Prøv avisen

Ældre mødes og dyrker motion: Fællesskabet er et godt sted at genopfinde det meningsfulde liv

Ældre strømmer til bordtennis, cykling, badminton og styrketræning som aldrig før. Det er et meget opmuntrende og livsbekræftende eksempel på, at vi over 60 år har mod på at fylde alle de dejlige hverdage ud med det samvær, som mennesker ikke kan leve foruden, skriver freelancejournalist Pauli Andersen. – Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Pauli Andersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det gode liv er et liv med mening og fællesskab. Det har mange ældre heldigvis erfaret, mener journalist Pauli Andersen, som glæder sig over, at pensionister i stigende grad finder sammen i idræts fællesskaber

I GLADSAXE SAD en ældre herre for nylig og læste op af novellen ”Tarzan. Staten. Køleskabe”. Den nu afdøde forfatter til novellen, Benny Andersen, kunne sikkert have fået endnu en munter novelle ud af optrinnet. For manden, der læste op, var en af 34 bedagede motionister, som var samlet om bordtennis, Benny og brusebad. De lyttede til oplæseren, sang i kor og udfordrede hinanden ved bordene. Og så i bad bagefter.

Når vi nu mødes alligevel og spiller bordtennis, kunne vi vel samles om andet end spillet, lød ræsonnementet, der fik mindestunden om Benny Andersen på benene. Generelt har udfoldelsen ved bordtennisbordene flere steder fået selskab af mere eller mindre formelle sociale sideaktiviteter til sporten som læseklubber eller rejsefællesskaber. Eller slet og ret snak hen over bordene og efter kampene om dagens nyheder eller de skavanker og sygdomme, som medlemmerne naturligt stifter bekendtskab med i den aldersklasse.

Bordtennis er bare en af en lang række motionsformer, der i stigende grad har tiltrukket os, der har rundet de 60 år. Andelen af danskere over 60 år, der dyrker motion og idræt, er ifølge Idrættens Analyseinstitut steget fra 12 procent i 1975 til hele 62 procent i 2011. Jeg kender ikke til større undersøgelser af årsagen til den opsigtsvækkende vækst. Men i en lille spørgeskemaundersøgelse om årsagerne til, at ældre er begyndt på bordtennis, fremhæver halvdelen fællesskabet med de andre som en af flere faktorer.

I ET STØRRE PERSPEKTIV er der ingen tvivl om, at den massive deltagelse i motion afspejler det tidsfænomen, at vi gamle børster mere end nogensinde skal genopfinde vores eget liv. Vores egen nye hverdag.

Med solide pensionsordninger i ryggen har vi optjent en tredje alder i absolut frihed. Bagude ligger et arbejdsliv, der satte pligten forrest og i varierende grad definerede os som mennesker. Selvfølgelig forhindrede den udfyldte hverdag ikke, at vi undertiden tænkte i dybden om meningen med det hele. Men vi led ikke under den frihedens forbandelse, at vi selv skulle opfinde hele vores liv.

Undertiden forbandede vi hamsterhjulet, men nu, hvor vi er undsluppet det for altid, må vi sande, at det også havde sine positive sider. Ikke mindst fordi det frigjorde os fra pligten til at opfinde os selv og vores plads i verden.

Sat på spidsen: Da jeg var ung, var jeg fodboldspilleren Pauli Andersen. Fra jeg var 30 år, til jeg blev 60 år, var jeg journalisten. Nu, hvor jeg er over 60 år, skal jeg koncentrere min energi om at være mennesket. Foran mig ligger – forhåbentlig – en lang række hverdage, jeg selv kan fylde meningsfuldt ud.

I kronikken i Kristeligt Dagblad den 24. november omtalte lektor Inger Glavind Bo sociologen Alfred Schutz, der peger på, at der skal et tæppefald til, før vi revurderer vores hverdagsliv. Sådan et kan næppe være mere radikalt end det, vi konfronteres med, når hverdagen ikke længere i vid udstrækning bestemmes af karriere, tøjvask og træthed foran fjernsynet.

