Prøv avisen

Aktivisternes blinde vinkel: Antiracister ignorerer den store ikke-hvide slavetagning

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

John de Summer-Brason

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Den nu bortviste leder, Katrine Dirckinck-Holmfeld, udstiller både et antiracistisk og et propalæstinensisk engagement. Men nøjes med at gå efter struben på slaveriet under den danske enevælde, skriver John de Summer-Brason

I forbindelse med at en nu bortvist leder fra Det Kongelige Danske Kunstakademi har følt fortidens danske slavehandel så anmassende, at hun sammen med studerende har destrueret Kunstakademiets Frederik V buste i Christianshavns Kanal, er spørgsmålet – inden lignende amokløb finder sted i andre statsinstitutioner – hvordan så stor en historieforvanskning, hun repræsenterer, kan opstå hos en leder i staten.

Når man bevæger sig rundt i de statsinstitutioner, hvor kolonitiden og slaveriet fremstilles, så bliver fortidens gerninger i reglen beskrevet som ”hvide mænds uhyrlige forbrydelse”. Hvilket kan føles passende i forhold til den afsky, vi moderne danskere har over for slaveriet.

Problemet er dog, at de største grupper af minoritetsdanskere som tyrkere, syrere og palæstinensere historisk har en lige så markant slaveholderbaggrund – som i den grad mangler at blive italesat.

Hvor Danmark afskaffede slaveriet i 1848, er de tilsvarende tal for Etiopien 1942, Sudan 1924, Tyrkiet 1924, Saudi-Arabien 1962 og Oman 1970.

Specielt stikker det i øjnene, at den bortviste leder, ph.d. Katrine Dirckinck-Holmfeld, både udstiller et antiracistisk og et propalæstinensisk engagement, men nøjes med at gå efter struben på slaveriet under den danske enevælde.

Da en ufuldstændig fremstilling af slaveriets historie – efter rabiat amerikansk forbillede – vil kunne føre til yderligere kiv og strid og symbolske ødelæggelser, mener jeg, det er magtpåliggende, at vi får perspektiveret kolonihistorien, som den fremstilles på museer og undervisningsmateriale, så vi forstår, at slaveriet også har været praktiseret hos ikke-hvide både før og efter europæerne holdt op med det.

Ud fra samtaler med akademikere på Afrikas østkyst og vestkyst, der ingen af stederne lægger skjul på det store lokale og nordafrikanske engagement i slavehandlen, har jeg konkluderet, at araberne alene på Zanzibar i 1850’erne har sendt lige så mange slavetagne til Mellemøsten som forterne i Dansk Guinea sendte til Vestindien i de små 150 år, den forkastelige trafik stod på. Det er ikke, fordi den tyrkiske, arabiske og afrikanske slavetagning ikke er dokumenteret. Det fremgår dog dårligt nok af udstillingen ”Stemmer fra kolonierne” på Nationalmuseet.

Ved ikke at understrege det desværre almene ved slaveriet er staten her med til at gøde jorden for det opgør, Dirckinck-Holmfeld og andre tegner. De ubekvemme sandheder er selvsagt irrelevante i forhold til marxister og Black Lives Matter-tilhængeres stræben mod verdensrevolutionen med ikke-hvide undertrykte folkeslag som avantgarde.

Eller som den senegalesiske antropolog Tidiane N’Daye, der mener, at op mod 17 millioner afrikanere har været ofre for navnlig arabernes slavetagning, har formuleret det til Deutsche Welle: ”Der er 500 millioner muslimer i Afrika, og det er bedre at bebrejde Vesten end at tale om arabiske muslimers tidligere forbrydelser.”

John de Summer-Brason, rådgiver, cand.comm.