KRISTELIGT DAGBLAD bragte den 11. januar en kronik om børn og unges skærmbrug skrevet af David Madsen, Cecilie Aalund Federspiel og Rebecca Poulsen, der alle er ansat i Dansk Behandling for Computerspil- og Onlineafhængighed (Dabeco).
I kronikken advarer de tre blandt andet mod skærmenes negative effekt på unges mentale sundhed og trivsel.
Som psykolog og medieforsker hæfter jeg mig især ved følgende sætning: ”Som psykologer, læger og idrætsfagfolk fra Københavns Universitet, så bimler og bamler alarmklokkerne, når vi læser statistikkerne.”
Det er uklart, hvilke statistikker, der her henvises til, men det er værd at bemærke, at Amy Orben og Andrew Przybylski, to anerkendte psykologer fra Oxford University, sidste år udgav en artikel i det anerkendte tidsskrift Nature Human Behavior, hvor de på baggrund af tre store datasæt med i alt 355.358 deltagere konkluderede, at forholdet mellem unges psykologiske trivsel og brugen af digitale teknologier er negativ, men mikroskopisk og højst forklarer 0,4 procent af variationen i trivsel.
Artiklen er desuden blevet kendt for at påvise, at denne forklaringskraft er i samme størrelsesorden som den negative effekt, det statistisk set har på unges trivsel at spise kartofler. Forklaringskraften har med andre ord ingen praktisk værdi. Når Dabeco-gruppen ringer med alarmklokkerne i forhold til trivsel, så taler de derfor enten mod bedre vidende, eller også ved de simpelthen ikke, hvad de taler om.
Her opstår så et dilemma for os medieforskere: Skal vi efterlade sådanne grundløse udsagn usagt, eller skal vi aktivt gå ud og demontere dem?
På den ene side føler vi os ofte forpligtet til at forsvare forskningen. Det lyder måske en smule højtravende, men det er i virkeligheden bare en del af vores jobbeskrivelse. På den anden side kan det hurtigt virke som om, vi overser eller ligefrem benægter skærmbrugens meget virkelige faldgruber, når vi gang på gang går ud i medierne og nuancerer den værste dommedagsretorik. Det kan i værste fald få forskningen til at fremstå ude af trit med virkeligheden. Og hvorfor så overhovedet beskæftige sig med forskning?
Meget sigende for denne penible situation har et kommende debatarrangement om børn og unges skærmvaner på VIA University således valgt ikke at inkludere forskere blandt oplægsholderne. Det er både bekymrende og frustrerende, så lad mig benytte lejligheden til at slå nogle pointer fast: Der er ingen af os medieforskere, der ukritisk hævder, at unge skal sættes fri til at gøre, lige hvad de vil med skærmene, og i så lang tid de vil.
Der er heller ingen af os, der hævder, at skærmene udgør et ubetinget gode. Blot fordi der ikke foreligger brede negative effekter, betyder det på ingen måde, at der ikke findes problematiske dynamikker, som vi bør diskutere.
Faktisk har nogle af os grundlagt hele vores forskningskarriere på at undersøge, analysere og diskutere sådanne problematiske dynamikker. Af samme grund er vi ærgerlige over konstant at blive castet som skærmenes forsvarere i den offentlige debat. Problemet er bare, at når debatten bliver tilstrækkeligt skinger og forplumret af misinformation, så bliver vi trængt op i en krog, hvor vi ikke har andre valgmuligheder.
Som modgift mod denne uholdbare tilstand vil jeg afslutningsvist opfordre til, at Dabeco-gruppens opråb bliver hørt: Ja tak, sæt endelig flere fagpersoner i spil i skærmdebatten.
Men sørg gerne for, at disse fagpersoner er kvalificerede til at udtale sig og økonomisk uafhængige af opgaven.
Jesper Aagaard er adjunkt ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.