”Det er en frygtelig historie!”, skrev en præst, og det omme i den ende af landet, hvor historien ikke var passeret. ”Det er en frygtelig historie i folkekirken! Biskopperne sammenligner gudstjenesten med en øde ø, og de plukker de liturgiske led af gudstjenesten for at tækkes tidsånden! Det er godt, at vi er mange, der opponerer imod det!”. Og så skrev hun, så pibekraverne rejste sig på de andre præster, og provsten lod kaffekoppen falde. Og det er ganske vist!
Men vi vil begynde med begyndelsen, og den var i den anden ende af landet. En journalist fra DR Nordjylland kontaktede biskoppen i Lolland-Falster, fordi han havde hørt, at man i Aalborg Stift holdt korte gudstjenester på en halv time. Han havde derfor interviewet biskoppen i Aalborg om hans geniale påfund.
Nu ville han høre, om det var noget, man kunne blive inspireret af andre steder i landet, så man kunne lokke flere unge mennesker i kirke.
Biskoppen i Lolland-Falsters Stift forklarede indledningsvist journalisten, at der var noget, han havde misforstået. For trods den nordjyske biskops mange gode tiltag, så var gudstjenester på en halv time ikke hans opfindelse, men skyldes coronarestriktioner fra Kirkeministeriet gældende for alle landets kirkesamfund.
Biskoppen forklarede journalisten, at man i hele landet havde været nødt til at skære i liturgien for at kunne følge Kirkeministeriets retningslinjer.
Da journalisten ikke vidste, hvad liturgi er, forklarede biskoppen, at det er de forskellige led, som gudstjenesten består af: salmer, bønner, tekstlæsninger, prædiken og altergang. Med kun 30 minutter til en gudstjeneste, er det som med børnelegen, hvor man kun må have 10 ting med ud på en øde ø. Man bliver nødt til at vælge noget fra. Derfor havde man for eksempel i nogle kirker prioriteret prædiken den ene søndag og altergang den næste.
Da journalisten så ville vide, om det var noget, man i kirken vil gøre fremover, svarede biskoppen, at de korte gudstjenester ikke er en ny opfindelse. For eksempel holder man mange steder morgenandagter på hverdage og spaghettigudstjenester på kun en halv time, der passer bedre til familier med småbørn. Men selvfølgelig kan man lære af corona-erfaringerne og gudstjenesterne på de 30 minutter, der har vist sig at kunne noget, svarede biskoppen. Hertil konkluderede journalisten, at så havde man da ladet sig inspirere af Aalborg-biskoppens initiativ.
Pyt, tænkte biskoppen, sådan faldt det interview ud. Dagen efter var der en overskrift på DR’s hjemmeside: ”Ind og ud på en halv time: Lyn-gudstjenester skal lokke flere i kirke.” Men historien sluttede ikke her, for en præst kunne ikke sove, for hun havde hørt det, og dog ikke hørt det – som man jo skal i denne verden for at leve i sin egen tryghed. Hun måtte dog fortælle det til sine kollegaer. Så hun satte sig til tastaturet og skrev fluks til en af landets store aviser: ”Det er et fantastisk særpræg ved gudstjenesten, at den kan være nærmest provokerende langsommelig,” for kirken skal ikke bare følge tidsånden, men provokere den.
Det kom en anden præst for øre, og hun tudede ”hu-hu! Uhuh”, og straks satte hun også fingrene til tastaturet og skrev til en anden af landets store aviser. ”Har I hørt det! Har I hørt det! Uhuh! Der er biskopper, der plukker de liturgiske led af højmessen bare for at tækkes tidsånden! Og tænk, en biskop sammenligner gudstjenesten med en øde ø, eller er det mon kirken i det hele taget?”.
Og det kom i avisen og det blev trykt – og det er ganske vist! En lille fjer kan nok blive til fem høns og to ugudelige biskopper.
Marianne Gaarden er biskop i Lolland-Falsters Stift.