Alle unge fortjener et fællesskab. Men er foreningslivet så åbent og mangfoldigt, som vi tror?

Coronakrisen kan lære os at invitere nye med, skriver Dansk Ungdoms Fællesråd og Tuborgfondet i fælles debatindlæg

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix.

Da coronapandemien i marts tvang os til social distancering, oplevede mange for første gang ikke at have adgang til et fællesskab. Ikke at kunne give hånd, ikke kunne kramme, ikke at kunne se sine venner fra skolen, studiet eller deltage i de mange fællesskaber, de fleste af os er en del af. Vi fik med andre ord lov til at opleve, hvad det vil sige at være uden for fællesskabet.

For de fleste af os var det heldigvis en parentes, indtil vi igen kunne vende tilbage til en hverdag, som næsten var som før.

Men som vi kunne læse i Kristeligt Dagblad i sidste uge, føler flere og flere unge sig ensomme. For dem er social distancering ikke en parentes. Det er den barske hverdag, uanset om der er coronakrise eller ej.

Det er de unge, som ikke er en del af et fællesskab. Unge, der – på grund af deres baggrund eller forudsætninger – ikke har den samme adgang til et fællesskab som resten af os.

Årsagerne er mange. Det kan være, at man ikke kan betale kontingentet til spejderklubben. Det kan være, at man bor i et område, hvor der ikke er et tilbud af fritidsaktiviteter. Eller det kan være, at man bare ikke er så privilegeret at kende nogen, som inviterer en med.

Det er derfor tid til selvindsigt. Vi må spørge os selv, om vi i foreningslivet egentlig er så mangfoldige og åbne, som vi går og tror,

For selvom foreningerne viste stor styrke under nedlukningen af Danmark – nemlig ved, at man har et stærkt fællesskab, som venter på en, og som føler sig forpligtet over for hinanden – så er sandheden også, at vi ikke er rummelige, mangfoldige og åbne nok.

Vi er ikke altid lige gode til at række ud til andre, som ikke ligner os selv. Vi er ikke gode nok til at få alle med. Sådan rigtigt få alle med. Det kræver selvkritik, refleksion og et ønske om at gøre noget ved det – også selvom det betyder, at man skal ændre sine vante måder at være fællesskab på. Så vi skaber rammer og tilbud, der kan rumme flere.

Det er derfor, vi i Dansk Ungdoms Fællesråd og Tuborgfondet har iværksat partnerskabet Alle Unge Med i Fællesskabet. Sammen med en masse foreninger kaster vi et kritisk blik på os selv for at se, hvordan vi kan blive bedre til at åbne os og række ud.

Desuden lancerer vi kampagnen Fællesskaber for Alle, hvor vi opfordrer til, at vi alle bliver bedre til at række ud til dem, der ikke ligner os selv. Så vi sørger for, at der faktisk er fællesskaber for alle.

Målet er at give alle unge lige adgang til at blive en del af et demokratisk dannende fællesskab. Fordi foreningslivet er en stærk ramme for meningsfulde aktiviteter og samvær med andre unge. Fællesskaber med stærke relationer, hvor man som ung kan dele udfordringer og bekymringer. Et fællesskab, hvor man føler sig god nok, uanset hvor stort eller lille ens bidrag eller præstation er. Fordi unge i foreningsfællesskaberne lærer at tage ansvar og at samarbejde. Fordi de udlever hverdagens demokrati og skaber social sammenhængskraft.

Hvis alle unge skal med i fællesskabet, bliver vi i foreningslivet og fællesskaberne nødt til at udfordre os selv. Vi må undgå at blive selvtilstrækkelige, og vi må blive ved med at finde nye måder at nå nye unge på.

Alle unge fortjener et fællesskab. Men det kræver foreninger, der tør se indad og gøre noget anderledes. Den bevægelse håber vi at sætte i gang med vores projekt.

Chris Preuss er formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, og Peter Giacomello er sekretariatschef i Tuborgfondet.