PÅ KRISTELIGT Dagblads debatsider løber i øjeblikket en diskussion om kvaliteten og relevansen af økumeniske relationer mellem de forskellige kirkesamfund.
Det er der i og for sig ikke noget nyt i. Med jævne mellemrum er denne debat dukket op i de 70 år, Kirkernes Verdensråd nu har eksisteret som det formaliserede fællesskab, der omfatter 348 kirker fra mere end 120 lande.
Alligevel er der noget ironisk over, at den atter melder sig netop på et tidspunkt, hvor det praktiske samarbejde både herhjemme og ude i verden befinder sig på et absolut højde punkt.
Den danske folkekirke og Metodistkirken i Danmark har for eksempel efter mange års tæt samarbejde i dette forår indgået en historisk bilateral aftale ”Én tro, én dåb, én nåde”. Den blev fejret ved to gudstjenestelige markeringer i henholdsvis Strandby Metodistkirke og Københavns Domkirke i marts.
Det centrale udsagn i den anledning kom fra Aalborgs biskop Henning Toft Bro:
”Der er stadig teologiske forskelle mellem kirkerne, men med aftalen viser vi, at vi har etableret et rigtig godt forhold til hinanden, og at der er fine muligheder for det fremtidige samarbejde.”
Økumenisk dialog sigter med andre ord ikke mod at udviske identitet. Teologisk forskellighed er tværtimod dens forudsætning.
I DENNE ÅND ARBEJDER kirkesam fund i Danmark også just nu intenst sammen om at arrangere Himmelske Dage på Heden i Kristi himmelfartsdagene 2019.
Stedet er Herning, men programmet kommer ud i alle hjørner af teologisk og kirkelig virkelighed.
Der kommer internationale gæster fra alle de store kirker, der bliver højmesser, lovsangsgudstjenester, gospel- og rockkoncerter, debatter og teater, knivskarpe formuleringer og favnende oplevelser.
Denne smeltedigel slipper ingen af arrangørerne umærkede fra. Dels lærer de af hinanden, dels anfægtes de over, hvorfor vi til daglig lever så adskilte, som vi gør.
Også ude i verden kommer skridtene i den økumeniske tilnærmelse til syne. Pave Frans har netop besøgt Kirkernes Verdensråds Centralkomité i Genève, selvom den katolske kirke ikke er medlem af rådet, men har observatørstatus.
Her holdt paven en prædiken i tilknytning til verdensrådets arbejdsvision for de kommende år. Den kom ikke med en løsning på de teologiske stridspunkter mellem den katolske kirke og medlemskirkerne i verdensrådet, men som paven sagde:
”Vore forskelle må ikke blive undskyldninger. Selv nu kan vi vandre i Ånden: Vi kan bede, evangelisere og tjene sammen. Det er muligt, og det behager Gud. At vandre, bede og arbejde sammen: Det er den store sti, som vi er kaldet til at følge. Og den sti har et klart mål, nemlig enhed.”
DERMED KOM PAVEBESØGET i Genève til at ligge i tematisk forlængelse af besøget i Sverige i 2016. Som blandt andet førte til, at de romersk-katolske bistands- og udviklingsorganisationer i Caritas Internationalis og Det Lutherske Verdensforbunds hjælpeorgan World Service indgik en samarbejdsaftale om modtagelse af flygtninge, fredsarbejdet og klimaretfærdigheden.
Som formand for Danske Kirkers Råd glæder det mig, at vi sidste år, i fællesskab mellem alle medlemskirkerne med undtagelse af de ortodokse kirker, kunne udgive et lille inspirationshæfte med titlen ”Noget om den kristne tro”, hvor vi viser, at der midt i 500-året for Reformationen, der førte til kirkesplittelse, stadig er mere, der samler os end adskiller.
Og som formand for Det Lutherske Verdensforbunds komité for World Service glæder det mig, at vi sammen med det katolske Caritas nu har ind gået en aftale for i fællesskab at hjælpe nogle af verdens mest sårbare mennesker.
Dette samarbejde mellem kirkelige organisationer fra forskellige kirker, vil give ny energi til den økumeniske dialog og dermed styrke arbejdet for større fællesskab og gensidig anerkendelse, samtidig med at det er synlige eksempler på kirkens eksistens i verden.
Henrik Stubkjær er biskop i Viborg Stift.