Prøv avisen
Debat

Bedstefars bodsgang. Uendelig trist at læse om bedstefædre, som kompenserer for elendig forvaltning af farrolle

Modelfoto. Foto: Albrecht Weißer/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Knud Tantholdt-Hansen, pædagog, programmør og anlægsgartner

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det triste er, at næste gang vi møder en sød og rar bedstefar, der tager sig kærligt af sine børnebørn, har vi lært, at han nok gør det for at kompensere for sin elendige forvaltning af sin rolle som far, så vi behøver jo egentlig ikke at tænke noget positivt om ham, skriver Knud Tantholdt-Hansen i kølvandet på bedstefar-debat i Kristeligt Dagblad

EFTER AT HAVE LÆST artiklen ”Bedstefar tager nu også slæbet med børnebørnene” den 24. januar, sidder jeg tilbage med en velkendt følelse. Det er en fin og kærlig hilsen til bedstefædre, forudsat at man nøjes med at læse overskriften, for allerede i begyndelsen kan vi læse, at det tit har noget at gøre med, hvor elendigt vi forvaltede vores rolle som fædre, og at vi således forsøger at kompensere for vores synder. Som med et trylleslag forsvandt stoltheden og glæden.

Det gør mig lidt ondt, at flere ting bliver tolket ind i den fortælleform, Det ser ud til at lykkes, at uanset om mænd gør det godt eller dårligt, kan vi skrive om det på en måde, der først og fremmest giver mænd dårlig samvittighed.

På samme måde ses det, når en eller anden redaktion skal forholde sig til, at der er mange mænd, der klarer sig godt inden for musikken eller som forskere. Umiddelbart er det en fin fortælling om mange mænd, men her vælger forskellige redaktioner ofte at invitere en feminist – mand eller kvinde – ind for at lære os at se dette fra et andet synspunkt: at forklare os, at det, at der er mange mandlige forskere eller musikere, ikke nødvendigvis er et udtryk for nogle dygtige mænd. I stedet kan det tolkes som udtryk for en uretfærdighed, og så er der jo ikke noget at være stolt over.

På den måde kan man sige, at Svend Åge Madsen lægger sig snert op ad mange feministers fortolknings og fortælletradition. Umiddelbart ville denne fortælling kunne få bedstefædre til at rette ryggen og tage et skridt med oprejst pande, men her får vi fortalt, at det også kan ses som en bodsgang, og bodsgangen går vi som bekendt med bøjet nakke. Der er sikkert noget sandhed i disse tolkninger, også hvad angår bedstefædre. Men jeg vælger at tro på, at mange bedstefædre er gode bedstefædre i ren kærlighed til deres børnebørn. Deres historie kunne vi også vælge at fortælle, men det vælger vi ikke. Hvorfor?

Det triste er, at næste gang vi møder en sød og rar bedstefar, der tager sig kærligt af sine børnebørn, har vi lært, at han nok gør det for at kompensere for sin elendige forvaltning af sin rolle som far, så vi behøver jo egentlig ikke at tænke noget positivt om ham. Selve hans drivkraft er ikke kærlighed til sine børnebørn, nej, hans drivkraft er dårlig samvittighed. Det er godt nok en trist fortælling for alle de mænd, der var gode fædre og gode bedstefædre.

Hvad mon det gør ved os på sigt?

Hvis vi ser på de dynamikker, der opstår i andre grupper, vil den typiske reaktion være, at den, der ikke får nogle anderkendende ord med på vejen og således i mindre grad ser sig selv som et vellidt medlem af gruppen, vil søge andre grupper. Vi ønsker netop alle at være med i en gruppe, hvor vi bliver anerkendt.

Måske bliver vores drivkraft i højere og højere grad dårlig samvittighed og angst for fordømmelse, når det gode, du gør, ikke bliver set som noget godt, men bliver tolket som en kompensation for det onde, du har gjort. Det er en uendelig trist udvikling.

Måden, vi vælger at tolke tidens mænd på, er ikke kun et billede på tidens mænd, men også et udtryk for, hvilken fortælling vi ønsker om tidens mænd. Gid vi engang i vores fortælling om hinanden bliver mere generøse.

Knud Tantholdt-Hansen er pædagog, programmør og anlægsgartner.