75 år efter Hiroshima og Nagasaki har vi glemt atombombens ødelæggende kraft

I august 1945 kastede USA to atombomber over Japan, hvilket var afgørende for afslutningen af Anden Verdenskrig. Men i dag er det politiske sikkerhedsnet, der skal sikre, at Hiroshima og Nagasaki ikke gentager sig, ved at smuldre. Truslen om atomkrig er blevet uhåndgribelig, påpeger forskere

Den 6. august 1945 klokken 8.15 om morgenen blev den først atombombe kastet over Hiroshima. En stor del af byen blev reduceret til en ruinhob og mellem 70.000 og 120.000 mennesker døde ved nedslagets tryk- og varmebølge og de efterfølgende måneders radioaktive stråling. – Foto: Granger/Shutterstock/Ritzau Scanpix.
Den 6. august 1945 klokken 8.15 om morgenen blev den først atombombe kastet over Hiroshima. En stor del af byen blev reduceret til en ruinhob og mellem 70.000 og 120.000 mennesker døde ved nedslagets tryk- og varmebølge og de efterfølgende måneders radioaktive stråling. – Foto: Granger/Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Torsdag for præcis 75 år siden kastede det amerikanske bombefly Enola Gay den fire tons tunge atombombe Little Boy over Hiroshima. Tre dage senere kastede amerikanerne endnu en atombombe over byen Nagasaki, og kort efter sluttede Anden Verdenskrig.

Det var de første og sidste gange, atombomber hidtil er blevet brugt i krig. Men det er muligvis blot et spørgsmål om tid, før det sker igen. I hvert fald hvis man ser på det berygtede dommedagsur, der angiver, hvor tæt vi er på ”dommedag”. Dommedagsuret, der bliver styret af atomforskere fra organisationen Bulletin of the Atomic Scientists, rykkede tidligere i år minutviseren frem til 100 sekunder i midnat. Tættere på dommedag end nogensinde før.

Astrofysiker Robert Rosner fra University of Chicago er formand for Bulletin of the Atomic Scientists videnskabs- og sikkerhedsudvalg, der stiller dommedagsurets minutviser. Han fortæller, at beslutningen om at indstille uret til 100 sekunder i dommedag i høj grad er præget af usikkerheden omkring det politiske sikkerhedsnet af traktater og aftaler, der i mange år har holdt truslen om atomkrig i skak. Han henviser blandt andet til den såkaldte INF-aftale om mellemdistanceraketter, der blev underskrevet mellem USA og Sovjetunionen i 1987, som USA sidste år trak sig ud af, og den iranske atomaftale, som USA også har droppet.

”Siden 1950’erne har der været en bred anerkendelse fra alle parter om, at disse aftaler var vigtige. Men vi har gennem de seneste år været vidner til en systematisk demontering af de gamle traktater. På samme tid er Rusland, USA og Kina i gang med at udvikle og modernisere deres systemer, og det ser ud til, at vi er på vej ud i et nyt våbenkapløb,” fortæller han.

Robert Rosner tror, at traktaternes forfald hænger sammen med, at der i offentligheden og blandt politikere eksisterer en form for ligegyldighed over for den trussel, som atomvåben udgør. En ligegyldighed, som opstod, da den kolde krig sluttede ved Sovjetunionens kollaps i 1990.

”Den nuværende generation har glemt, hvor alvorlig truslen er, og det siger noget om menneskets natur. Vi ved, at der er en fare. Men når ikke der sker noget, så glemmer vi det for at afskærme os selv fra unødvendig stress,” siger han.

Casper Sylvest er lektor i historie ved Syddansk Universitet og har blandt andet forsket i den danske atomalder og global politik i relation til atomvåben. Han vurderer også, at offentlighedens opfattelse af atomvåbentruslen har ændret sig markant siden den kolde krigs afslutning.

”Den kolde krig var en ekstremt klar og højspændt ideologisk konflikt, hvor alle var bekendte med truslen, som virkede meget præsent. I manges bevidsthed forsvandt truslen, da Sovjetunionen brød sammen. Nogle er jo nærmest af den opfattelse, at atomvåben blev afskaffet efter den kolde krig,” siger han.

Ifølge Casper Sylvest har det afgørende betydning for vores opfattelse, at truslen i dag fremstår langt mere kompleks end tidligere. For hvor truslen under den kolde krig udspillede sig mellem Øst og Vest, er billedet i dag både mere nuanceret og mere diffust. Nye stater har fået adgang til kernevåben, og atomtruslen er blevet aktuel i flere mindre konflikter – som i konflikten mellem Pakistan og Indien, og i Nordkorea.

”Det er ikke længere en konflikt mellem supermagter, som det primært var under den kolde krig. Der er kommet flere vigtige aktører i form af mindre atommagter og ikke-statslige aktører, der også spiller en rolle. Og så eksisterer der i dag færre atomvåben på verdensplan, hvilket på papiret er positivt, men våbnene bliver samtidigt mere avancerede. Det hele er blevet mere komplekst,” siger han.

Casper Sylvest lægger derudover stor vægt på, at truslen kan virke uhåndgribelig for mange, på trods af at der globalt bruges enorme summer på at modernisere kernevåben. Våbnene eksisterer i en hemmelig, nærmest afsondret verden, og faldet i antallet af prøvesprængninger medfører også mindre politisk opmærksomhed. Mange af de atomforskere, der selv var med til at udvikle atombomben i 1940’erne, og som deltog under prøvesprængninger, endte med at blive indædte modstandere af kernevåben, og prøvesprængninger har historisk mobiliseret fredsbevægelser.

”Det er entydigt positivt, når prøvesprængninger ikke finder sted, men det bidrager måske også til, at våbnene og den trussel, de udgør, bliver mere abstrakte. Bomberne faldt over Hiroshima og Nagasaki for lang tid siden, og nogle kan have en opfattelse af, at den slags begivenheder tilhører en anden tid,” siger Casper Sylvest.

Hans Kristensen, der leder afdelingen for information om atomvåben for tænketanken Federation of American Scientists, er ikke enig i dommedagsurets vurdering af, at truslen for atomkrig i dag er større end nogensinde før. Truslen er alvorlig, men dynamikken er anderledes, og intensiteten er en helt anden i dag end under den kolde krig, forklarer han.

Han er dog enig i, at truslen er vokset de seneste 20 år, og at den politiske situation med henblik på de forskellige traktaters tilstand er kritisabel. Men tingene skal altid blive værre, før de bliver bedre, påpeger han.

”Befolkningen og politikerne reagerer først på trusler, når de bliver stærke nok. Sådan tror jeg desværre, at menneskets psyke er. Derfor er det ikke så underligt, at det politiske sikkerhedsnet er ved at falde bort. Vi skal genopdage betydningen af traktaterne, før vi gør noget ved det,” siger han.

Hvad der præcis skal til, før situationen bliver så grel, at tingene kan begynde at blive bedre, kan Hans Kristensen dog ikke specificere. Men der behøver ikke nødvendigvis at være tale om en gentagelse af Hiroshima og Nagasaki. Han fortæller, at USA så småt er begyndt at fokusere på våbenkontrol igen på grund af Kina og Ruslands modernisering af deres egne våbensystemer, og det tyder på, at der kunne være nye traktater på vej.

”Det ville jo være en passende reaktion på 75-årsdagen for Hiroshima og Nagasaki,” siger Hans Kristensen.