Åbent brev til Lars Løkke: Du må tale med Indiens premierminister om forfølgelsen af kristne

På papiret repræsenterer Modi verdens største demokrati, men bag kulisserne arbejder hans parti BJP for, at ”Indien skal være fri for kristne og muslimer i år 2020”, skriver generalsekretær i Åbne Døre Danmark

Hos Åbne Døren mener man, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er forpligtet til at tale med Narendra Modi om den systematiske forfølgelse i Indien.
Hos Åbne Døren mener man, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er forpligtet til at tale med Narendra Modi om den systematiske forfølgelse i Indien. Foto: Mahesh Kumar A. og Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Kære Lars Løkke Rasmussen (V). Når du i morgen sammen en dansk erhvervsdelegation rejser til Indien – som du kalder ”verdens største demokrati” – for at besøge premierminister Narendra Modi og ”styrke de stærke kulturelle og historiske bånd mellem vores to lande”, beder vi dig også om at gøre opmærksom på, hvordan et ægte demokrati ser ud.

På papiret repræsenterer Modi verdens største demokrati, men bag kulisserne er der tale om regime-agtige tilstande. Narendra Modi leder det politiske parti BJP, som har sine rødder i den hindu-nationalistiske folkebevægelse RSS, der arbejder for, at ”Indien skal være fri for kristne og muslimer i år 2020”.

I historien og kulturens navn forsøger Narendra Modi og hans regering at tvangskonvertere religiøse minoriteter ”tilbage” til hinduismen, så at Indien bliver en nation bestående udelukkende af hinduer.

Én religion, én kultur og ét sprog er tankegangen. For at nå dette mål udføres der systematisk forfølgelse af kristne og andre religiøse minoriteter.

Kristne bliver overfaldet, slået ihjel. Familier bliver truet, piger og kvinder bliver voldtaget, og børn bliver kidnappet, uden at politiet griber ind eller efterforsker. I otte indiske stater har man indført en ”antikonverteringslov”.

Loven betyder, at man skal give de lokale myndigheder en måneds varsel, hvis man vælger at konvertere fra hinduismen. Derudover skal man også gennemgå en samtale med en repræsentant fra regeringen. Sådan folder demokrati sig ud i Indien. Landet, vi skulle have knyttet stærke bånd til.

I Danmark betyder et demokrati blandt andet, at man har ret til at tro på, hvad man vil, uden at man skal frygte regeringens indgriben. Det betyder frihed til at gå i kirke, uden at man skal frygte at blive slæbt ind i det nærmeste hinduistiske tempel, hvor man tvinges til at bede og læse religiøse tekster. Det betyder tryghed, når man lægger sig til at sove, uden at man skal frygte at overfaldsmænd braser igennem døren midt om natten.

Vi mener, at du er forpligtet på at tale med Narendra Modi om den systematiske forfølgelse. Det er vi som demokrati forpligtet på – at værne om menneskets basale frihedsrettigheder. Det er regeringen forpligtet på efter etableringen af religion- og frihedskontoret, der gav et løfte om at ”have et særligt fokus på at styre det internationale samarbejde for at beskytte disse minoriteter”.

Vi foreslår, følgende punkter bliver nævnt i samtale med Narendra Modi:

1) At man bør udtrykke en bekymring for religionsfrihedens vilkår i Indien.

2) At man bør fjerne præsidentens bekendtgørelse fra 1950, som i modsætning til den indiske forfatning fratager kristne og muslimer borgerlige privilegier som hinduer.

3) At man bør gøre opmærksom på de delstater, der har indført anti-konverteringslove, er grundlæggende udemokratiske. Det gælder delstaterne Orissa, Madhya Pradesh, Chhattisgarh, Himachal Pradesh, Jharkhand og Gujarat.

4) At myndighederne har en forpligtelse til at efterforske og retsforfølge dem, der er ansvarlige for drab, voldtægter og kidnapninger af kristne. Sådan gør myndighederne i hvert fald i Danmark.

Vi forstår, at internationale relationer er komplekse. Vi forstår, at vi ikke er verdens største land. Vi forstår, at vi ikke er verdens største økonomi.

Men vi kan ikke se den anden vej eller trække på skuldrene, blot fordi vi ønsker at bevare den gode stemning eller øge vores bnp.

René Brocelius Ottesen er generalsekretær i Åbne Døre Danmark.