For præcis 42 år siden åbnede jeg øjnene i et Libanon, som i 1978 stod og samlede skår op efter sine første alvorlige krigsår.
Siden fulgte mere tragiske hændelser, der har sat dybe spor i landets struktur og sammenhold. Nu er Libanon igen et land truet af borgerkrig og opløsning, for situationen i mit føde- og opvækstland er dybt problematisk, og situationen spidser til i det ellers kulturelt simrende land.
Men hvad har det med Danmark og Vesten at gøre? Jo, det er relevant af tre hovedårsager: den humanitære tilstand, Israels fredproces og migration mod Vesten.
For det første betyder en humanitær krise i Libanon et pres på verden (plus cirka 1,2 millioner libanesere rundt om i verden) om at huse og hjælpe de cirka 2,2 millioner libanesere, der nu er truet af den ulmende konflikt i landet.
For det andet er det næsten sikkert, at hvis Libanon ender som en mindre udgave af Syrien, så kan det destabilisere den skrøbelige fredsproces med Israel og yderligere øge uroen i regionen.
For det tredje betyder en krise i Libanon, at titusinder af nye migranter kan søge mod Vesten, hvilket kommer til at presse en i forvejen presset integrationspolitik i mange lande. En ny krise vil sandsynligvis igen destablisere situation i middelhavsregionen, og det vil presse europæiske efterretningstjenester og den politiske debat yderligere.
Det er derfor vigtigt, at vestlige lande spiller en positiv rolle i stabilisering af Libanon med indfrielse af befolkningens ønsker om reformer for at undgå alle tre nævnte scenarier. Ellers er alternativet en grum gentagelse af 1980’erne, som stadig i dag påvirker integrationen i Vesten. De mange palæstinensiske grupper, der sidenhen har skabt uro i de meget rolige nordiske lande, kom netop på grund af anden del af Libanons borgerkrig (1982-1990).
Mellemøstens politiske og sociale forhold har siden Anden Verdenskrig haft stor indflydelse på Europa. Mest tydeligt så vi det i form af massemigration (flygtninge i 1980’erne samt i 2015), de politiske hjælpepakker i form af ulandsbistand samt på sikkerheden i form af øget terrorrisiko og tilstedeværelsen af antivestlige grupper.
Nu synes alt atter ved et knudepunkt. Den ragnarokagtige eksplosion på Beiruts havn i sidste uge har for alvor sat skub i folks protester mod alle de siddende i regeringen.
I flere byer synger folk nationalsangen efterfulgt af kirkeklokker og muslimsk kalden til bøn på én og samme tid for at sende et utvetydigt signal om, at det er ét folk, der taler på tværs af religiøse og politiske skel.
Den kristne præsident Aoun, en patriot fra 1990’erne, hans skandaleramte svigersøn Jibran Basil, begge med sørgelige forbindelser til det militante Hizbollah, har bragt folk på gaden. Flere end en million libanesere med blandet religiøs baggrund er gået sammen om at sige fra. Folk har siden sidste år uden held demonstreret for bedre levevilkår og imod korruption i staten. Især har folk en modstand mod iransk indflydelse i Libanon. De ønsker ikke den fortsatte indflydelse fra shiitiske og palæstinensiske grupper. Demonstrationerne sigter efter reformer, og det skal ske hurtigt og smidigt.
Jeg opfordrer derfor kraftigt både Israel og Vesten til at give Libanon deres opmærksomhed, og det er af tre årsager:
For det første: En ny borgerkrig kan lede til en større humanistisk og politisk krise og skabe pres på Europas integrations- og sikkerhedssituation. Militser kan tænkes at ville trække på deres sympatisører i Vesten, naturligvis politisk og økonomisk, men måske også militant. Det er antageligt, at der i Vesten er en række sovende celler og grupper med tilknytning til militante fløje i Libanon. Presset vil blive stort.
For det andet: Libanon har det største og stærkeste kristne mindretal i hele Mellemøsten og Nordafrika, og en destabilisering af landet kan medføre religiøst had rettet mod især de kristne med grimme følger af gengældelse eller flugt. Men også sunni-muslimer og shia-muslimer kan tænkes at ende i en blodig strid, hvorefter de nationalistiske kristne vil blive trukket ind i en konflikt med den shiitisk-kristne fløj, der lige nu reagerer landet.
For det tredje: Et land i opløsning lige nord for Israels grænse, ikke mindst med rodfæstede militante grupper, vil højst sandsynligt lede til internationale interventioner i form af FN-tropper, men måske endog en ny tvungen israelsk invasion, som vil beskytte sin grænse. Militante grupper som Hizbollah og reminiscenser af Fatah vil komme til at påvirke de libanesiske borgere meget negativt og gøre Israel uroligt. Antijødiske grupperinger med politiske dagsordener, der får for meget indflydelse og bliver ustyrlige.
Det er klogest at sigte efter at undgå mere ustabilitet i Libanon ved at hjælpe på reformkravene, som blandt andet omfatter:
1) At reformerne er gennemgribende, så et nyt lag politikere ikke gentager maskeraden med vulgære lønninger og vennetjenester.
2) At militser ikke får indflydelse politisk på grund af våbenbesiddelse, slet ikke på en kristen præsident eller et blandet parlament.
3) At valget sker efter principperne om konstitutionel opstilling, ikke efter kredse med indflydelse.
4) At der er råd og organer, der overvåger de politiske ledere og skaber transparente processer.
5) At der bliver lavet en hjemsendelsesordning for de over en million syrere i Libanon, og at der bliver fundet en varig løsning for palæstinenserne i flygtningelejrene, som hverken er libanesiske statsborgere eller har mulighed for at komme videre.
6) At der sker alvorlige reformer, så folket genvinder tilliden til landets parlament og ledelse, med henblik på at økonomien – med turismen i spidsen – blomstrer igen.
Libanon står igen i en meget vanskelig tilstand, der minder om den gamle, som ledte til Libanons destruktion. Derfor er det mit håb – for mit folk i Libanon og mit nye folk i Danmark – at Libanon får hjælp til at komme ud af sin nuværende fastlåste situation, der tyder på en eksplosion af vrede mellem landets ledere og folket.
Ahmed Akkari er debattør og tidligere imam.