I EN DEBAT om abort opdager man hurtigt, at diskussionen ofte kommer til at handle meget lidt om fosterets status og kvindens moralske dilemma: Snarere bliver det et spørgsmål om kristendom over for frigjort sekularisme.
Det er uheldigt, for spørgsmålet rummer et reelt etisk dilemma, som vi har brug for at kunne diskutere med hovedet koldt og hjertet varmt.
Den 6. juni bragte en række debattører et indlæg i Kristeligt Dagblad, der sigende nok bar overskriften ”Abort under pres. Lad ikke religion danne grundlag for tilbageskridt i abortlovgivning.”
UDEN AT PRÆSENTERE ÉT ENESTE argument for, hvorfor fosteret ikke skulle bære rettigheder på lige fod med den fødte, tilbageviser de tre debattører den abortskeptiske bevægelse i USA med, at den vil lovgive ud fra religion, hvilket ifølge forfatterne ikke hører hjemme i et moderne samfund.
Det er interessant, at abortskepticismen på den måde afskrives som religiøs absolutisme, når vi lever i en tid, hvor dyrerettighedsbevægelser med betydelig kulturel anerkendelse har forsvaret retten til liv for laverestående dyrearter.
Ingen har påstået, at det skulle være religiøst eller konservativt. Hvorfor er situationen da så anderledes, når det handler om den ufødtes ret til liv?
Nu har debattørerne naturligvis ret i, at abortskepticismen i USA og Europa i høj grad fremføres af kristne grupper. Det er imidlertid ikke i sig selv et problem. Politologer som Habermas og Rawls har overbevisende vist, at den politiske debat, for ikke at blive totalitær, skal kunne rumme værdier, som folk afleder fra deres religion. Andet ville jo være at fordre en ateistisk offentlighed, der i virkeligheden er lige så intolerant som fortidens kirkelige ensretning.
Debattørernes indvending giver altså lige så lidt mening, som hvis man kritiserede dem for at ville lovgive ud fra ateistiske argumenter.
Ifølge Rawls og Habermas er nøglen derimod, at vores argumenter i den politiske debat skal give mening, også for dem, der ikke deler vores religiøse tradition.
Heldigvis er de bærende argumenter både for og imod abort i høj grad religionsneutrale: Hvornår begynder menneskelivet? Har kvinden pligt til at holde barnet i live, selvom det lever i kraft af hendes krop? Har alle mennesker ret til at leve, uafhængigt deres kognitive niveau? Og så videre.
I mine øjne er det ikke mærkeligt, at abortkritikken oplever en opblomstring i disse år, hvor det har vist sig, at ethvert forsvar for den fri abort altid logisk leder til konklusioner, som ingen af os kan acceptere. Hvis vi for eksempel siger, at ”bevidsthed” er det, der kvalificerer retten til liv, hvad så med mennesker i koma eller stærkt psykisk handicappede? Eller hvis vi siger ”levedygtighed”, hvad så med siamesiske tvillinger, der i visse tilfælde er afhængige af hinanden for at overleve? Debattørerne omtaler ikke engang disse diskussioner.
Filosoffen Alasdais MacIntyre skrev engang, at når vi ikke ved, hvordan vi skal afgøre en etisk diskussion, så påberåber vi os uden yderligere argumenter en absolut rettighed til at gøre, som vi gør, og mistænkeliggør alle, der vover at bestride den. Desværre synes jeg, det er en rammende karakteristik af debattørernes indlæg, såvel som af store dele af pro choice -bevægelsen generelt i dag:
Slogans som ”retten til egen krop” og mistænkeliggørelse af modstandere som kvindefjendske og modstandere af menneskerettighederne fremsættes med en indignation, der er omvendt proportional med argumenternes saglighed.
Det er en skam. For spørgsmålet fortjener en ærlig debat. For barnets og for kvindens skyld.
Jacob Munk er stud.theol.