I SKRØBELIGE STATER som Pakistan lider kristne og andre minoriteter, fordi de bliver udsat for vold. I stærke diktaturstater i Centralasien finder undertrykkelsen af forfulgte sted gennem intens overvågning og kontrol.
Mine pakistanske værter havde lagt en madras på gulvet i minibussen, vi kørte i, da jeg besøgte Dansk Europamissions projekter i landet. Med jævne mellemrum blev jeg under kørslen bedt om at lægge mig på madrassen, så man ikke udefra kunne se, at jeg var i bussen.
Denne besked fik jeg, når vi kørte gennem byer eller bydele, hvor fanatiske imamer forkyndte et budskab, der kunne anspore beboerne til vold mod en dansker som mig. Jeg kom nemlig fra et land, hvor en tegner nogle år forinden havde slået nogle streger, som blandt andet i Pakistan faldt mange for brystet.
PÅ MIN REJSE SKULLE JEG også prædike i en kirke. Over kirkedøren var der en slags altan, hvor en vagt stod klar med et gevær, der pegede ned mod pladsen foran kirken, hvis terrorister skulle angribe.
Den tyske sociolog Max Weber ville måske have sagt, at den pakistanske stat havde mistet sit voldsmonopol i landet, når den ikke kunne forsvare en sårbar gruppe som den kristne minoritet. Den udgør knap to procent af befolkningen, hvor flertallet økonomisk befinder sig på samfundets bund og går under øgenavnet ”fejere”, hvilket også er det hverv, mange kristne udfører.
Tusinder har i Pakistan demonstreret imod højesterets frifindelse af Asia Bibi. Kristne og andre minoriteter er udsatte i skrøbelige stater som Pakistan, Irak, Afghanistan og Syrien over for vandalisme og fysiske angreb i modsætning til forfulgte kristne, som bor i stærke stater.
Stærke stater med muslimsk flertal er eksempelvis ”stan-landene” i det tyrkiske bælte i Centralasien: Turkmenistan, Aserbajdsjan, Usbekistan, Kasakhstan og Kirgistan. Disse lande arvede på godt og ondt stærke stater efter Sovjetunionen, et stærkt politi og ikke mindst stærke efterfølgere til KGB. Yderliggående muslimske grupper, med wahabistisk inspiration, forsøger at få fodfæste, men bliver holdt nede i de stærke stater.
I stedet forsøger regeringerne at fremme en mere moderat form for islam. En politiofficer fortalte engang en af mine gode bekendte, en præst i regionen, at myndighederne egentligt ikke så kristne som en trussel, men derimod de yderliggående islamiske grupper.
I DE STÆRKE STATER er forfølgelsen subtil, i form af intens overvågning af KGB, også digitalt, som bruger blandt andet skatte-, brand- og bygningsmyndigheder mod kristne og andre grupper, som vokser og kan udgøre en trussel mod næsten enevældige diktatorer. I Centralasien angribes kristne og kirkebygninger meget sjældent fysisk, men skattemyndighederne kan eksempelvis (uretfærdigt) anklage kirker for økonomisk svindel, hvilket en af Dansk Europamissions samarbejdspartnere har oplevet.
Forfølgelse af kristne skal altid analyseres i lyset af den lokale politiske, kulturelle og institutionelle kontekst – og ud over bibler og praktisk hjælp til forfulgte kristne, må bønnen og arbejdet for en positiv udvikling i deres samfund altid være i fokus.
Samuel Nymann Eriksen er generalsekretær i Dansk Europamission og cand.scient.pol.