Prøv avisen
Debat

Teolog til sognepræst: Forkert gengivelse af Grundtvigs syn på frelse og fortabelse

”Dåben er en velsignet gave, men troen på, at den endelige frelse er forbeholdt en forsvindende lille del af den gudsskabte menneskehed, er i bogstavelig betydning håbløs,” skriver dr.theol. – Arkiv Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Kaj Mogensen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

For mig er der ingen tvivl om, at troen på alle tings genoprettelse, det brudte skaberværks forvandling og Jesu Kristi forsonergerning som alle- og altomfattende er nytestamentlig forkyndelse, skriver teolog

I SOGNEPRÆST Maria Louise Odgaard Møllers kronik ”Er der forkyndelseskrise i folkekirken?” i avisen i mandags gøres der op med meget af den dåbsforkyndelse fra den del af folkekirkens præster, der definerer sig som grundtvigske.

Maria Louise Odgaard Møller fremhæver, at dåben for Grundtvig er en ”gensidig nådespagt – en forening af Guds store ja til mennesket og menneskets lille ja til Gud”. Det er en smuk og sand skildring af Grundtvigs syn på dåben. Endvidere karakteriseres troen som ”menneskets frie gensvar til Guds frie nåde”. Også det kan godt gå an, selvom det er en indsnævring af Grundtvigs forståelse af kristentroen.

Tilbuddet om nåden er efter sognepræstens opfattelse rettet til alle mennesker. Der er ingen prædestinationslære, men heller ingen apokatastasistanke. Der findes en fortabelsens æt, der går fortabt – ikke fordi Gud ikke vil alles frelse, men fordi ikke alle mennesker vil tage imod Guds nåde.

Det er ikke en korrekt gengivelse af Grundtvig syn på frelse og fortabelse. Det er også en forkert skildring af en kristen forståelse af frelsen. I Det Nye Testamente betones, at Kristi forsonergerning gælder hele den af Gud skabte menneskehed. Den er alene betinget af Guds kærlighed, således som den er virkeliggjort ved Jesu selvhengivende kærlighed på korset. Grundtvig betoner det i flere sammenhænge.

Dåben er en velsignet gave, en vidunderlig pagt mellem Gud og det kristne menneske. Den er indlemmelse i den kristne menighed med al den glæde og velsignelse, som det betyder.

Men det betyder ikke, at det ikke døbte menneske sendes i evig fortabelse og i tidsubegrænset pine.

Når Grundtvig i den vidunderlige pinsesalme ”Du, som går ud fra den levende Gud” (nummer 291 i salmebogen) slutter med ”(...) så af det hele, som Gud har skabt,/ går kun fortabelsens æt fortabt,” er der netop tale om hele den skabte menneskeheds forløsning. Maria Louise Odgaard Møller har forkortet citatet fra Grundtvigs salme, så det kommer til at sige det modsatte af, hvad Grundtvig udtrykker: at hele skaberværket forløses og genoprettes undtagen ”fortabelsens æt”, som er dæmonernes fyrste, den personificerede ondskab, Satan.

Der kan tales om alle tings genoprettelse og dermed alles frelse på en overfladisk måde, så frelsen bliver en selvfølge, en rettighed. Men for mig er der ingen tvivl om, at troen på alle tings genoprettelse, det brudte skaberværks forvandling og Jesu Kristi forsonergerning som alle- og altomfattende er nytestamentlig forkyndelse.

Det forhindrer på ingen måde en glæde over dåben og troen i den kristne menighed. Også Grundtvig kunne stemme i med lovsangen i Filipperbrevet 2, 6-11, der slutter med: ”(...) for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.” I Guds fremtid bliver Gud alt i alle.

Maria Louise Odgaard Møllers kritik af og dom over megen forkyndelse i folkekirken er naturligvis en udfordring. For mig er det en begrænsning af Guds kærlige nåde. En tro på, at den endelige frelse er forbeholdt en forsvindende lille del af den gudsskabte menneskehed, er i bogstavelig betydning håbløs. Så er Gud den store taber og ikke den kærlige og almægtige Gud.

Kaj Mogensen er dr.theol., tidligere sognepræst og nu hjælpepræst i den grundtvigske Morsø Frimenighed.