68-oprøret ved Københavns Universitet – som set af en økonomistuderende

Daværende rektor for Københavns Universitet Mogens Fog blev kendt for at gå rundt blandt de råbende studenter i de hektiske oprørsdage. Det skriver Else Marie Kjerkegaard, som var studerende dengang. –
Daværende rektor for Københavns Universitet Mogens Fog blev kendt for at gå rundt blandt de råbende studenter i de hektiske oprørsdage. Det skriver Else Marie Kjerkegaard, som var studerende dengang. – . Foto: Ritzau Scanpix.

FOR 50 ÅR SIDEN studerede jeg statsvidenskab (nationaløkonomi) ved Københavns Universitet. Instituttet lå på anden sal i Studiestræde, lige under psykologisk institut. Nedenunder holdt juristerne og teologerne til.

En forårsdag var jeg på vej til forelæsning i socialpolitik hos Bent Rold Andersen, der på det tidspunkt var ekstern lektor ved instituttet. Da jeg drejede ind gennem porten, var jeg ved at tabe både næse og mund. På taget af institutfløjen stod der en hel flok psykologistuderende og råbte slagord, og på den lyse gavl overfor stod der med store sorte bogstaver: ”Bryd professorvældet!”.

Hele vejen op af trappen til økonomisk institut hang der plakater med tekster som ”Tranekær er sær”, ”From er tom” og ”Medbestemmelse nu”. Tranekær Rasmussen og Franz From var de to professorer, der ledede psykologistudiet. Trappen fra økonomisk institut op til psykologisk institut var i nattens mulm og mørke blevet barrikaderet med et virvar af bænke. De studerende havde besat psykologisk institut.

ØKONOMISK INSTITUT LÅ STILLE HEN, som om intet var hændt. Bent Rold Andersen skulle lige til at begynde undervisningen, da en af de få venstreorienterede på studiet rejste sig op og afbrød ham. Vendt mod de studerende opfordrede han til, at vi skulle tilslutte os psykologernes oprør, for meget trængte til forandring også på vores eget studium.

Der blev lidt stille i lokalet, for Bent Rold Andersen var en af de populære undervisere, og det her kom lidt pludseligt. Jeg kunne se, at initiativet risikerede at fuse ud, så jeg rejste mig op og sagde nogle positive ord om Bent Rold Andersens undervisning, men sluttede mig i øvrigt til den generelle kritik. For at komme videre foreslog jeg, at de, der var interesserede, kunne mødes efter forelæsningen for at drøfte situa tionen.

Til det efterfølgende møde kom der tilstrækkelig mange til, at vi kunne lodde stemningen. Den var udelt positiv over for at gå videre med initiativet. Socialpolitik var et valgfag på anden del af studiet, så de fremmødte var studerende med flere års erfaring. Der kom en række kritikpunkter frem, og det var ikke svært at opnå enighed om, at noget måtte gøres. Men hvad?

DET VAR FREDAG EFTERMIDDAG og ikke det bedste tidspunkt for oprør, så vi enedes om at mødes i initiativtagerens lejlighed om søndagen for at lægge en slagplan. Og så gik vi ellers i gang med at mobilisere nogle flere andendelsstuderende. Blandt andet et par respekterede studenterinstruktorer, det vil sige andendelsstuderende, ansat til at undervise yngre studerende i nationaløkonomi og teoretisk statistik.

Teoretisk statistik var et af de helt store irritationsmomenter på studiet. Faget var forholdsvis nyt i sin matematiske form, og der fandtes ingen regulær lærebog. Hertil kom, at den hovedansvarlige for undervisningen var en nordmand, hvis norsk var næsten umuligt at forstå. Det gjorde nu ikke så meget, for han brugte forelæsningerne til – med ryggen til de studerende – at tjære tavlen fuld af matematiske udledninger. Mange af os faldt fra, fordi det var umuligt at følge med.

Det blev sent på dagen, før vi på søndagsmødet havde fået styr på, hvilke krav vi ville stille. Det endte med at blive en række lavpraktiske krav, såsom at professor Winding Pedersen skulle tale i mikrofon, så vi kunne høre, hvad han sagde under forelæsningerne, og at lærerne skulle publicere deres forelæsningsnoter i stedet for bare at vende bunken, hver gang der startede et nyt hold. Og så tilsluttede vi os kravet om medbestemmelse nu!

MEN VI VAR STADIGVÆK en lille afgrænset aktionsgruppe, hvis eksistens ikke mange kendte til. Derfor skulle der fabrikeres nogle plakater, der kunne informere om initiativet og indkalde til et stormøde. Vi var trætte, og ingen havde lyst til det praktiske med at få tegnet plakaterne. Et lyst hoved kendte en reklametegner-studerende. Ham overtalte vi til at klare den side af sagen.

Mandag morgen skulle plakaterne så hænge på gangen på økonomisk institut, og det gjorde de! Da jeg ankom, så jeg som det første professor Sven Danø stå på en stige i fuld gang med at rette reklametegnerens stavefejl. To f’er i ”proffessorvældet!” Det lyste langt væk, at plakater med den slags fejl kunne man ikke tage seriøst, og så alligevel! En plakat med teksten ”Skal barrikaderne rykkes en etage ned?” vakte opsigt.

Vi havde booket et stort lokale til stormødet, og da aftenen kom, var der stuvende fuldt. Aktionsgruppen forelagde de krav, vi foreslog at stille, og der var bragende tilslutning. Midt under det hele stak professor Anders Ølgaard, der var institutbestyrer, hovedet ind ad døren bagerst i lokalet: ”Nå, så mange er I!”, råbte han med sin karakteristiske tordenrøst, hvorefter han ilede direkte tilbage til instituttet for at få udskiftet låsene. Det kunne han nu godt have sparet sig. Det var aldrig på tale at gå så drastisk til værks.

TIL DEN STORE studenterdemonstra tion på Frue Plads, hvor rektor Mogens Fog blev kendt for at cirkulere fredeligt rundt blandt de råbende studerende, havde vi også en taler med fra polit. -studiet. I forhold til de mere rabiate krav fra andre studieretninger lød vores krav temmelig banale. Men kravet om medbestemmelse var vi med på, og det var vigtigt.

De studerende endte som bekendt med at få opfyldt kravet om en tredjedel af pladserne i de nye studienævn. Ingen fra den oprindelige aktionsgruppe valgte at stille op. Nogle stod lige over for at blive kandidater, andre var politisk aktive andetsteds. Det gjaldt for eksempel mig selv, der også havde et lille barn at tage vare på.

Det mest mærkbare resultat af ”1968-oprøret” på polit.-studiet blev, at de gamle ”verbaløkonomer” fik reduceret deres magt til fordel for de yngre lærere, som gled ind i studienævnet i slipstrømmen fra de studerendes kamp. På polit.-studiet banede det vej for den styrkelse af den matematiske økonomi, som skulle blive fundamentet for de økonomiske styringsmodeller, som Finansministeriet anvender i dag.