Jeg er valgkætter. Jeg kan slet ikke deltage i dyrkelsen af kandidattests, hvor man kan finde ud af, hvem man er mest enig med.
Jeg siger til lykke til den kandidat fra Det Konservative Folkeparti, der kom ud som den, de fleste var enige med.
Men er det nødvendigvis noget at stræbe efter?
I så fald skulle man jo lægge sin politik efter meningsmålingerne, og det vil jeg stærkt fraråde. Vi skal vælge de politikere, vi har mest tillid til.
Drop de kandidattests. Dem har kandidaterne og medierne spildt alt for megen tid på. De bliver uundgåeligt tipskuponer, hvor kandidaterne prøver at ramme gennemsnittet blandt vælgerne for at lokke dem til sig. Det er slemt nok, at vi har meningsmålinger under valgkampen, hvad man i mange lande forbyder for at begrænse flokmentaliteten, som er demokratiets største problem.
Europa kunne stadig have været under nazismens åg, hvis Winston Churchill havde lyttet til flertallet ligesom forgængeren Chamberlain, der solgte Tjekkoslovakiet for fredens skyld.
Han troede, han valgte mellem krig og fred. Han valgte freden og fik krigen. Han skulle have gjort det rigtige frem for at behage flertallet.
Det samme gælder de stemningspolitikere på Christiansborg, der i 1864 førte landet ud i katastrofe ved at følge folkestemningen uden hensyn til de realpolitiske forhold i Europa, som de folkevalgte burde have kendt.
Jeg kan heller ikke deltage i bestræbelsen på at få alle til at stemme, uanset om de overhovedet ved, hvad de stemmer om.
Målet må være et andet: at så mange som muligt sætter sig ind i tingene og træffer et kvalificeret valg.
Det var jo derfor, Grundtvig fik idéen til en folkelig højskole. Den skulle udfylde gabet mellem den enkeltes viden og de faktiske forhold i landet. Ellers duede det ikke med folkestyre.
”Oplysning være skal vor lyst,” hedder sangen, som slutter: ”Den stråle i vort folkeråd, til aftenstjernen slukkes!”.
Oplysningen er det afgørende. Ikke nødvendigvis at få alle uvidende og uoplyste til at stemme, hvis de ikke ved, hvad de stemmer på.
Og nu, jeg er i gang: Folkeafstemninger kan være berettigede i visse vel tilrettelagte tilfælde.
Men Storbritannien i dag er et godt eksempel på, hvor galt, det kan gå, når de, der vinder folkeafstemningen, ikke skal bære konsekvensen af deres agitation og rode kastanjerne ud af ilden. Det er i strid med parlamentarismens fornemste idé.
Glem snakken om populisme. Det er som regel noget, man siger om dem, man er uenige med. Lad os i stedet tale om manglende tillid, politisk mod, oplysning og ansvar.
Bertel Haarder er folketingskandidat for Venstre i Sjællands Storkreds.