Prøv avisen
Debat

Marie Krarup: Handler vi ikke nu, går det den kristne minoritet som det gik med den jødiske

På billedet ses en koptisk egyptisk mand sørge over ofrene for et angreb i en bus med pilgrimme i november 2018. Syv personer døde i angrebet, som IS sagde, at de stod bag. – Foto: Mohamed El-Shahed/AFP/Ritzau Scanpix.

Marie Krarup

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Kristendommen vil blive udslettet fra det område, der gav liv til den, hvis ikke vi handler, skriver Marie Krarup (DF), kirkeordfører

Den 11. november 2019 var den syriske præst Hovsep Bedoyan, der tilhører det armenske mindretal i landet sammen med sin far Abraham i bil på vej til provinsen Deir Ezzor for at inspicere genopbygningen af en lokal armensk katolsk kirke. Men far og søn nåede aldrig frem. På vejen blev de angrebet af terrorister fra Islamisk Stat og brutalt myrdet. Samtidig i Bedoyans hjemby, Qamishli, sprængtes tre bomber uden for den kaldæiske kirke. Syv mennesker blev dræbt og 70 såret.

Dette er desværre ikke enestående begivenheder – hverken i Syrien eller andre dele af Mellemøsten. Blandt tilhængere af den palæstinensiske leder Hajj Amin al-Husseini, der tilbage i 1940’erne var allieret med Adolf Hitler, lød kampråbet ”først lørdagsfolket, derpå søndagsfolket” med henvisning til, at islamisterne først ville udrydde jøderne (lørdagsfolket) og derpå de kristne (søndagsfolket).

Den jødiske minoritet er i den arabiske verden uden for Israel i dag reduceret til anslået omkring 3000. I 1948 var vurderingen, at der boede cirka 850.000 jøder i Mellemøsten og Nordafrika uden for Israel.

Turen er altså nu kommet til søndagsfolket. De kristne. Fra Marokko i vest over Nigeria i syd til Tyrkiet i nord og Indonesien i øst forfølges de kristne i den muslimske verden. Kristne myrdes, bortføres, sælges som sexslaver, tvangskonverteres og de overlevende forsøger blot at komme væk. Og alt dette sker stort set uden verdens opmærksomhed.

Imens forsvinder de kristne samfund i det, der engang var kristendommens arnested. I 1922 var 10 procent af befolkningen i Mandatområdet Palæstina kristne. I dag er antallet af kristne i Judæa og Samaria omkring to procent, 40.000 individer. I Betlehem udgjorde kristne 85 pct. af befolkningen i 1947. I 2016 var andelen reduceret til 16 procent. Kristi fødested er ikke længere en kristen by men en muslimsk udørk, der lever af kristne turister og alene af den grund tager sig pænt af Fødselskirken og de andre kristne monumenter i byen.

Anderledes er det gået på Nordcypern. I 1974 invaderede tyrkiske tropper øen og besatte den nordlige halvdel. Kristne cyprioter blev fordrevet og en import af tyrkiske muslimer fra den anatolske højslette sat i værk. Som en bekendt af mig, der har besøgt stedet, har fortalt, er der skudt bemærkelsesværdigt ens nye moskéer op over alt. Til gengæld ligger de kristne kirker i ruiner, faldefærdige, forladte og brugt som stalde til kreaturer og opmagasinering af korn.

Det er den nordcypriotiske virkelighed, der er godt på vej til at blive realiseret i den islamiske verden.

Da Libanon i 1943 opnåede fuld uafhængighed fra Frankrig, var landet for mere end halvdelens vedkommende befolket af kristne. I dag er det lidt under en tredjedel af befolkningen. I Brasilien bor der i dag flere kristne libanesere, end der gør i selve Libanon.

I Libanon har fraflytningen af kristne været en langsom udvikling. I Irak derimod er det gået hurtigt. Omkring år 2000 boede der 1,5 millioner kristne i landet. I dag er tallet nede på 300.000 og falder stadig. Fortsætter faldet, vil Irak snart være uden en kristen minoritet.

I den arabiske verden findes den største kristne minoritet i Egypten i form af kopterne. Kopterne er et af de ældste kristne trossamfund og udgør anslået omkring 10 procent af den egyptiske befolkning.

