Bertel Haarder om Dybbøl-dagen: Grundtvig og H.C. Andersen skrev hver en krigssalme

De fleste kender måske Grundtvigs krigssalme, mens de færreste er bekendt med dén, som H.C. Andersen skrev i 1864.

Bertel Haarder er medlem af Folketinget for Venstre og præsident for Nordisk Råd. I anledning af Dybbøl-dagen skriver han her i Kristeligt Dagblad om to krigssalmer fra salmebogen.
Bertel Haarder er medlem af Folketinget for Venstre og præsident for Nordisk Råd. I anledning af Dybbøl-dagen skriver han her i Kristeligt Dagblad om to krigssalmer fra salmebogen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

I salmebogen er der to salmer, der direkte handler om krig. Det drejer sig naturligvis om de ulykkelige slesvigske krige, 1848-51 og 1864, hvor vi netop har markeret Dybbøl-dagen til minde om Danmarks nederlag til den preussiske hær ved Dybbøl den 18. april 1864.

Det gælder for det første salme 709, ”Alfader, du hvis navn i nord …”, som er skrevet af Grundtvig i 1848 under indtryk af oprøret i den tyske del af Slesvig imod den enevældige danske konge. De slesvig-holstenske oprørere ville ikke være med i det kommende danske demokrati. De ville have deres eget demokrati i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. De erobrede garnisonen i Rendsborg ved Ejder-floden og tilkaldte hjælp sydfra.

Hele Jylland blev besat, men blev reddet af Rusland, der fik Prøjsen til at trække sig ud, så den danske hær på 50.000 mand kunne slå den slesvig-holstenske på 40.000 mand i et blodigt slag ved Isted Hede syd for Flensborg.

Derom skrev Grundtvig den ufatteligt smukke og bevægende salme ”Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård”, som rettelig burde være med i salmebogen. Det var den, Christian X citerede efter Besættelsen – så bevæget, at hans stemme knækkede.

Til gengæld kom Grundtvigs ”Alfader, du hvis navn i nord …” altså med i salmebogen. Den står lige før ”Kærlighed til fædrelandet”, og man kan om begge salmer sige, at de på en måde handler mere om Danmark end om Gud.

For Grundtvig hænger det kristelige sammen med det folkelige (det nationale), fordi det folkelige er det element, evangeliet må tale ind i. Salmen ryster af skæbnetung uvished om Danmarks fremtid:

”Og Danmark under strenge kår / imellem fjender stærke / sig trøsted i seks hundred år / ved Kristi korses mærke / og fulgte svagt, men ærlig dog / hans kølvand under Dannebrog / gik end det stridt mod strømmen.”

”O, væk da op hos os om bord / den kæmpe-ånd, som sover! / Giv ham at tale kraftens ord / som kuer vind og vover! / Ja, frels os, du, som ene kan / så lydt fra danskens fædreland / må tone takkesange!

Det vil nok overraske de fleste, at salmebogen rummer endnu en krigs-salme, tilmed af H.C. Andersen, skrevet i katastrofeåret 1864:

”Jeg har en angst som aldrig før / som stod jeg foran dødens dør / og måtte ind og styrte ned / i mørke og i ensomhed. / Jeg drives frem med stormens hast, / Oh Herre, Herre, hold mig fast!”

Det er en hudløst ulykkelig sjæl, der jamrer og trygler. Over hvad? Over ”Lille Viggo”, som vi kender fra vuggesangen ”Lille Viggo, vil du ride ranke”.

Lille Viggo var blevet stor og meldte sig som frivillig i krigen i 1864, var med i nederlaget på Dybbøl, blev såret og forsvandt i måneder, mens forældrene og deres husven Andersen forståeligt nok var dybt fortvivlede, hvad man kan forvisse sig om ved at læse Andersens minutiøse dagbøger.

Viggo kom sig aldrig helt, blev ansat i et ministerium og boede i det lille hus, som hans far, etatsråden, byggede til ham i husets have. Der boede Viggo med sin lille kone, Louise Collin, og sønnen, Sten Drewsen, der har skrevet erindringer om de forfattervenner, der kom i huset, blandt andet J.P. Jakobsen og Holger Drachmann (sidstnævnte huggede senere hans norske kæreste!). Selv fordrev Viggo tiden med at skrive epistler om kærlighedens væsen.

Viggo Drewsens hus købte min kone og jeg intetanende i 1975. Vi bor stadig på matriklen.

Bertel Haarder er medlem af Folketinget for Venstre og præsident for Nordisk Råd.