Prøv avisen
Debat

Kritikken af ”Den danske sang” er både åndløs og misforstået

Børnehavebørn og skoleelever markerer Grundtvigs fødselsdag med fællessang i Grundtvigs Kirke i København. – Foto: Leif Tuxen

Nikolaj Bøgh

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Sagen om "Den danske sang" er identitetspolitik af værste skuffe, hvor mennesker ikke som udgangspunkt bliver set som en del af det danske fællesskab, men først og fremmest bliver set som repræsentanter for den kultur og etnicitet, de oprindeligt er født ind i, skriver folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti

KORT FØR JUL bredte der sig et sandt ramaskrig i hele det danske land over sagen, hvor viceinstitutleder Mads Mordhorst fortalte til Kristeligt Dagblad, at Højskolesangbogens ”signatursang” – ”Den danske sang er en ung blond pige” – næppe ville blive sunget igen på hans institut, fordi det havde vist sig, at sangen kunne krænke mennesker, der ikke var unge, blonde eller piger (eller alle tre på en gang).

Hans åndløse og eklatante misforståelse af sangens poesi og billedsprog, som aldrig tidligere har anfægtet det flertal af danskere, der alle dage har haft anden hårfarve end blond – eller den halvdel, der i hvert fald ikke er piger – rørte tydeligvis ved de dybere lag i mange danskeres nationalfølelse.

Sagen er da også identitetspolitik af værste skuffe, hvor mennesker ikke som udgangspunkt bliver set som en del af det danske fællesskab, men først og fremmest bliver set som repræsentanter for den kultur og etnicitet, de oprindeligt er født ind i.

Hvor dyrkere af identitetspolitikken som oftest påstår at være særligt åbne og glade for mangfoldighed, så er sandheden i virkeligheden den modsatte: Identitetspolitik begrænser mangfoldigheden, fordi den sætter snævre grænser for, hvilke kulturelle udtryk man kan anvende i det offentlige rum – hvilket eksemplet med ”Den danske sang” med al ønskelig tydelighed viser. Det er derfor meget positivt, at den altovervejende del af debatten siden da har fordømt krænkelseskulturen på CBS, ligesom beslægtede sager på Københavns Universitet tidligere også har mødt stor modstand og forundring.

Så langt så godt. Hovedparten af danskerne finder det tydeligvis temmelig vanvittigt, at en øget befolkningsgruppe med anden etnisk herkomst end dansk skulle begrænse og indskrænke den måde, man altid har opført sig på, sunget og festet i Danmark.

Imidlertid ligger der også den triste sandhed i ikke mindst CBS-sagen, at den givetvis alligevel kommer til at forandre den uproblematiske status, som Kai Hoffmanns fine tekst til Carl Nielsens smukke melodi indtil for få uger siden havde.

Nu er katten ude af sækken, og selve debatten gør det svært at synge ”Den danske sang er en ung, blond pige”, uden at det skal indtænkes i en identitetspolitisk kontekst. Det skulle jo netop nødig blive en politisk manifestation at synge sagen, men noget, som vi alle kan spejle os i, fordi den fortæller om det smukke ved at synge og om nogen af de fineste danske karaktertræk – om hvad der inderst er os og vort.

Efter den voldsomme modreaktion er der folk, der føler trang til modsigelse, og personer på venstrefløjen, der alle dage har haft en anden dagsorden, vejrer morgenluft. Krænkelseseksperten Henrik Marstal møder op i radioen med en hel stribe af sange fra Højskolesangbogen, som han ønsker kasseret, fordi de er nationalistiske eller sexistiske. Og den ellers ofte veltænkende forfatter Egon Clausen sætter trumf på og skriver her i avisen, at sangen minder ham om nazisme.

Det er alt sammen en del af en i grunden trist debat, som truer med at splitte os som folk og reducere det fælles kulturelle fundament, vi ellers står på. Og det er en misforstået debat, som der næppe heller er mange danskere med anden etnisk baggrund, der kan spejle sig i.

For vejen til integration, som mange af dem kæmper målrettet for, går jo netop gennem at blive en del af dansk kultur og mentalitet – samtidig med at man selvfølgelig godt kan bibeholde den kulturelle bagage, man selv kommer med andetsteds fra.

Identitetsfanatikerne gør faktisk nydanskerne en bjørnetjeneste – de gør centrale dele af dansk kultur til noget odiøst, som vi bør gemme væk og skamme os over. Men der vokser ingen top på det træ, der har fået rødderne skåret over, og et samfund uden en tydelig hovedkultur, der får sværere ved at holde sammen og blive ramme om et stærkt fællesskab.

Måske er det faktisk, hvad man ønsker – at blive talsmænd for stadigt mere opsplittede minoriteter og som krænkelseskommissærer sidde og påtale alt, hvad der falder uden for en fad, smagløs fællesnævner af multikulturel ingenting.

Jeg synes, man skulle skamme sig over det.

Nikolaj Bøgh er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, Frederiksberg.