Prøv avisen
Tårnet i Brande

Bestseller-tårn er en provokerende reklamesøjle, som desværre vedkommer hele Midtjylland

Tårnet i Brande ser ud til at blive til virkelighed, efter det blev godkendt af Ikast-Brande Kommunes byråd i sidste måned. For nyligt blev højhuset kritiseret for, med sine 320 meter at kunne ses fra væsentlige kulturhistoriske steder som Jelling. Det er Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, som vil bygge bydelen ”Bestseller Village & Tower” i Brande med 7000 indbyggere. – Foto: Bestseller/ handout/ Ritzau Scanpix

Jan Hamborg Lundum

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Bygningen vil ene og alene komme til at fremstå som en uhørt høj og provokerende reklamesøjle, skriver viceforstander på Silkeborg Højskole Jan Hamborg Lundum

Det undrer mig ikke, at Akademiraadet har fået talrige opfordringer til at forholde sig til Bestsellers Babelstårn-planer i Brande, som chefredaktør Erik Bjerager kaldte det i sin leder i avisen den 15. marts.

Jeg mener da også, at Merete Ahnfeldt-Mollerup har fat i den lange ende, når hun argumenterer for, at bygningen vedkommer langt flere end beboerne i Brande, da den absurd høje bygning vil kunne ses mange kilometer væk. På den måde er det en sag, der vedkommer hele Midtjylland.

Set i min optik vil bygningen ene og alene komme til at fremstå som en uhørt høj og provokerende reklamesøjle. Udsigten deroppefra skal nok blive god, men den kan man jo søge til det midtjys-ke søhøjland for at opleve, og så kan man endda nyde vinden i ansigtet samtidig og dufte til skovens træer.

Jeg kommer til at tænke på sagen om både Prismet og Bruuns Galleri i Aarhus, der som frygtet blev synlige fra henholdsvis Den Gamle By og fra Ryesgade, hvor den høje Bruuns bygning tårnet sig op som en mørk sky over den arkitektonisk smukke, gamle banegård. Voldsomme fejl i bylandskabet, der ikke står til at ændre.

I Brande ønsker man at bygge et ikon, som ingen i miles omkreds skal kunne undgå at få øje på. Jeg kommer til at tænke på Ikaros. Ikaros, der i den græske myte ønskede at flyve helt op i himlen. Han forsøgte sig, men hans voksvinger smeltede i solen, og han styrtede til jorden. Jeg håber ikke, at Bestseller bygger højere, end vingerne kan bære – eller end fundamentet tillader.

Jeg håber heller ikke, at befolkningen forblindes af det fascinerende ved at få et rekordhøjt bygningsværk i det midt-vestjyske. Når først det står opført, slipper vi ikke sådan lige af med det igen.

Positivt bliver det dog måske, at man i det midt-vestjyske vænner sig så meget til det tårnhøje ikon – hvis det nogensinde bliver bygget – at man i fremtiden vil se mere lyst på, hvis nogen skulle komme med et forslag om at bygge kæmpevindmøller i landskabet.

Møllerne giver jo dog en del lyd af sig, men måske kommer det også til at ske med Bestsellertårnet, hvis først der skabes sprogforvirring eller blot almindelig panisk højdeskræk. Måske giver byggeriet da anledning til, at man om mange år fortæller myten om Bestsellertårnet. Ingen ved det.

Personligt har jeg langt større respekt for kunstneren Piero Manzonis ”Socle du Monde”, som han skabte i 1961 i Herning.

Jordens sokkel. Ganske enkelt og med teksten skrevet på hovedet. Naturligvis.

Se dét er ikonisk og godt tænkt.

Jan Hamborg Lundum er viceforstander på Silkeborg Højskole.