TAK TIL Brian Patrick Mcguire for artiklen ”Nej, vi skal hverken lukke eller rive vores middelalderkirker ned – de er en uvurderlig skat, som ikke findes i noget andet europæisk land”, bragt i Kristeligt Dagblad den 28. januar.
Det er ufatteligt, at der den dag i dag i næsten ethvert sogn i Danmark findes mindst én middelalderbygning, der fremviser en arkitektonisk og teknisk karakter af meget høj karat.
Man kan sige, at de danske landsbykirker som helhed er vores lands største, fornemste og mest imponerende bygningsmonument.
Det er også ufatteligt at tænke på, hvorledes de middelalderlige kirker teknisk set er blevet opført med tunge mure af kæmpemæssige rå eller tilhuggede granitsten og store brændte lersten på et tidspunkt, hvor den almindelige bygning blev opført af bindingsværk med simple lerklinede tavl.
Der er tale om en kraftanstrengelse i det par hundrede år, det har taget at opføre vores næsten 2000 middelalderlige landsbykirker. I samme periode har man endda opført store verdslige anlæg, fæstninger, bymure og borge med tilsvarende primitive hjælpemidler.
Af middelalderens verdslige anlæg er det meste forsvundet eller står tilbage som ruiner eller indgår som rester, for eksempel kældre, i eksisterende i 1600-, 1700- eller 1800-talsanlæg. Men de middelalderlige kirker har til i dag stort set bevaret deres oprindelige karakter og funktion, selvom der naturligvis også her har fundet visse ændringer sted i tidens løb. Et tårn, et våbenhus, en korsarm er blevet tilføjet, et bjælkelag udskiftet med murede hvælv.
Også i vores egen tid sker der ændringer og tilføjelser. Sådanne ændringer til trods er de middelalderlige landsbykirker imponerende bygningsværker, der er uløseligt knyttet til den danske kultur og det danske landskab.
Den danske landsbykirke er arkitektonisk så kraftfuld, at den har kunnet bære århundredernes ændringer, som ændrede brugsmønstre og nye behov har medført.
Brian Patrick Mcguire skriver:
”Vore middelalderkirker er en vigtig del af en fælles nationalarv, og derfor skal de vedligeholdes.”
Det er også vores synspunkt, og vi vil gerne tale for netop en vedligeholdelse, og gerne en beskeden vedligeholdelse, frem for de ofte alt for omfattende og kostbare restaureringer, som mange landsbykirker udsættes for med meget store udgifter til følge.
DER ER GANSKE FÅ TING, som er vigtige for at bevare en middelalderlig kirkebygning. Det er at sørge for et tæt tag, at de statiske konstruktioner er stabile, og at der er en passende ventilation i kirkerummet.
Der skal ikke kalkes for ofte, og der skal ikke males inventar for ofte. Det er tværtimod ofte smukt at se, hvorledes generationer af hænder har slidt malingen lidt af på stolestadernes rygge og gavle, at gulvfliserne har slitagespor i ganglinjerne, og at der fra tid til anden er repareret med tegl i en lidt anden nuance.
De bedste istandsættelsesarbejder er sjældent dem, der får kirkerummet til at fremstå strålende, som var det nyt.
Landsbykirken er ikke ambitiøs, den har en stærk fremtoning i sin beskedenhed, og den skal ikke i sin helhed frembyde en pragt, men gerne spor fra en lang fortælling.
Mange årtiers erfaring som kongelige bygningsinspektører i forbindelse med kirkerne i Danmark har givet os en vished om, at udgifterne til vedligeholdelse af vores middelalderkirker vil kunne nedbringes, og den miljømæssige belastning forårsaget af kirkernes drift og vedligeholdelse (CO2-udledning med videre) vil kunne reduceres betragteligt ved en holdning, som hen ad vejen accepterer nogle af de skavanker, som er naturlige for sådanne meget gamle bygninger.
Gunilla Rønnow og Karsten Rønnow er arkitekter og fhv. kongelige bygningsinspektører.