Jeg har med stor interesse læst Katrine Louise Zycek’s kronik i Kristeligt Dagblad den 13. juli 2018. Katrine lider af skizofreni. En sygdom, som hun har kæmpet med siden 2015. Katrine er vred over at blive kaldt ”psykisk sårbar” – en betegnelse, som hun mener giver et forkert indtryk af, at den syge er skrøbelig og svag. Alle vi, der arbejder med – og for – mennesker, der er ramt af en psykisk lidelse, er optagede af, at vi skal bruge et sprog, der ikke diskriminerer eller stigmatiserer.
”Psykisk sårbar” blev introduceret som begreb af Poul Nyrup Rasmussen, da han vendte hjem fra Bruxelles og stiftede foreningen Det Sociale Netværk. Folkene bag netværket var meget optagede af, at man ikke skulle stigmatisere. Derfor gik de ud og spurgte dem, som det handler om – dem, der er ramt af en psykisk lidelse.
Tilbagemeldingen var, at man gerne ville kaldes ”psykisk sårbar”. Begrundelsen for valget var, at vi alle er psykisk sårbare. Nogle er så sårbare, at de udvikler en egentlig sygdom. De så med andre ord begrebet som inkluderende.
Nu siger Katrine Louise Zycek så, at hun opfatter ordet helt modsat. Det er i hendes verden diskriminerende og udstiller hende som værende skrøbelig og svag – hvad hun ikke er.
For mig er dette først og fremmest et eksempel på, at det er svært – grænsende til det umulige – at anvende ord eller sprog, som ikke kan opfattes som diskriminerende og stigmatiserende.
For mig er det nyt, at ordet ”sårbar” kan opfattes diskriminerende på den måde, at man anser mennesker som værende af mindre værdi, hvis de er skrøbelige eller svage. Det ved jeg, at mennesker med psykiske lidelser ikke er. Det kræver noget helt særligt at leve med for eksempel en psykotisk lidelse.
Jeg har derimod mødt mennesker med svære psykiske lidelser, der siger, at de ikke ønsker at blive omtalt som ”sårbare”, for de er og føler sig syge. Ofte meget syge.
En af vores medlemmer i Sind sagde til mig: ”Når jeg er nede med en svær depression, så er jeg ikke ’sårbar’ – så er jeg bare hammer-hammersyg. At omtale et menneske ramt af en svær depression som ’sårbar’ er med til at underdrive problemet.”
Historisk har man omtalt mennesker ramt af psykiske lidelser forskelligt. Sindssyge, dårer, forrykte – bare for at nævne et par ord.
Fælles for alle ordene er, at de med tiden er blevet opfattet som værende diskriminerende. Så er man gået på jagt efter et nyt – og mindre diskriminerende – ord. Blot for at opdage, at det nye ord også kunne opfattes som værende diskriminerende.
Som medlem af regeringens udvalg om psykiatri var jeg i 2012-2013 involveret i en debat om den ”rette” sprogbrug. Først og fremmest blev vi enige om, at man ikke ér sin sygdom. Man er ikke skizofren, men man lider af skizofreni. Det synes jeg personligt er afgørende vigtigt. Man er et menneske – og ikke en sygdom.
Vi blev ligeledes enige om, at vi bør omtale mennesker, der har en psykisk lidelse, som værende ”mennesker med psykiske lidelser”. Dermed – tænkte vi – minimerede vi stigmatiseringen. Efterfølgende har det vist sig vanskeligt at få slået denne sprogbrug fast. Blandt andet fordi det ikke er sprogligt mundret.
Katrine Louise Zycek giver ikke svar på, om det ville være okay for hende, at vi omtaler hende som et menneske, der har en psykisk lidelse. Men jeg tror det.
Lad os tænke på os mennesker som nogle, der alle har en psykisk sårbarhed, og hvor nogle har en sårbarhed, der – kombineret med ydre omstændigheder – kan udvikle sig, så vi ender med at blive ramt af en psykisk lidelse eller sygdom.
Knud Kristensen er formand for Sind – Landsforeningen for psykisk sundhed.