Jeg mener ikke, en biskop skal opfordre alle kirkens ansatte til at deltage i en klimaaktion. Ikke fordi det ikke er en god sag, for det er det. Det er de fleste af os enige i. Og skulle der være et par stykker, der ikke er, tilgiver de nok biskoppens gode vilje til at markere samfundsengagement og medansvar for verdens tilstand.
Argumentet mod at kirken blander sig i politiske mærkesager plejer at være, at kirken skal være kirke for alle, og at en eller flere biskopper ikke kan tale på hele kirkens vegne eller udstede dekreter om, hvilken politisk profil kirken skal have.
Alligevel er det ikke det, der anfægter mig ved biskop Henrik Stubkjærs udmelding. For jeg kan sagtens forestille mig situationer og kritiske undtagelsestilstande, hvor der kaldes på en klar og samlet kirkelig protest, og hvor det kirkelige lederskab må træde i karakter.
Klimakrisens største fjender er vores lammende frygt for fremtiden, og den skal kirken ikke være med til at tænde yderligere op under. Der er rigeligt med dommedagsangst i forvejen. Tværtimod er der stærkt brug for, at kirken gør lige netop det, som er dens egentlige evangeliske ærinde, nemlig at forkynde håb og tro ind i en tid, hvor børn er så skræmte af de voksnes klimasnak, at de ikke kan falde i søvn om aftenen. Og hvor unge mennesker ikke tør sætte børn i verden, når Jorden alligevel snart går under.
Jeg går stærkt ind for alle aktioner og demonstrationer, der kan vække os til dåd. Greta Thunbergs overspændte vrede har også sin plads i det spil. Hun er som Johannes Døberen, der stod med græshoppeben mellem tænderne og råbte, at ”øksen ligger ved træets rod, parat til at hugge”. Han prikkede til den menneskelige magelighed og den dårlige samvittighed. Han råbte om synd og omvendelse.
Men ligesom Thunberg havde Døberen ikke selv nogen syndsbevidsthed. Og ligesom han kan hun heller ikke stå alene. Hans rolle var at pege hen på ham, der var større. Kirken skal minde os om, at vi ikke er overladt alene til os selv her på denne jord, og at vi lever inde i et stort gudsskabt univers, der slet ikke har vist os alle sine muligheder endnu.
Eva Holmegaard Larsen er sognepræst i Nødebo og teologisk konsulent i Helsingør Stift