Nogle debatter strækker sig over et par uger, andre over et halvt årtusinde. I år er det 500 år siden, at den protestantiske reformator Martin Luther forsvarede sine angreb på den katolske kirke ved rigsdagen i Worms og blev ekskommunikeret af pave Leo X.
Luthers uforfærdede og ikoniske optræden over for pavefølget og den katolske kejser Karl V i 1521 har givet reformatoren heltestatus i den protestantiske verden, men pavens bandbulle mod ham har helt op til i dag været en torn i øjet i forholdet mellem katolikker og protestanter.
”Martin Luther – bandlyst for altid og evigt?”, spørger den katolske nyhedstjeneste Katholisch.de i en artikel i anledning af 500-året for den pavelige ekskommunikation.
Den katolske nyhedstjeneste konstaterer, at man i flere forskellige sammenhænge drøfter, ”om det ikke var på tide formelt at ophæve ekskommunikationen”. Luthers forsvar ved rigsdagen i 1521 var blandt andet et resultat af hans berømte 95 teser, som kritiserede kirkens afladshandel, og som han angiveligt hamrede på kirkedøren i Wittenberg i 1517.
I anledning af 500-året vil den katolske kirke og de evangelisk-lutherske kirker sammen mindes Luthers ekskommunikation, og Vatikanet og Det Lutherske Verdensforbund planlægger en begivenhed i Rom i juni, hvor man vil hædre de tværkirkelige – økumeniske – fremskridt i de seneste årtier.
Men pave Leo X’s ekskommunikation af Luther var fuldt ud begrundet og endda nødvendig, mener den tyske kirkehistoriker og kardinal Walter Brandmüller. Teserne i Luthers kampskrift fra 1520 – ”Til den kristne adel”, ”Om kirkens babyloniske fangenskab” og ”Om et kristenmenneskes frihed” – ville stadig føre til ekskommunikation i dag, skriver han i den katolske avis Die Tagespost.
”Denne form for forsøg på at omgøre historien fører til ingenting,” fastslår han.
Luther modsagde kirkens bindende lære, og det har ikke ændret sig, mener kardinalen, som tilskriver Luther en del af ansvaret for den efterfølgende splittelse og krig.
”Protester fra Luther og andre førte til bitre religionskrige, til dels også til Trediveårskrigen,” skriver han om den krig, som hærgede det meste af Europa fra 1618 til 1648.
”Endnu værre var det dog, at Luthers oprør førte til en splittelsesproces, som fortsætter den dag i dag, og som på Luthers opfordring førte til hundredvis af ’kirker’, som dog har distanceret sig fra hinanden. Luther løftede låget på den religiøse subjektivismes Pandoras æske – hvem ved, om den nogensinde vil blive lukket igen,” skriver kardinal Brandmüller.
Andre katolikker er mere forsonlige. I Tyskland har katolske og protestantiske teologer i fællesskab appelleret til pave Frans om at sætte pave Leo X’s ekskommunikation mod Luther ud af kraft. Tilsvarende bør Det Lutherske Verdensforbund tage afstand fra Luthers tale om paven som ”antikrist”. Det er opfordringen fra blandt andet den økumeniske dialogkreds Altenberg ved vesttyske Köln grundlagt i 1999. Allerede i anledning af 500-året for Reformationen i 2017 opfordrede Det Lutherske Verdensforbund til at trække Luthers ”antikrist”-udtalelse tilbage.
Altenberg-kredsen betoner, at det økumeniske samarbejde mellem katolikker og lutheranere siden kirkemødet Andet Vatikanerkoncil fra 1962 til 1965 har ført til, at man i dag ser historiens begivenheder i et nyt lys. Kredsen tæller cirka 30 teologer, herunder Johanna Rahner, professor i katolsk dogmatik og økumenisk teologi ved Tübingen Universitet.
Den formelle tilbagetrækning af Luthers ekskommunikation ville være et vigtigt ”økumenisk tegn”, har hun sagt til katholisch.de . Derved kunne den katolske kirke ”udtrykke sin nuværende påskønnelse af protestanter”.
”Økumenien lever af symbolske handlinger, og tilbagetrækningen af bandbullen mod Luther ville være af særlig betydning,” har Johanna Rahner sagt.
Ifølge teologen kunne passager i teksten ”Unitatis redintegratio”, som blev vedtaget på Andet Vatikanerkoncil, og som beskæftiger sig med økumeni, tolkes som ophævelse af Luthers ekskommunikation, mener hun.
Den pavelige bandbulle i 1521 kom formentligt ikke som nogen overraskelse for Luther, for paven havde allerede året forinden truet reformatoren med ekskommunikation, hvis han ikke distancerede sig fra sine teser, som blandt andet kritiserede kirkens afladshandel.
Luther distancerede sig ikke, tværtimod; i vanlig konfrontatorisk stil brændte han trusselsbrevet af offentligt – og sendte således et klart signal til Rom om, at han ikke havde i sinde at opgive sit forehavende. Det lå i ”tidens stil” at udtrykke sig voldsomt, påpeger professor Johanna Rahner. Man må også tage højde for Luthers personlige og historiske situation i vurderingen af hans tale om paven som ”antikrist”, mener den katolske teolog.
”Luther havde især i sin alderdom stor frygt for apokalypsen,” siger hun og henviser til, at Luther tolkede opgørene i tiden som tegn på dommedags snarlige komme, og det var for ham et spørgsmål om liv og død at udbrede den protestantiske lære.