Anonymt oprørsskrift fra Det Hvide Hus sætter debatten i kog

Debatten syder i USA over en anonym Trump-medarbejders usædvanlige opinionsindlæg, der beretter om en modstandsbevægelse i Det Hvide Hus

Spekulationerne om identiteten bag den person, der står bag en højst usædvanlig opinionsartikel trykt på avisen New York Times’ hjemmeside, fyger i USA. I artiklen indrømmer "den højtstående embedsmand”, at han eller hun er del af en ”modstandsbevægelse” i Trump-regeringen, der arbejder aktivt for at beskytte nationen mod præsidentens farligste indskydelser.
Spekulationerne om identiteten bag den person, der står bag en højst usædvanlig opinionsartikel trykt på avisen New York Times’ hjemmeside, fyger i USA. I artiklen indrømmer "den højtstående embedsmand”, at han eller hun er del af en ”modstandsbevægelse” i Trump-regeringen, der arbejder aktivt for at beskytte nationen mod præsidentens farligste indskydelser. . Foto: Pablo Martinez Monsivais/Ritzau Scanpix.

Er det vicepræsident Mike Pence? Forsvarsminister James Mattis? FN-ambassadør Nikki Haley? Stabschef John Kelly? Justitsminister Jeff Sessions?

Spekulationerne om identiteten bag den person, der står bag en højst usædvanlig opinionsartikel trykt på avisen New York Times’ hjemmeside sent onsdag dansk tid, fyger i USA. I artiklen indrømmer personen, der beskrives som ”en højtstående embedsmand”, at han eller hun er del af en ”modstandsbevægelse” i Trump-regeringen, der arbejder aktivt for at beskytte nationen mod præsidentens farligste indskydelser. Denne indsats inkluderer angiveligt forsøg på at forpurre den ”amoralske”, ”antidemokratiske” og psykisk ustabile præsidents dagsorden. Ifølge artiklen har modstandsbevægelsen endda drøftet muligheden for at tage det 25. forfatningstillæg, der muliggør afsættelsen en præsident ude af stand til at varetage sit embede, i brug.

”Vi vil gøre, hvad vi kan for at styre regeringen i den rigtige retning, indtil – på den ene eller anden måde – det er overstået,” lyder det.

Indlægget er uden fortilfælde i USA, og det kommer i slipstrømmen på den massive omtale af den politiske journalist Bob Woodwards nye bog, ”Fear: Trump in the White House” (Frygt: Trump i Det Hvide Hus), der beskriver et præsidentskab på randen af et nervøst sammenbrud.

Reaktionerne på artiklen i New York Times er stærkt delte. Under et møde med journalister i Det Hvide Hus kaldte præsident Donald Trump den for ”kujonagtig”, og i et tweet omtaler han den med et enkelt ord: ”landsforræderi?” Præsidentens pressechef, Sarah Huckabee Sanders, udsendte onsdag en pressemeddelelse, der går i kødet på den unavngivne embedsmand.

”Individet bag denne artikel har valgt at bedrage, i stedet for at støtte, den behørigt valgte præsident af USA. Han sætter ikke landet først, men sætter snarere sig selv og sit ego over det amerikanske folks vilje. Denne kujon bør gøre det rigtige og træde tilbage,” skriver hun i pressemeddelelsen.

Andre stiller spørgsmålstegn ved troværdigheden af en kilde, der ikke vil stå frem med navn.

“A.) En 'anonym kilde'. Det kan oversættes til ’fabrikeret’. B: I New York Times. Gør selv regnestykket op,” skriver den konservative politiske kommentator Rebekah Worsham på Twitter.

Det anonyme opinionsindlæg får også kommentatorer i liberale medier op i det røde felt. I nyhedsmediet The Atlantic advarer den politiske kommentator David Frum, at det vil kaste regeringen ud i endnu mere kaos ved at få præsident Trumps glødende ”paranoia” til at bryde ud i lys lue.

”Han vil blive mere trodsig, mere uforsvarlig, mere forfatningsfjendsk og mere farlig. Og de, der ikke siger op eller bliver fyret inden for de næste par dage, vil være nødt til at arbejde endnu mere ihærdigt for at bevise, at de er loyale, lydige og en del af holdet. Situationen vil blive værre efter denne artikel. De vil blive værre på grund af denne artikel,” skriver skribenten David Frum i The Atlantic.

Forfatteren til opinionsindlægget er ”en moralsk kujon”, skriver kommentatoren Eric Levitz i nyhedsmediet New York Magazine.

”Der er et hæderligt etisk argument for at blive i Trump-regeringen med det formål at kontrollere en autoritær leders impulser. Men det er umuligt at forene det argument med at skrive et selvtilfreds New York Times-opinionsindlæg, der drastisk øger chancerne for, at du – og andre embedsmænd som dig – bliver fyret,” skriver han.

Andre er mere begejstrede.

”New York Times tager en utrolig risiko ved at trykke en anonym artikel fra Trump-regeringens inderste. Det er uden fortilfælde, chokerende, men absolut nødvenigt. Dette handler ikke om kliks, men om at redde vores demokrati. Tak, New York Times, for jeres mod,” skriver videnskabsmand og kommentator Eugene Gu på Twitter.

Andre betvivler, at indlægget er skrevet med rene hensigter.

”Hvis du helt ærligt forsøger at arbejde i hemmelighed for at spænde ben for præsidentens dagsorden … hvorfor ville du så … trykke en opinionsartikel om den indsats … i New York Times,” skriver Mike Madden, der er opinionsredaktør på avisen Washington Post, på Twitter.

New York Times erkender, at det er helt usædvanligt at trykke den slags materiale med en anonym afsender, men forsvarer beslutningen.

”Vi er utroligt stolte over at have offentliggjort denne tekst, der bidrager med betydelig værdi til offentlighedens forståelse af, hvad der foregår i Trump-regeringen,” lyder det fra avisen.