børnene. Når antallet af fattige børn vokser, er det et sygdomstegn for vores velfærdssamfund, og det får alvorlige konsekvenser. Følgerne for børnene vil endda blive endnu alvorligere, efterhånden som familiens kræfter og muligheder slides ned af måneders og års fattigdom.

FATTIGDOM MEDFØRER alvorlige afsavn. Undersøgelser fra SFI (nu Vive) viser, at næsten fire ud af fem fattige familier for eksempel har problemer med at finde penge til tandlæge eller medicin eller må gå i slidt tøj. Knap halvdelen af familierne oplever basale afsavn: De har ikke råd til at tage offentlig transport eller få tre ordentlige måltider om dagen.

SFI har også vist, at bare et enkelt år i en lavindkomstfamilie medfører ringere muligheder for børnene senere i livet. Andelen af disse børn, der gennemfører en ungdomsuddannelse, er således 87 procent, mens tallet for børn i velstillede familier er 95 procent. Derudover stiger risikoen for at ende på førtidspension med ikke mindre end 60 procent efter bare ét år i fattigdom i barndommen. For børn, der lever i fattigdom i længere perioder, er tallene endnu værre.

Sammenhængen mellem fattigdom i barndommen og mulighederne senere i livet er for nylig blevet påvist i en stor undersøgelse fra Aarhus Universitet. Hvis man vokser op i en fattig familie, medfører det som voksen en dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet, en kortere uddannelse og en lavere løn i et job med dårlige vilkår. Forskeren bag undersøgelsen, Rune V. Lesner, kan udelukke andre faktorer, så vi ved, at fattigdommen er årsagen.

BØRN I FATTIGE FAMILIER betaler en høj og livslang pris for fattigdommen. Det rammer også samfundet, som både lider økonomiske tab og rammes på sammenhængskraften, når grupper udstødes og fastholdes i fattigdom. Det svækker fællesskabet, herunder forholdet mellem udkantsområder, der er særligt ramt af fattigdom, og velbjærgede kommuner. Det er tankevækkende, at Lolland netop nu ansøger om mulighed for at rive gode, almennyttige boliger ned for at undgå yderligere tilflytning af udsatte og fattige familier.

Konsekvenserne er således både menneskelige, samfundsmæssige og økonomiske. Det kolliderer også med regeringens målsætning om at yde en stærkere

indsats for udsatte børn i deres første 1000 dage. Stigende børnefattigdom vil i høj grad øge de problemer, som regeringen nu ønsker at forhindre med en bedre indsats i barnets første 1000 dage.

Da loven om kontanthjælpsloftet blev vedtaget, forventede regeringen, at det ville øge beskæftigelsen med 700 personer. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at den dokumenterede beskæftigelseseffekt af kontanthjælpsloftet er på 200 personer. Uanset usikkerhed om tallet, så er jobeffekten minimal, men prisen er høj: Ud fra regeringens egne tal er prisen for at få én person i job, at 89 børn rammes af kontanthjælpsloftet. Hvis et lægemiddel havde så ringe virkning og så voldsomme skadelige bivirkninger, så ville det naturligvis aldrig blive godkendt.

Derfor opfordrer vi kraftigt Folketinget til at afskaffe de meget lave ydelser, som især rammer børnefamilier, så stigningen i børnefattigdom imødegås. Vi skal også have genindført en fattigdomsgrænse og en årlig redegørelse for, hvordan det går med at reducere fattigdommen. Det burde alle, der bakker op om vores velfærdsmodel, være enige om.

Toårsfødselsdagen skal være den sidste for de meget lave ydelser.

Steen M. Andersen, Unicef Danmark.

Thomas Andreasen, Danmarks Lærerforening.

Majbrit Berlau, Dansk Socialrådgiverforening.

René Skau Björnsson, Børnesagens Fællesråd. Helle Christiansen, Kirkens Korshær.

Per Christensen, 3F.

Grete Christensen, Dansk Sygeplejeråd.

Puk Draiby, Foreningen Grønlandske Børn.

Flora Ghosh, LivaRehab.

Per K. Larsen, European Anti-Poverty Network.

Rasmus Kjeldahl, Børns Vilkår.

Julie Kyndesgaard, Københavns Forældreforening. Jonas Keiding Lindholm, Red Barnet.

Per Larsen, Børnerådet.

Thorkild Olesen, Danske Handicaporganisationer.

Robert Olsen, Kofoeds Skole.

Peter Poulsen, Broen Danmark.

Elisa Rimpler, BUPL.

Mona Striib, FOA.

Ninna Thomsen, Mødrehjælpen.