SOM ET KRISTENT menneske, der er gået ind i politik, er jeg optaget af, hvordan man i det politiske liv, ikke mindst på Christiansborg, forholder sig til religion såvel som til andre livssyn.
Men det har været forstemmende at se, hvor ensidigt det religiøse bliver forvaltet i den politiske praksis. Ganske vist er Folketingets Kirkeudvalg ifølge Folketingets hjemmeside ”knyttet til kirkepolitik, herunder folkekirken, andre trossamfund og begravelsesvæsenet.” Og ganske vist kan partiernes kirkeordførere ikke undgå at skulle forholde sig til tidens presserende religiøse spørgsmål, der går langt ud over det kristne.
I praksis er det religiøse først og fremmest dog omsluttet og defineret af folkekirkens evangelisk-lutherske rammer på en måde, der afspejler en ældre tids opfattelse af majoritetssamfundet som et rent og skært kristent samfund.
PROBLEMET VED DET ER, at det religiøse landskab i dagens Danmark ser fuldkommen anderledes ud. Her er en række aktuelle nøgletal:
a) Der er omkring 160 anerkendte eller godkendte trossamfund uden for folkekirken. Omkring 60 af dem er ikke-kristne, og tallet er i langsom vækst.
b) Omkring 25 procent af danskerne er ikke medlem af folkekirken, og dette tal er ligeledes i langsom vækst.
c) Mellem 5 og 6 procent af danskerne estimeres til at være af muslimsk overbevisning.
d) Et stigende antal danskere definerer sig selv som enten ateister eller ikke-troende. Ifølge Den Danske Værdiundersøgelse fra 2008 var tallet knap 28 procent, mens en Megafon-undersøgelse i 2017 anførte, at hele 48 procent var ikke-troende.
Men den politiske virkelighed er nærmest upåvirket af disse forhold. Majoritetssamfundets perspektiv – at Danmark pr. definition skulle være et kristent land – får lov at stå helt uimodsagt. Det ses blandt andet af, at vi fortsat har kirkeordførerskaber, et kirkeministerium og en kirkeminister.
I stedet er der brug for ordførere og ministre med viden om og indsigt i ikke blot andre trosretninger end den evangelisk-lutherske, men også i livssynsretninger som for eksempel ateismen. De politiske partier må ganske enkelt ikke lade det være en sovepude, at Grundlovens paragraf 4 og 6 refererer til den evangelisk-lutherske kirke som Danmarks religiøse fundament.
ALTERNATIVET HAR FORMULERET en vision for tro- og livssyn, som arbejder for større ligestilling mellem folkekirken og andre trossamfund, og som anerkender livssynssamfund på lige fod med trossamfund.
Visionen er præget af partimedlemmernes brogede tilgang til det spirituelle – en tilgang, som formodentlig kan registreres overalt i Danmark i disse år. En konsekvens af visionen kunne blive, at partiet går over til at tale om ”tros- og livssynspolitik” snarere end blot om “kirkepolitik” eller ”religionspolitik”.
Andre partier kan gøre sig helt andre analyser end vores. Men uanset hvad er også de nødt til at forholde sig til, at det kristne majoritetssamfunds perspektiver er i færd med at forandre sig afgørende. Medmindre, selvfølgelig, de ønsker at fastholde dette majoritetssamfund som en idealtilstand.
Selv mener jeg ikke, det på nogen måde skulle være nødvendigt for at føre Danmark videre ind i det 21. århundrede. For så længe det kristne majoritetssamfund ikke er under pres – og det kommer det formodentlig næppe nogensinde – bør rummeligheden over for andre trosretninger og livssyn være et ufravigeligt udgangspunkt, der kan sikre maksimal bevågenhed over for de mange måder at forholde sig til livet spirituelt set, som er til stede i dagens og fremtidens Danmark.
Henrik Marstal er folketingskandidat for Alternativet i Københavns Storkreds.