NÅR VI NU I STEDET HAR UDSIGT TIL en åben bane af muligheder, tilbydes vi hjælp i hyldemeter af nye bøger om mål, retning og mening. Sørine Gotfredsen, Pia Søltoft, Jakob Holm og Svend Brinkmann er nogle af de forfattere, der meget begavet fortæller os om meningen med livet og meningen i livet.

Uanset om deres bud på indhold og mening er forankret i kristendommen eller ej, har de dog det iøjnefaldende fællestræk, at vi kun er noget i vores relationer til andre mennesker og – vil nogle fremhæve – i forhold til Gud.

Bøgerne er børn af en tid, hvor individualisme, præstation, succes og perfektion i alt for udpræget grad har skygget for ydmyghed, taknemmelighed, medmenneskelighed og fællesskab.

Litteraten Jakob Holm refererer i sin bog ”Meningen med det hele” et gruopvækkende eksempel på den præstationskultur, der ikke mindst gennemsyrer tidens ungdom. I en periode, hvor han underviste i Texas, blev han hyppigt opsøgt af grædende unge mennesker med ondt i livet.

De nævnte forfattere henvender sig med et korrektiv til den selvoptagede præstationskultur, der præger både (konkurrence)statens dagsorden og den personlige tænkning. Deres bøger er derfor møntet på os alle. Men de rummer også, og ikke mindst, gode input til os halvgamle drenge og piger, der oplever den luksus og byrde, at vi selv kan fylde indhold på vores liv.

Psykologen Svend Brinkmann foreslår i bogen ”Ståsteder”, at værdier som sandhed, ansvar, kærlighed, tilgivelse og godhed skal være de udgangspunkter, der bestemmer vores liv.

Jakob Holm giver i sin bog en række råd til, hvordan vi omsætter de store tænkeres eksistentialistiske idéer til hverdagens praksis.

Og såvel Sørine Gotfredsen som Pia Søltoft har gode bud på, hvordan den verdensberømte danske filosof Søren Kierkegaards tanker kan sige os noget i dag, selvom det snart er 200 år siden, han nedfældede dem.

MIDT I MISMODET OVER EN TIDSÅND, der synes at have glemt livets dybder, er det opmuntrende, at forfattere, der minder os om lidenskabernes nødvendighed, sælger så godt. Det vidner om, at mange er ved at få øjnene op for den vildvej, som præger både individ og samfund i dag.

Selvom de fire har solgt mange bøger, er det jo nok de fleste, der ikke har læst dem. Men så er det så meget mere opmuntrende, at det budskab om fællesskabets værdi, de har på hjerte, også har indfundet sig hos dem, der bare selv har fundet ud af, at glæden, fællesskabet og meningen ligger for fødderne af os alle i de nye, lange hverdage, vi kan se frem til som gamle drenge og piger.

GLÆDEN ER IKKE DET VÆRSTE, vi har, og den findes i Gladsaxe Bordtennisklubs lokaler på en hverdag, hvor batsvingerne slår løs på små, hvide plastikbolde og mindes Benny Andersen. Vi strømmer til bordtennis, cykling, badminton og styrketræning som aldrig før. Nu kan vi jo ikke udfylde alle vores hverdage med motion i fællesskab med andre.

Det er også klart, at det er nemmere for os i vores aldersklasse at prioritere det sociale fællesskab på bekostning af præstation og perfektion. Men den enorme stigning i tilslutningen til ældreidræt landet over er ikke desto mindre et meget opmuntrende og livsbekræftende eksempel på, at generationen over 60 år griber dagene. Vi har generelt stort mod på at fylde alle de dejlige hverdage ud med det samvær, som mennesker ikke kan leve foruden.

Pauli Andersen er freelancejournalist.