Engang var bibliotekerne for de få og de privilegerede. Men i 1920 vedtog Folketinget den første danske bibliotekslov, hvor formålsparagraffen lød, at det var statens opgave at yde tilskud til biblioteker, der skulle udbrede ”kundskaber og almindelig oplysning”.
Hurra for det! Vi har nu et samfund, hvor alle har adgang til viden, der gør den enkelte i stand til at leve i et foranderligt, moderne og demokratisk samfund. Samtidig blev det at drive et bibliotek professionaliseret. Det var ikke længere den lokale præst eller lærer, der drev en sognebogssamling efter egen smag. Det blev bibliotekarer, uddannet på Statens Biblioteksskole, der på et solidt fundament af klassisk dannelse og biblioteksfaglige færdigheder udvalgte bibliotekets samling og formidlede den til den brede befolkning.
Biblioteksloven er blevet revideret flere gange siden – senest i 2000 for at imødese den digitale udvikling og for at understrege bibliotekets formål om at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet.
Loven har altid været en bred rammelov, der har gjort det muligt for det lokale folkebibliotek at agere i tråd med behovet i lokalområdet og udvikle sig i takt med samfundet.
Nogle steder er bibliotekets tilbud en bogbus, der kører ud til tyndt befolkede områder, andre steder er biblioteket et kulturelt flagskib. Med knap 37 millioner besøgende er folkebibliotekerne Danmarks mest benyttede kulturinstitution, og med den brede målgruppe bør vi huske, at vi bruger bibliotekerne forskelligt. Så der er i høj grad grund til fejring. Mange steder inviterer bibliotekerne alle til at læse for folkebibliotekerne i dag klokken 16.
Herfra skal også lyde en anden opfordring. Den er til politikerne. For 100-årsdagen er også en anledning til at minde om, at selv så gamle og etablerede institutioner som biblioteket kræver, at vi passer på dem.
Desværre holder Folketingets politikere de kommunale folkebiblioteker ud i strakt arm, når det handler om at tage ansvar for, at alle danskere fortsat har et kvalificeret bibliotekstilbud. For i den brede rammelov er der ikke nogen nedre grænse for, hvor lidt man i en kommune kan bruge på sit bibliotekstilbud, og meldingen fra landspolitikerne er, at det er et kommunalt anliggende. Det betyder desværre, at der er kommuner, hvor borgerne ikke får det bibliotekstilbud, de fortjener. Her glemmer man, at bibliotekerne er en langsigtet investering, der står for et sikkert afkast.
For biblioteket og bibliotekarerne skaber stærke læsere blandt kommunens børn og dermed en mere sikker vej gennem uddannelsessystemet, hvor bibliotekarerne underviser i kildekritik og informationssøgning. Et velfungerende bibliotek bidrager til integrationsindsatsen, driver sammen med frivillige den lokale it- eller lektiecafé, nedbryder den sociale arv og skaber fællesskaber.
Engang gjorde bibliotekerne internettet til hvermandseje. I dag gives adgang til ny teknologi via makerspaces, hvor borgernes kreative skaberkompetencer dyrkes, og bibliotekerne bliver centrale, når FN’s hverdagsmål i landets kommuner skal gøres til hverdagsmål.
Bibliotekerne danner og oplyser – som intentionen også var i loven fra 1920 – befolkningen og giver handlekompetencer, og derfor er det hjerteskærende, at bibliotekerne ofte glemmes i de tværfaglige indsatser.
Kære politikere. Lad os sammen fejre bibliotekslovens 100 år og den værdi, bibliotekerne og de ansatte skaber, som stærke kultur- og velfærdsinstitutioner.
Pas nu godt på dem.
Tine Segel er formand for Forbundet Kultur og Information.