Forfatter: Jeg ønsker, at staten respekterer min ret til at få den blideste død

Hvis samfundet respekterede menneskers ret til at begå selvmord, ville samfundet se helt anderledes ud. Det ville måske hedde ”Livs- og Dødslinjen”, skriver forfatter Annette Wium

ANGST ER en magtfuld følelse, der hæmmer positiv, menneskelig tankegang og nysgerrighed. Man kan blive selvoptaget, fremmedhader, homofob og alt muligt andet frygteligt af sin angst. Det er der skrevet bøger om.

Alligevel går det uendelig langsomt med at få trynet angsten, så vi kan blive frie, nysgerrige mennesker uden fordomme. Kristendommen har i mange år – især siden den holdt op med at føre krig mod de vantro – holdt os nogenlunde på rette vej, men nu, hvor vi mennesker for sjældent orker eller har mulighed for at pleje vores kirkegang, hvad sker der så?

Nu, hvor vi netop har allermest brug for medmenneskelighed, fordi vi er reelt truet af overbefolkning og klimakollaps med mere.

Er tiden til at turde tale om døden uden angst så forpasset? Når vi måske ikke at få et naturligt forhold til døden, før vi forsvinder som dyreart? Vi ved jo, at vi skal dø, hvorfor kan vi så ikke tale naturligt om døden? Hvorfor står det ikke i Grundloven, at vi selv må bestemme over vores egen død? Hvorfor må vi ikke få hjælp til at dø? Hvorfor skal vi risikere de grusomme måder?

Vi nåede da at få den fri abort, selvom det endda indebar mord på ufødte børn, men var nødvendigt for at redde kvinders liv. Det er en menneskeret at begå selvmord, har vi fået fastslået af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

JEG HAR ALDRIG HØRT OM en menneskeret, som ikke er noget godt, som man selvfølgelig må bede om hjælp til, men det er måske bare mig, der er uvidende?

Modstandernes gentagne argument, – ”Hvis de nu fortryder” – er så kvalmende, for det er et faktum, at man får bedre chance for vejledning og hjælp til at tage seriøst stilling, når noget er lovligt.

Hvis samfundet respekterede menneskers ret til at begå selvmord, ville samfundet se helt anderledes ud. Det ville måske hedde ”Livs- og Dødslinjen”. Derved ville man respektere menneskers legitime ønsker om at dø og give vejledning, både om mulighederne for at skifte mening i tide og til at dø så smertefrit som muligt, hvis det er det, man vil. Man ville kunne få trykt læserbreve med gode råd om de blideste måder at begå selvmord på og advarsler om de dårligste. Der ville ikke være nedskæringer på pasning af de gamle (som der er nu hele tiden), som gør ”pligten til at leve” dobbelt grusom for de gamle.

Man ville ikke sætte psykisk syge mennesker på den lukkede, hvis de prøvede at begå selvmord, men i stedet hjælpe dem, hvis man kunne, til at leve videre, eller i det mindste vejlede dem om de blideste metoder til selvmord.

Man ville kunne bede sin læge om at blive indlagt, så man kunne holde op med at spise og drikke – og dø under trygge, omsorgsfulde forhold.

EKSTRA BLADET HAVDE FOR NYLIG to sider om en gammel kvinde, hvor datteren påstod, at hun var blevet sultet og tørstet ihjel. Min første tanke var: Sikke en grov anklage! Og derefter, åh... hvor er jeg lykkelig for, at jeg ingen børn har til at forhindre mig i at få den hurtigste og blideste død. For der stod jo intet om, hvorvidt den gamle kone måske havde haft et ønske om at dø? Den slags taler man ikke om. Vi mennesker har jo ingen ret til at have ønsker i den retning og da slet ikke ret til bestemme noget som helst om vores egen død.

Selv ikke det at beslutte sig for at holde op med at drikke og spise har vi rigtigt lov til. Det at være døende på et hospital er således nærmest en garanti for at få en langtrukken og grusom død, mens det burde være en garanti for ægte omsorg og respekt for patientens egne ønsker.

Sådan kunne jeg komme med mange eksempler på, at det at være født som menneske i Danmark er en livslang straf, fordi man ikke får respekteret sin ret til at flygte fra livet.

Jeg agter at lægge sag an imod staten for ikke at respektere min ret til at bede om hjælp til at få den blideste død. Jeg har ikke råd selv, og jeg tror ikke, jeg får fri proces, så hvis nogen vil bistå mig eller selv vil føre sagen, så hører jeg gerne fra vedkommende.

Annette Wium er forhenværende landmand og forfatter.