KORT TID EFTER at ayatollah Khomeini i februar 1979 var kommet til magten i Iran, led den kristne præst Arastoo Sayyah martyrdøden. Han var konverteret fra islam til den kristne tro.
Hans død indvarslede en ny tid for iranske kristne, som siden revolutionen har oplevet voldsomme forfølgelser. Syv andre præster har efterfølgende lidt martyrdøden i Iran.
Det iranske præstestyre forsøger dog at fortælle en anden historie. Blandt andet at etniske, traditionelle kristne minoriteter som armeniere, assyrere og kaldæere nyder en vis frihed. Disse grupper kan have kirkebygninger, holde møder og endda have faste pladser i parlamentet.
Men de kristne mindretal risikerer dog at mærke, at denne frihed når sin grænse, hvis de proaktivt deler deres tro med det muslimske, persiske flertal. Eksempelvis blev en armensk kirke i Teheran lukket, da den holdt gudstjenester på farsi.
Der er således ikke trosfrihed i Iran – hverken for etniske kristne, som aktivt vil dele deres tro med muslimer, eller for muslimer, der konverterer til den kristne tro. Iranske kristne med muslimsk baggrund mødes derfor i hemmelighed og ofte i private hjem til bibelstudie, bøn og lovsang.
Da konvertitkirken lever under jorden, er det vanskeligt at vurdere dens størrelse, men et konservativt skøn siger, at omkring en million iranske muslimer er konverteret til den kristne tro siden revolutionen. Nogle iagttagere skønner, antallet er langt højere.
I 2017 sikrede Dansk Europamissions givere, at 30.000 eksemplarer af Det Nye Testamente kunne trykkes og indføres i Iran, og meldingen er, at efterspørgslen fortsat er stor. Det ser ud til, at forfølgelsen virker imod hensigten. Frem til 2017 var de længste fængselsstraffe på op til seks år, men da kirkevæksten fortsatte, begyndte præstestyret efterfølgende at idømme evangeliserende kristne op til 10 års fængsel.
Teologisk såvel som kirkehistorisk er det tankevækkende, at kirken i Iran er vokset under forfølgelserne, og det ser ud til, at Tertullians ord om, at martyrernes blod er kirkens udsæd, bliver bekræftet. Op til shahens fald var nemlig anslået kun 500 muslimer konverteret til den kristne tro – og friheden dengang var større, og mange kirkesamfund havde missionærer i landet.
En væsentlig forklaring skal måske findes i præstestyrets natur – at landet som verdens eneste ledes af præster. Eksempelvis har det wahhabistiske Saudi-Arabien en konge, og det ellers så islamiske Pakistan har stadig sekulære strukturer, men grundlaget for Iran er shia-islam, og præstestyret står derfor på mål for, hvorledes den praktiseres. Og når befolkningen, som under shahens forholdsvis sekulære styre nød stor personlig frihed, oplever at være blevet underlagt strenge islamiske regler på alle livets områder, skaber det modstand, ikke kun mod ayatollaherne, men også islam selv. Denne frustration forårsager, at mange iranere søger alternativer, også i nyreligiøsitet og ateisme.
Når jeg møder iranske konvertitkristne, hører om deres trosrejser og ser manges umiddelbare begejstring for Jesus, tænker jeg nogle gange, at det må have været på samme måde, de første kristne modtog evangeliet.
Begejstringen kan også mærkes i Danmark. Anden juledag, Sankt Stefans dag 2018, prædikede jeg til gudstjenesten i Apostelkirken på Vesterbro i København, hvor en iraner ledte lovsang på farsi. Han var flygtet fra Iran, hvor han havde været med i en husmenighed.
Iranernes store søgning mod den kristne tro viser, at Khomeinis revolution har haft utilsigtede konsekvenser.
Samuel Nymann Eriksen er generalsekretær i Dansk Europamission og cand.scient.pol.