Biskop: Det undrer mig meget, at kirkeordførere siger, at de ikke har mødt ønsker om genåbning

Det er min bøn, at vi må få en afklaring i god tid, så vi kan nå at implementere de nye retningslinjer i ordentlig tid. Og ”god tid” det er - nu

Kirker må atter holde udendørs gudstjenester med op til 50 personer - lige som her, hvor der blev afholdt julegudstjeneste i det fri i 2020. Biskop Henrik Stubkjær har imidlertid en bøn: Lad også kirkerne få del i den forestående begyndende åbning af vores samfund.
Kirker må atter holde udendørs gudstjenester med op til 50 personer - lige som her, hvor der blev afholdt julegudstjeneste i det fri i 2020. Biskop Henrik Stubkjær har imidlertid en bøn: Lad også kirkerne få del i den forestående begyndende åbning af vores samfund. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix.

Fra flere sider har det lydt, at folkekirken ikke har meldt ud i forhold til ønsker for en begyndende genåbning af vores samfund.

Således har jeg set flere partiers kirkeordførere citeret for, at de ikke har mødt ønsker om genåbning af kirkerne op imod påske.

Det undrer mig meget, da jeg tror, at alle vi biskopper i forskellige medier har været ude med ønsker til en begyndende genåbning inden påske og efterspurgt en afklaring i god tid, så vi kan få tid til at implementere nye og mere lempelige restriktioner.

Kirkerne har vist, at vi kan håndtere gudstjenester og kirkelige handlinger på forsvarlig vis, hvilket Sundhedsstyrelsens undersøgelse for nyligt dokumenterede. Vi afholder cirka 2000 gudstjenester hver uge, og hidtil kan de tilfælde, hvor man mener at kunne henføre en smittesituation til kirkerne, nok tælles på en hånd. Samtidig er der brug for, at vi igen får åbnet for vore diakonale og sociale tiltag i forhold til de målgrupper, som lider voldsomt i denne coronatid.

Derfor er min bøn til politikerne:

Lad også kirkerne få del i den forestående begyndende åbning af vores samfund. Vi står over for kirkens største højtid her i påsken – hvor håbet forkyndes midt ind i verden med dens sorger og glæder.

Konkret kunne jeg ønske mig, at vi som første skridt fra palmesøndag vendte tilbage til restriktionerne fra den 21. december, som betød, at gudstjenesternes længde måtte være op til 50 minutter.

At afstandskravet var to kvadratmeter pr. person og afstanden mellem personer, hvis der synges, skal være to meter.

At man kan flytte gudstjenesterne udendørs, og hvis man hovedsageligt sidder ned med ansigterne i én retning må være op til 500 mennesker.

Jeg glæder mig over regeringens seneste udmelding om, at man nu må samles 50 mennesker uden for til gudstjeneste i påsken, men det vil give endnu mere mening, hvis man vendte tilbage til restriktionerne fra den 21. december, da dette vil betyde, at vi kan afholde næsten normale gudstjenester i påsken, og at man ved begravelser og bisættelser vil kunne være cirka dobbelt så mange som nu.

Endelig har vi brug for at kunne genåbne sorggrupper for pårørende, samtalegrupper for børn og unge, sociale væresteder med videre.

Det er min bøn, at vi må få en afklaring i god tid, så vi kan nå at implementere de nye retningslinjer i ordentlig tid. Og ”god tid” det er nu.

Henrik Stubkjær er biskop i Viborg Stift.