Anders Aggers program har fat i noget. Hvornår vil den antimuslimske bevægelse glæde sig over udviklingen?

Hvornår vil den omfattende antimuslimske bevægelse glædes over at se lidt mere positivt på den arabiske verden, og at det faktisk går fremad på alle fronter? spørger mellemøstdebattør Fathi El-Abed

Rejseprogrammerne med Anders Agger i Mellemøsten er fantastiske, mener mellemøstdebattør Fathi El-Abed. Når man kritiserer programmerne for at give et falsk billede af Mellemøsten, er det snæversynet og hadefuldt, mener han. Her ses Anders Agger og Anne Hjernøe i Beirut i Libanon i forbindelse med programserien ”Anne og Anders i Mellemøsten”. –
Rejseprogrammerne med Anders Agger i Mellemøsten er fantastiske, mener mellemøstdebattør Fathi El-Abed. Når man kritiserer programmerne for at give et falsk billede af Mellemøsten, er det snæversynet og hadefuldt, mener han. Her ses Anders Agger og Anne Hjernøe i Beirut i Libanon i forbindelse med programserien ”Anne og Anders i Mellemøsten”. – . Foto: DR.

I SIT INDLÆG i avisen i lørdags forsøger Maradona Isho med alt i sin pennemagt og iscenesatte faglighed at opretholde et mørkt og middelalderligt billede af den arabiske verden og den arabiske kultur. Udgangspunktet for hele indlægget er det fantastiske rejseprogram ”Anne og Anders i Mellemøsten” på DR 1.

For enten har den gode historiker intet set af rejseprogrammerne eller kun set dem med de sædvanlige negative briller.

Den samme indstilling har jeg gennem årene mødt i Mellemøsten. Med omvendt fortegn. Der er altid nogle, der absolut vil se negativt på vores danske samfund og Europa generelt. Og det uanset, hvor meget jeg med foredrag og møder har forsøgt at fortælle om det smukke og tillidsfulde, vores samfund bygger på.

Maradona Isho minder mig med sit dæmoniserende indlæg utrolig meget om denne håndfuld personer i Mellemøsten.

Man skal virkelig være snæversynet og hadefuld for at se bort fra det indlysende i det berigende og veltilrettelagte rejseprogram.

For det handler ene og alene om madkulturen, kulturen generelt, de smukke landskaber i de respektive lande, kvinderettigheder, kærligheden på tværs af landegrænser, kulturer og religion, hvor lidt religion betyder – når alt kommer til alt – for manden på gaden, og hvor meget mennesker ligner hinanden uanset religiøse, kulturelle eller nationale tilhørsforhold.

En vigtig hjørnesten i programmerne er at besøge danskere, som – på den ene eller anden måde og af den ene eller anden grund – har valgt at bosætte sig i den arabiske verden. Det er mere end rørende og yderst oplysende at lytte til disse – naturligvis for dem, der ønsker at blive oplyst og vælger at lytte i det hele taget.

Maradona Isho er tydeligvis ikke en af dem. Han vælger at slå op i en klassisk facitliste som det populistiske, ekstreme højre og højrefløjen i det hele taget har benyttet sig af i årtier efterhånden, og som har været stærkt medvirkende til at lukke af for al dialog og mellemfolkelige relationer og forståelser.

NATURLIGVIS PLAGES de arabiske lande – som ikke så få lande i verden i øvrigt – af religiøs fanatisme og kulturelle normer, som er så langt fra alt det, vi danskere nogensinde kan identificere os med.

Men hvad om vi bygger på alle de positive aspekter, som rejseprogrammet blot viser en brøkdel af? Hvad om vi anstrenger os med at række hånden ud, uagtet, at der er et mindretal i Mellemøsten, der – muligvis – er mere end klar til at hugge den af?

Hvornår vil den omfattende antimuslimske bevægelse i vores ellers skønne og harmoniske land og samfund ændre syn og holdninger?

Hvornår vil den omfattende antimuslimske bevægelse glædes over at se lidt mere positivt på den arabiske verden, og at det faktisk går fremad på alle fronter?

Jeg har til alle tider været stærkt kritisk over for USA’s forkastelige, krigeriske og farlige udenrigs- og sikkerhedspolitik i verden og i Mellemøsten i særdeleshed. Men det har aldrig afholdt mig fra at beundre USA, at minde mig selv konstant om, hvilket vidunderligt land USA alligevel er, og hvor sympatisk et folk amerikanerne i virkeligheden er – uanset politisk overbevisning og selvom ikke så få støtter op om den nuværende irrationelle præsident.

Min drøm har altid været – som ganske mange andre – at rejse på tværs af USA, for netop at opleve skønheden og alt det, som det store smukke land byder på – på godt og ondt.

Mit håb er, at Maradona Isho vil – én gang for alle – kaste den mørke, religiøse og ideologiske kåbe fra sig, og at han måske vil gense den fantastiske serie med åbent sind og nye og positive briller.

Maradona Isho er naturligvis også velkommen til at være med til de mange aftener med foredrag og events over hele landet, som de fantastiske rejseprogrammer har affødt.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det vil ændre hans syn på ikke så få ting med hensyn til den sprudlende, livlige og farverige del af verden, han tilsyneladende foragter.

Fathi El-Abed er mellemøstdebattør.