Biskoppen over Haderslev Stift, Marianne Christiansen, har underskrevet en erklæring fra Kairos Palestine, der som udgangspunkt erklærer, at kristen støtte til zionismen er i modstrid med den kristne tro og et groft misbrug af Bibelen.
I et indlæg i Kristeligt Dagblad den 25. august beskylder hun zionismen for at bruge Det Gamle Testamente som en matrikelbog, men tilføjer dog, at zionisme kan være mange ting, og at hendes modstand er rettet mod en bestemt form for zionisme, som i henhold til Kairos-dokumentet ”legitimerer ét folks ret til at nægte et andet folks menneskerettigheder”.
Men, kære Marianne Christiansen, Kairos-dokumentet, som du underskriver, skelner ikke mellem forskellige former for zionisme. Det er zionisme generelt, der fordømmes. Og zionismen har aldrig brugt Bibelen som matrikelbog.
Stifteren af zionismen var en sekulær jøde, der ikke kendte meget til Bibelens bøger. Størstedelen af hele kibbutz-bevægelsen var uden religiøs indflydelse, og mange religiøse jøder var og er antizionister. Den politik, som Kairos – og dermed du – angriber, er ikke zionismens, men den israelske regerings.
I 1947, da FN vedtog delingsplanen, voterede den zionistiske verdenskongres for at acceptere planen, medens dine nye venner erklærede krig og dermed er de egentlige ansvarlige for alle de uretfærdigheder og ulykker, begge parter siden har været udsat for.
Vi kan jo ikke helt lægge Bibelen fra os, når vi færdes i et land, hvor så mange spadestik fortæller historie. Blandt andet er der i Jerusalem nogle steder, hvor alle tre abrahamitiske religioner stopper op. Men når det så fra officiel palæstinensisk side hævdes, at det er løgn og latin, at jøderne har haft et tempel i Jerusalem, så burde ikke bare jøder protestere, men kristne ledere burde tage til genmæle, for adskillige kapitler i Det Nye Testamente ville blive meningsløse, og hele bogens troværdighed ville blive anfægtet, hvis det var sandt. Så helt undgå matrikelbogen kan vi ikke.
Den 4. september får Marianne Christiansen opbakning af en anden af mine gode venner, biskoppen over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen. Han tager sit udgangspunkt i, hvad Palæstina var i 1920, men har tilsyneladende glemt, at dengang omfattede Palæstina også hele området øst for Jordan, der udgjorde to tredjedele af Folkeforbundets mandatområde. Det udskilte englænderne nogle år senere for at berolige nogle arabiske sheiker, og dermed er alle Peter Skov-Jakobsens procentberegninger ubrugelige.
Jeg synes, at det er prisværdigt, at biskopper kommer deres trosfæller til undsætning. Faktisk har jeg undret mig over, at danske kirker har været relativt passive, mens kristne i mange lande bliver forfulgt. Kristne i Israel bliver ikke forfulgt, og Kairos-dokumentet er ikke underskrevet af de kristne ledere i Israel eller i Palæstina. De samarbejder langt hen ad vejen med Israels regering.
Peter Skov-Jakobsen peger på, at nogle kristne zionister er ekstreme og ønsker, at muslimerne skal flytte fra Vestbredden, men alle religioner og politiske retninger har deres fanatikere, og de er ikke repræsentative.
Zionismen er en international bevægelse, der ønsker, at der skal findes et område i verden, hvor jøder kan udøve deres selvbestemmelsesret. Den skal ikke forveksles med den israelske regering, der er et resultat af demokratiske valg. Der vil altid være nogle, der er utilfredse med valgresultatet. Regeringens flertal baserer sig også på religiøse antizionistiske stemmer. Tilsvarende vil venstrefløjen kun kunne danne regering, hvis den bakkes op af arabiske mandater. Det drejer sig ikke om zionisme. Zionisme nægter ikke nogen menneskerettigheder. Jeg har været zionist i så at sige alle de mange år, jeg har levet. Og menneskerettigheder har, som I ved, stået højt på min dagsorden
Det ejendommelige er, at jeg er enig med Marianne Christiansen og Peter Skov-Jakobsen om mange ting omkring Israel. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke bryder mig om bosættelserne. Ikke fordi Vestbredden skal være ”judenrein”. Men lige nu gør bosættelserne det sværere at få fred, og fred er og bliver det vigtigste for mig.
Jeg har ønsket en tostatsløsning, selvom jeg for snart 40 år siden af nogle personer i min menighed blev truet på min stilling og betegnet som skadelig for israelske interesser, fordi jeg var fortaler for en palæstinensisk stat. Jeg er klart imod en ensidig annektering, og det har jeg givet udtryk for der, hvor det hører hjemme, nemlig til den israelske ambassadør i Danmark.
Men jeg lægger ikke ensidigt ansvaret for den udeblevne fred på den ene part, som Kairos-dokumentet gør det, og som Peter Skov-Jakobsen nærmer sig det, når han giver den israelske besættelse skylden for, at Hamas og Fatah ikke kan enes.
For Israel betyder det, at man i realiteten ikke har nogen at forhandle med, for man kan jo ikke slutte fred med den ene halvdel af palæstinenserne og ikke den anden. Mulighederne for fred har været der. Israel trak sig ensidigt tilbage fra Gaza, og hvis det havde skabt et vellykket suverænt palæstinensisk område, så kunne andre tilbagetrækninger komme på tale. I stedet er Gaza blevet basis for vanvittige angreb, der har ført til tragiske krigshandlinger.
Der findes en stærk gruppe gejstlige muslimer og jøder fra Israel, Vestbredden og Gaza, der målrettet arbejder for fred. Min ældste søn er en af talsmændene for gruppen, der har konkluderet, at når politikerne ikke skaffer fred, så må de religiøse ledere gøre det.
Hvis Marianne Christiansen og Peter Skov-Jakobsen ikke havde sat korset ved en totalt ensidig fremstilling af konflikten, men havde søgt denne eller andre initiativer, der involverer begge parter, så havde meget være vundet.
Nu er det, som om man har spildt en god chance, og det er synd.
Bent Melchior er tidligere overrabbiner.