DE SENESTE ÅR har stået i kønskampens tegn, og intet tyder på, at debatten nærmer sig sin afslutning. Den nyeste slagmark er Europa-Parlamentet.
Forleden offentliggjorde EU’s ”Højniveau-gruppe for kønsligestilling og -diversitet” et sæt opdaterede retningslinjer for brugen af kønsspecifikke stillingsbetegnelser og andre ord i parlamentet.
Lidt eksempler fra dokumentet: ”Han” og ”hun” bør undgås, en politimand skal kaldes en politibetjent, og en talsmand skal være talsperson. Og de 74 franskmænd, der er valgt ind? De er nu 74 ”franske personer”.
Credoet i retningslinjerne er idéen om, at ord skaber virkelighed. Og at den virkelighed, der skabes af de ord, vi normalt bruger, er kønsdiskriminerende. Helt præcist står der i dokumentet, at vores ordvalg ”kraftigt afspejler og påvirker holdninger, adfærd og opfattelser”.
Journalist og folketingskandidat for Venstre Anna Libak skrev kort efter offentliggørelsen en klumme i Ekstra Bladet, hvor hun kritiserede de nye retningslinjer.
Anna Libak, du har skrevet en kritisk klumme om Europa-Parlamentets nye retningslinjer. Hvad bunder din kritik i?
”Jeg forsøger at gøre grin med bestræbelsen på at ændre virkeligheden ved at lave sproget om. Det er ikke afgørende, om Angela Merkel kaldes for Bundeskanzler eller Bundeskanzlerin. Det afgørende er virkeligheden, altså at hun ved at være kvinde viser os, at en kvinde kan bestride det embede.
Jeg mener, det er vigtigt at fastholde, at der er en virkelighed uden for sproget. Den kan ikke bare ændres ved at lave ordene om. Forestillingen om, at man kan diktere en ny virkelighed oppefra ved at ændre sproget, er farlig, for så kan der opstå et misforhold mellem det, man erfarer, og det, man må sige. Sproget udvikler sig jo helt af sig selv. Hvert år er der snesevis af nye ord, som konkurrerer om at blive årets ord.”
Hvad tror du man prøver at opnå på et mere overordnet plan ved at ændre sproget internt i parlamentet, der jo må siges at være et ret isoleret sted?
”Jeg kan godt frygte, at tiltaget er et led i de generelle bestræbelser på, at køn ingen rolle må spille. På trods af det store fokus på at udligne kønsforskelle er kønnet i min levetid paradoksalt nok kommet til at fylde mere og mere. Det er blevet mere normalt, at kønnene mødes socialt hver for sig, nederdelene bliver kortere og kortere, og mændenes brystkasser større og større for hvert år, der går.
Arbejdsmarkedet er utrolig kønsopdelt. Noget kunne altså tyde på, at jo mere man med vold og magt forsøger at udligne kønnet fra politisk hold, jo mere sætter det sig igennem rent kropsligt og socialt.”
Er det ikke lige meget, om en talsmand kaldes en talsperson og en franskmand for en fransk person? Spiller det overhovedet nogen rolle, når man først har vænnet sig til de nye ord?
”Jeg kan godt se, at det til en vis grad kan være nødvendigt at gøre opmærksom på, at et embede både kan varetages af en mand og en kvinde. Men en talsmand eller en formand kan sagtens være en kvinde. Får Mette Frederiksen mere autoritet af at blive kaldt politisk leder for Socialdemokratiet i stedet for formand? Nej. Når vi hører om en formand for et politisk parti, forventer vi ikke længere automatisk, at der er tale om en mand. Ordet har altså taget farve af virkeligheden, hvor man kan sige, at man i EU i stedet forsøger at presse kunstige ord ned over virkeligheden.”
Kønspolitik er jo vældig moderne. Er det ikke meget naturligt, at også Europa- Parlamentet følger med tiden?
”Nej, jeg mener, det er unaturligt at forsøge at starte forfra og vende ryggen til sproglige traditioner. Arbejdsdelingen mellem mænd og kvinder har historisk set været anderledes end nu, og det ser jeg ingen grund til at forsøge at skjule.
Det er godt, at der er en sammenhæng mellem fortiden, nutiden og fremtiden. Vi bliver dummere af at kappe forbindelsen til fortiden og sige, at nu starter vi igen fra år nul. Det er en form for historieforfalskning. Desuden gør det sproget fattigere, hvis vi skal til at tale i kønsneutrale termer. Også for kvinder. Hvad med mansplaining (når mænd taler til kvinder på en belærende og nedværdigende måde, red.)? Det begreb vil vi da nødigt undvære.”