Aktiv dødshjælp er en populær mediesag – men modstanden fylder for lidt

Med flere populistiske småpartier i Folketinget er det kun et spørgsmål om tid, før en medieliderlig politiker eller en kriminel læge fremsætter eller foreslår et lovforslag om aktiv dødshjælp. Og forslaget vil, forventeligt, forudsætte, at lægerne gør det beskidte arbejde, skriver skriver professor emeritus og forhenværende overlæge

I Danmark er modstanden mod eutanasi desværre kun af ringe interesse for medierne. Modstanden blandt lægerne er derimod maksimal. Eutanasi er utvetydigt undsagt af lægernes organisationer, Det Etiske Råd og af kirkernes folk.
I Danmark er modstanden mod eutanasi desværre kun af ringe interesse for medierne. Modstanden blandt lægerne er derimod maksimal. Eutanasi er utvetydigt undsagt af lægernes organisationer, Det Etiske Råd og af kirkernes folk. Foto: Ritzau Scanpix.

Herhjemme er aktiv dødshjælp blevet en chik og populær mediesag. Der er spaltevis af dødspop i lalleglade medier, hvor hændervridende pårørende retter forargelsen mod de trevne læger. En af disse, den ellers så venlige og saglige debattør overlæge, dr.med. Ole Hartling, snerrede således uventet frustreret ad en arrig datter af en nyligt afdød kvinde: ”Jamen hvorfor slog du hende ikke selv ihjel?”.

Desværre er det lykkedes for emsige pressionsgrupper i enkelte europæiske lande at få vedtaget eutanasivenlige lovforslag under påberåbelse af en slet defineret ”folkestemning”. Schweiz kan ikke undre; dér kan man kræve folke afstemninger om de utroligste ting, og eutanasiloven kunne meget vel blot være en modydelse for en anden afstemning om – for eksempel den maksimale længde på sommerasparges.

Belgien og Holland er sværere at forstå. Hvad der især må vække til eftertanke er, at man i den historisk bevidste forbundsrepublik Tyskland, anser en sådan tysk lovgivning for på forhånd udelukket.

At det nu er udartet til, at over 10 procent af hollandske dødsfald kan karakteriseres som ”assisterede”, er skræmmende og bekymrende, blandt andet for danske psykiatere, samfundsforskere, telefonrådgivninger og ”livs linjer”.

Ikke mindst forhenværende overlæge Svend Lings’ nye forretning – en netbutik, hvor man (”virtuelle patienter”) kan købe brugsanvisninger (manualer) og anvises passende gifte – må vække rædsel. Med flere populistiske småpartier i Folketinget er det kun et spørgsmål om tid, før en medieliderlig politiker eller en kriminel læge fremsætter eller foreslår et lovforslag om aktiv dødshjælp. Og forslaget vil, forventeligt, forudsætte, at lægerne gør det beskidte arbejde.

Desværre har det vist sig vanskeligt at forklare den danske befolkning om – måske – den værste konsekvens af en sådan lov: det umenneskelige psykiske pres, den vil lægge på den syge. Via familiens eller statens – ”fællesskabets” – pres.

I Danmark er modstanden mod eutanasi desværre kun af ringe interesse for medierne. Modstanden blandt lægerne er derimod maksimal. Eutanasi er utvetydigt undsagt af lægernes organisationer, Det Etiske Råd og af kirkernes folk.

Lægers virke er baseret på et 2500 år gammelt nedskrevet og uændret etisk koncept udtrykt i den hippokratiske ed, som i sin oprindelige form i dag af alle fagets legitime udøvere fortsat anses for gældende. En central passus:

”Selvom jeg opfordres dertil, vil jeg ikke udlevere nogen dødelige gifte eller give noget sådant råd, ej heller give nogen kvinde fosterfordrivende midler.”

I Danmark afkræves man – og det er ikke for sjov – som ufravigelig betingelse for sin autorisation som læge aflæggelsen af lægeløftet, en forkortet version af den hippokratiske ed. Hertil kommer så lægefagets definition, som den er nedfældet i Danmarks Riges Autorisa tionslov:

”Læger praktiserer lægevidenskab, som omhandler opretholdelsen og genopretning af det menneskelige helbred gennem diagnostik og behandling af sygdom, skade og andre fysiske og psykiske lidelser.”

De, der skriver dette, har været privilegerede ved at få lov til at leve et langt lægeliv i respekt for disse regler.

Vi håber, at vore yngre kolleger får den samme chance.

Finn Gyntelberg er professor emeritus, dr.med., og Poul Jørgen Ranløv er forhenværende adm. overlæge, dr.med. og censor (KU).