Prøv avisen
Debat

Alex Vanopslagh: Unge lider under forestillingen om, at vi altid skal være lykkelige og succesfulde

Hvis vi forventer, at unge skal være lykkelige, hvordan i alverden skal de så lære at navigere i livet, når dets helt naturlige skyggesider præsenterer sig, spørger Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh. – Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/ Ritzau Scanpix.

Alex Vanopslagh

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Den største fejl, vi har begået og stadig begår i samfundet, er forventningen om, at vi skal blive lykkelige og succesfulde. Det er både en urimelig og umulig forventning at indfri, skriver partileder Alex Vanopslagh (LA)

Pressede studerende, der mistrives, er igen på dagsordenen. Det er noget, som vi både skal tage alvorligt og lægge kræfter i at forstå årsagerne bag.

Men jeg er overbevist om, at vi gør problemet større og værre, hvis vi tror, at løsningen er et uddannelsessystem med lavere forventninger, færre karakterer og en mindre arbejdsbyrde.

Det vil være en symptombehandling – men årsagerne til mistrivsel vil bestå.

Jeg vil ikke påstå, at jeg til fulde har forstået årsagerne bag, men jeg har nogle bud:

1) Den største fejl, vi har begået og stadig begår i samfundet, er forventningen om, at vi skal blive lykkelige og succesfulde. Det er både en urimelig og umulig forventning at indfri – for lykke er en forbipasserende følelse, som vi er heldige at blive beriget med fra tid til anden – mens det lykkelige, perfekte og succesfulde liv er en illusion.

For livet er unægtelig og uundgåeligt også smerte, sorg, tab, sygdom, nederlag og modstand.

Og hvis vi forventer, at unge skal være lykkelige, hvordan i alverden skal de så lære at navigere i livet, når dets helt naturlige skyggesider præsenterer sig?

Hvis vi sygeliggør at livet er svært, laver trivselsmålinger helt ned til tredjeklassesbørn og problematiserer et almindeligt liv, hvordan skal unge så blive livsduelige? 2) Og det er den anden store fejl, vi har begået: at vi sygeliggør, at livet kan være svært og derved glemmer at skabe livsduelige mennesker. For der er intet unormalt i, at man i løbet af sin studietid eller ungdom er i tvivl om egne valg og evner eller kan have ondt i livet.

Alligevel er det næsten blevet venstrefløjens mantra, at ungdommen ikke følelsesmæssigt må være besværlig – hvorefter der følges op med trivselsmålinger over det hele og det dybt urimelige krav om, at vi skal trives og være glade.

Hver gang studerende og unge selvrapporterer om ”stress”, ”pres” og ”mistrivsel”, så har vi desværre en tendens til at sidestille det med alvorlig psykisk sygdom, depression og reel stress.

Og derved sygeliggør vi en hel ungdomsgeneration, som måske i højere grad har brug for at blive forstået og hjulpet på vej til at blive livsduelige.

En del af meningen i livet er også at overkomme svære perioder, at tvivle, at fejle og have svært ved både at agere i sit arbejdsliv såvel som at finde hoved og hale i tilværelsen. De to ting kan heller ikke helt adskilles.

Som samfund bør vi have mindre fokus på, at vi alle skal være lykkelige og konstant skal trives – og i stedet have fokus på, at vi skal finde mening i livet både i medvind og modvind. Og meningen kan ofte findes i at forstå og acceptere sin sårbarhed, overkomme sine udfordringer og vigtigst af alt; at gøre noget unyttigt og være noget for andre mennesker.

3) Det sidste er nok særlig vigtigt – og det er en mulig tredje årsag: at vi har fået et ”overindividualiseret” samfund uden blik for det forpligtende fællesskab. Det er med til at skabe meningsløshed og indre tomhed, som udfyldes med ydre symboler.

Siden 68-oprøret har vi haft travlt med at bryde med hvert et snærende bånd fra ”samfundet som et fællesskab”. Det har langsomt været med til at nedbryde normer om, at mennesker og borgere skal tage ansvar for eget liv, leve op til klassiske borgerlige dyder, være dannede og i stand til at udvise samfundssind.

I dag forventer vi i mindre grad, at unge lever op til disse idealer – at de bliver gode samfundsborgere med blikket rettet ud mod omverdenen fremfor på egne følelser. Den eneste forventning tilbage er forventningen om, at unge bliver lykkelige og succesfulde – og den forventning er uden tvivl blevet sat på speed af 1990’ernes og 2000’ernes ”liberale, globale” tidsånd med fokus på, at vi hver især maksimalt skulle realisere os selv. Selvhjælpsbøgernes årti.

Et samfund, hvor vi åndeligt er overladt til os selv, kan være med til at skabe individer med indre tomhed og meningsløshed. Hvordan udfylder man det indre tomrum? Med ydre symboler. Likes på Instagram. 12-taller på karakterbladet.

Og jeg tror da pokker, at de unge går op i 12-tallerne. Det er jo efterhånden den eneste forventning tilbage, som de møder i uddannelsessystemet. Resten er jo bare op til dem selv.

Jeg tror, at vi – uddannelsespolitisk såvel som kulturelt og åndeligt i samfundet – skal gå den modsatte vej: mere faste rammer, forventninger og strukturer. Mennesker er flokdyr, som har brug for at indgå i forpligtende fællesskaber, der går ud over deres egen selvrealisering.

Hvor de har mulighed for at gøre en forskel for andre og sætte deres præg på verden. (Og nej, det er ikke, hvad vi gør med et højt skattetryk og en altomfattende velfærdsstat – det er jo det modsatte; at vi lader myndigheder om at tage ansvar fremfor selv at gøre det).

Ovenstående er nogle bud på, hvad der er årsagerne til, at flere og flere unge har ondt i livet. Ingen af dem handler om, at vi – som vi har gjort det i årtier, uden at det skabte ulykkelige unge – stiller krav om lektier og opgaver, giver karakterer og så videre.

Derimod handler det om, at vi i højere grad skal have fokus på det meningsfulde liv. At vi er ”dannede” mennesker, som går op i at gøre det rigtige; at vi gør os umage, tager livet og ansvaret på os, også i modgang, og forstår og accepterer vores begrænsninger. Og ikke mindst, at vi også retter blikket væk fra os selv og vores følelser og går op i vores omgivelser.

Alex Vanopslagh er partileder for Liberal Alliance.