Abort vender en kvinde mod sit barn og krænker barnets ret til livet

Når nogen fastholder, at abort krænker et andet lille menneskes liv, så kan dette kun påvirke kvinden, der har fået en abort, hvis det taler ind i en viden, hun allerede har: at det er sandt, skriver kommunikationssekretær i Retten til Liv

Uanset hvor mange kunstnere der proklamerer, at abort er normalt, så fjerner det ikke substansen, at provokeret abort vender en kvinde mod sit barn, skriver Kerstin Hoffmann, kommunikationssekretær i Retten til Liv.
Uanset hvor mange kunstnere der proklamerer, at abort er normalt, så fjerner det ikke substansen, at provokeret abort vender en kvinde mod sit barn, skriver Kerstin Hoffmann, kommunikationssekretær i Retten til Liv. . Foto: Maria Hedegaard/Ritzau Scanpix.

”ABORTION IS Normal.” Abort er normalt. Dette er budskabet i en politisk kunstudstilling, der kan ses i New York her i januar måned. Flere end 50 kunstnere er gået sammen i et fælles projekt til forsvar for den fri abort som et modtræk til den voksende politiske indflydelse, pro life -bevægelsen har fået i USA. Budskabet er, at abort måske kan være en svær beslutning, men at det er noget helt normalt.

Strategien er set i tidligere kampagner som ”Shout Your Abortion” og ”Abortion Out Loud”, hvor kvinder stolt og frimodigt fortæller om deres abort og om dette, at de ikke har fortrudt. Narrativet er, at det ikke er abort, der traumatiserer kvinder, men abortmodstandens ”atmosfære af frygt, skam og stigmatisering”.

MEN ER DET EN SAND fortælling? Nej.

Når nogen fastholder, at abort krænker et andet lille menneskes liv, så kan dette kun påvirke kvinden, der har fået en abort, hvis det taler ind i en viden, hun allerede har: at det er sandt.

Og det er denne viden, at et lille menneske mistede livet, da hun fik sin abort, der er traumatiserende. Den kan ikke sminkes væk med smilende kampagner.

Uanset hvor mange kunstnere der proklamerer, at abort er normalt, så fjerner det ikke substansen, at provokeret abort vender en kvinde mod sit barn og krænker grundlæggende menneskerettigheder.

Narrativet er falsk, fordi modstand imod abort ikke er modstand imod kvinder. Det er ikke en bagatellisering af, at en graviditet kan være en voldsom belastning. Det er ikke udtryk for et ønske om at kontrollere kvinder og hindre dem i at forfølge deres drømme.

Nej, modstand imod abort er alene et forsvar for et lille menneskes ligeværdige ret til livet, en protest imod at løse økonomiske, sociale og kønspolitiske problemer ved at tage et andet menneskes liv, en fastholdelse af, at vi må finde andre løsninger på virkelige og reelle problemer.

Kerstin Hoffmann er kommunikationssekretær i Retten til Liv.