KAJ MOGENSEN PÅSTÅR i Kristeligt Dagblad i tirsdags, at der findes to former for nationalisme. Den ene er ægte. Den anden er ikke falsk, men derimod fire ting: indsnævret, bedrevidende, afgrænsende og ”gold”.
Mogensen påstår dernæst, at H.C. Andersen havde samme opfattelse i tiden omkring 1850. Han mener, at denne indsnævrede, bedrevidende og afgrænsende nationalisme undsiges i sangen ”I Danmark er jeg født”, selvom det er umuligt at finde hentydninger til den golde nationalisme i teksten.
Kaj Mogensen er ahistorisk. Hans nutidige opdeling af nationalisme i ægte og gold projicerer han tilbage på Treårskrigens tid, det vil sige, mens der var borgerkrig i Riget.
Han ville ikke være i stand til at pege på, hvem der var de golde og de ægte nationalister i 1850. Han afslører heller ikke, hvem der er det i dag, kun kan han meddele, at også de golde nationalister har evigt liv, og han vil møde dem sammen med selvmordsbombemændene fra Colombo i himlen en dag.
DANMARK VAR IKKE EN NATIONSSTAT, da H.C. Andersen skrev sangen. Nationalismen havde det i det hele taget vanskeligt i Europa i tiden efter Waterloo. De fleste nationale bevægelser havde lidt nederlag, og imperierne var genetableret.
Magthaverne frygtede nationalismen, og de skelnede ikke mellem ægte og gold. Englænderne havde nedkæmpet nationalismen i Irland, og russerne gjorde det samme i Polen. Drømmen om et forenet Italien sluttede ved ulykken i Custozza.
Østrigerne torturerede italienske nationalister i Verona. Josef Kossuth blev besejret i Ungarn. Og så videre. Det var først Den Amerikanske Borgerkrig, der igen genoplivede nationalismen i Europa.
Der fandtes ikke noget dansk ”vi” i 1850. H.C. Andersen skriver ”jeg”, men Bjørnson skrev ”Ja, vi elsker dette landet”. Historikeren Fr. Hammerich skriver samme år, 1850, at der ingen sammenhæng er i Riget, der består af fem stammer: danskere, negre, grønlændere, tyskere og islændinge. Der er end ikke et fælles sprog. Gud må have givet os fem sprog og ikke et, som er Mogensens ideal.
H.C. ANDERSENS TEKST har alle nationalismens ingredienser i sig, og danskhed er identisk med fødestedskriteriet. Hvis du er født i Danmark, har du hjemme i Danmark, men hvad med dem, der ikke er født i Danmark? De er ikke danskere. Mitgeborenheit hed det på tysk.
Dernæst har Andersen Herders idé om, at sprog og nation hører sammen. ”Sproget udtrykker en nations karakter,” sagde Herder i sin kamp mod det franske sprogs indtrængen. En tysker er den, der taler tysk.
Sproget er i sin kerne ”afgrænsende”. Et nationalsprog er et bånd og en barriere. Kun løs er al fremmed tale, som Grundtvig sagde. Og lad mig slutte med Grundtvig, for hvem det nationale ikke er skæbne (fødested), men valg.
Vi kender hans modbillede til Andersen så godt: Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil. Man fødes ikke dansk, men bliver det, hvis man vil.
Hans Hauge er forfatter og tidligere universitetslektor.