Selv en betydelig minoritet som de koptiske kristne er udsat for forfølgelse og tvangskonvertering. Muslimske mænd forsøger for eksempel at få koptiske piger og kvinder til at gifte sig med dem, for derved at få dem til at forlade den koptiske kirke og gøre deres børn til muslimer.

Selv i et efter islamisk standard så relativt velfungerende land som Tyrkiet presses de kristne. Det armenske folkemord var ikke alene et folkemord på den armenske minoritet, men reelt et forsøg på at rense Tyrkiet for kristne. I 2006 vakte det opstandelse, da den romersk-katolske præst, Andrea Santaro, blev skudt og dræbt foran sin kirke i Trabzon. Men siden da er forfølgelsen af kristne blot taget til.

I marts blev liget af en kristen kaldæisk kvinde fundet i Sirnak-provinsen. Hun var to måneder tidligere blevet bortført sammen med sin mand. Ægteparret er forældre til en landskendt kristen præst i Istanbul. Ifølge foreningen Åbne Døre, der overvåger forfølgelsen af kristne minoriteter over alt i verden, er Tyrkiet i dag placeret som nr. 36 på listen over lande, der forfølger kristne. Et land, der både er medlem af Nato og aspirerer til medlemskab af den Europæiske Union.

Langt hovedparten af de lande, der er repræsenteret på listen, er muslimsk dominerede. Men kristne forfølges også i nogle få lande, hvor islam ikke er dominerende såsom Kina, Nordkorea og Indien.

Vores tanker bør gå til de kristne minoriteter rundt omkring i verden – og særligt i den del af verden, der er kristendommens ophav. De kristne minoriteter kan desværre ikke forvente at få den mindste støtte, opbakning eller sympati fra de regimer, der enten selv direkte forfølger dem eller lader islamistiske vandaler gøre det beskidte arbejde.

I Vesten har vi i årtier ikke turdet gøre forskel på kristen og muslim. Ud fra et lighedsideal og formentlig også ud fra en selvpålagt – og i øvrigt urimelig – dårlig samvittighed over kolonitiden har vi afstået fra at hjælpe dem, der er os nærmest – nemlig vore kristne trosfæller. Netop i en tid, hvor kristne minoriteter er under udryddelse i den muslimske verden, er det tiden at gøre op med disse dogmer. Kristne i Mellemøsten, i Nordafrika, i Sydøstasien og i Kina har brug for vores opbakning, vores økonomiske støtte, vores sympati og vores handling, hvis der fortsat skal være kristne samfund i den del af verden.

I den seneste valgperiode, hvor Dansk Folkeparti havde indflydelse, lykkedes det at få afsat to millioner kroner til et nyt kontor i Udenrigsministeriet med særlig fokus på religiøs forfølgelse i Nordafrika og Mellemøsten, ligesom der blev etableret et religions- og trosfrihedsforum.

Det er imidlertid som om, den nye socialdemokratiske regering har vendt projektet ryggen og er mere optaget af at bedrive traditionel ulandspolitik end at gøre noget ved det største akutte problem i ulandene – nemlig forfølgelsen af kristne.

Danmark gav sidste år godt 16 milliarder i ulandsbistand. Pengene burde følges op med et krav om for eksempel at afstå fra og bekæmpe forfølgelse af kristne minoriteter. Et sådant krav bør være tydeligt, uanset om pengene går direkte til et land eller gennem en organisation. Naturligvis skal Danmark ikke bidrage med ulandshjælp til lande, der enten selv eller via mellemmænd forfølger kristne – eller andre religiøse – minoriteter. I mine øjne bør en del af midlerne tværtimod målrettes til bekæmpelse af forfølgelse af kristne.

Situationen for de kristne i Mellemøsten og Nordafrika er alarmerende. Handler vi ikke nu, går det med den kristne minoritet, som det gik med den jødiske. Den vil ikke længere være der. Dermed vil kristendommen være udslettet fra det område, der gav liv til kristendommen.

Det vil være en tragedie, ikke alene for de folkeslag, der vil forsvinde, men for verdens historie og for kristendommen.

Marie Krarup er kirkeordfører og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti.