Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

90 år og stadig aktiv: Som pensioneret læge har jeg kastet mig over min anden ”karriere”

Det er ikke nødvendigt, at man forlænger sin karrieremæssige funktion, selvom det kan være prisværdigt. Tværtimod kan det være frugtbart at gøre en indsats på et helt andet område. For mit vedkommende betød det, at jeg sluttede min karriere som overlæge i nuklearmedicin som 67-årig og kastede mig over min anden ”karriere”, skriver Willy Hanghøj-Petersen

I dag kan selv 90- årige yde ikke blot et lødigt arbejde, men også klare en hård indsats. Det kræver imidlertid, at den 90-årige er privilegeret, nemlig med et godt helbred.

Derfor bør han eller hun være dybt taknemmelig og netop derfor sørge for at udnytte de givne ”talenter” i aktiv indsats for andre end egoet. Det er da fint med hobbyer, men det er mere værd, at man også sætter kræfter af til udadvendte gøremål.

Netop derfor er det ikke nødvendigt, at man forlænger sin karrieremæssige funktion, selvom det kan være prisværdigt. Tværtimod kan det være frugtbart at gøre en indsats på et helt andet område. For mit vedkommende betød det, at jeg sluttede min karriere som overlæge i nuklearmedicin som 67-årig, og at jeg som aktiv pensionist både tidsmæssigt og økonomisk fik råd til at kaste mig over min anden ”karriere”: aktiv forkyndelse af kristendom i såvel de skrevne som de elektroniske medier.

Til manges forundring havde den nærmest atomfysisk opdragede læge i hele sin tid som overlæge været aktiv forkynder i dagblade, magasiner, lokalradio og -tv. Altså haft en ”parallel karriere” (i teologisk regi), som kunne fortsættes af en pensioneret overlæge med klar naturvidenskabelig baggrund. Som hybriden ”darwinist og kristentroende” har jeg nydt at bruge folks forundrede spørgsmål til at svare ved klart at fremstille naturvidenskaben som det bedste bevis på skaberens ufattelige storhed.

Jeg er enkemand ad to omgange og har mistet to børn, så jeg har ikke levet et liv uden svære skrammer, men alligevel kaster jeg mig i taknemmelighed ud i et forsøg på at udnytte de gudgivne talenter, som jeg mener at have fået med et udtrykkeligt krav om at udnytte dem. Derfor har jeg som pensionist startet på et nyt, krævende arbejdsfelt: som foredragsholder og med forlagsvirksomhed som amatørteologisk forfatter.

Herunder har jeg for et år siden udgivet min første bog, ”Den lille lilla”, en debatbog om tro og tvivl, og er lige nu i gang med bog nummer to, ”Credo”, en personlig beretning om, hvordan den kristne tro kan forme et livsforløb.

Næste værk er mine memoirer: ”Willy, en årgang 28 fortæller”, hårdt presset af mine børnebørn, som efter en smagsprøve i bogen ”Morfar, fortæl nu” bad om mere af samme slags. Inden for de sidste år har jeg desuden to gange fået lov til at holde prædiken ved højmessen i min lokale kirke, Ullerød Kirke.

Da min anden kone døde i 2009, solgte jeg huset i Holstebro, hvor jeg havde boet i 30 år, og flyttede op i familiens sommerhus i Hundested. Om vinteren er det nærmest en ødegård, men takket være mine kærlige børn og børnebørn får jeg ikke lov til at være ladt tilbage i ensomhed.

Tabet af min kone lokkede mig til som 81-årig at starte som teologisk student ved fakultetet på Københavns Universitet. Jeg bestod alle eksaminer og skriftlige prøver i de første to år, men stoppede, da jeg opdagede, at man, hvis man ikke havde klassisk sproglig studentereksamen, skulle bruge fire år og ikke de sædvanlige tre år på at blive bachelor.

Selvom jeg fandt studiet uvurderligt givende, så var eksamensræset for stressende, og mine børnebørn jublede: bravo, Morfar, du var alt for stresset, og vi så for lidt til dig. At fortsætte til kandidatgraden var jo urealistisk, man ansætter ikke en 90-årig som præst. Ak, ja.

Naturligvis kan en nok så frisk 90-årig ikke klare et embede, og præsten vies ikke kun som person, men til et embede. Så jeg har fortrudt, at jeg ikke i tide opdagede, at jeg faktisk gerne ville have været præst; men jeg må så trøste mig med, at man kan bruge mig som hjælper i sognearbejdet med eksempelvis undervisning af konfirmander og måske som besøgsven hos personer med eksistentielle problemer.

Her kunne min særlige ”hybride” natur måske være velegnet, en ”sjælesørger” med både læge- og kirkemæssig baggrund? Altså en kompetent ”præstehjælper”. Det er det nærmeste, jeg kan komme mit inderste, men helt utopiske ønske. Jeg ville så gerne arbejde, som mange pensionerede præster gør det i dag: som frivillig, ulønnet deltidshjælpepræst.

Undskyld denne svada; men måske kan man heri fornemme, hvad det er for kræfter, der holder en 90-årig oppe på mærkerne, trods alderens naturlige træthedstærskel.