Tidligere biskop: Kan vi ikke tilgive, er det dybest set værst for os selv

Den, der går til Gud i bøn og tro, må og kan finde hvile i tilgivelsen, skriver tidligere biskop Elisabeth Dons Christensen

Jeg ved godt, at det er svært for kirken at komme igennem lydmuren og tale om skyld og tilgivelse i en tid, hvor vi helst alle vil være søde og rare og humane. Og hvor vi hellere vil bortforklare, hvorfor vi handlede, som vi gjorde, end erkende, at det, vi gjorde, var forkert, skriver tidligere biskop Elisabeth Dons Christensen.
Jeg ved godt, at det er svært for kirken at komme igennem lydmuren og tale om skyld og tilgivelse i en tid, hvor vi helst alle vil være søde og rare og humane. Og hvor vi hellere vil bortforklare, hvorfor vi handlede, som vi gjorde, end erkende, at det, vi gjorde, var forkert, skriver tidligere biskop Elisabeth Dons Christensen.

Tidligere biskop i Lolland-Falsters Stift Steen Skovsgaard efterlyser her i Kristeligt Dagblad i en anmeldelse den 24. januar en debat om min påstand om, at Guds tilgivelse aldrig er afhængig af vores. Han spørger, hvordan påstanden forholder sig til Jesu ord fra Lukasevangeliet, kapitel 6: ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse”. Det sker nobelt i hans anmeldelse af debatbogen ”Udfordringer til kirken” udgivet i anledning af Kirkeligt Centrums 120 års eksistens.

Men alligevel måber jeg lidt, for er det da ikke det, det hele drejer sig om i kristendommen? At Gud er mere rummelig, end vi er? At Guds magt og kærlighed er større end vores? At Gud derfor også kan tilgive der, hvor vi mennesker forkrampede bliver i fordømmelsen?

Det må da være den røde tråd i al evangelisk kristendom. Ellers har jeg været helt galt afmarcheret hele mit liv. Neden under denne røde tråd kommer så det helt specielle i kristendommen, nemlig, at vores relation til Gud hænger inderligt sammen med vore relationer til vore medmennesker. Men hovedsætningen er altid, at Gud elskede os først.

Akkurat som min moster lærte mig i min barndom i ”Den lille bibel” i Johannesevangeliet, kapitel tre: ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Og videre i vers 17: ”Gud sendte ikke sin søn til verden, for at han skulle dømme verden, men for at verden skulle frelses ved ham”.

Derfor er også vi sat frie til at gå ud i verden og elske, tilgive og begynde igen og igen. Så godt som overhovedet muligt.

Den, der går til Gud i bøn og tro, må og kan finde hvile i tilgivelsen. Vi må tilgive af glæde og tak over, at vi selv har tilgivelsens mulighed. Derfor ordene: ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse”. Kan vi ikke tilgive, så er det dybest set værst for os selv, for da bliver vi i fordømmelsen, af andre, af livet og af os selv. Og da er Guds rige så fjernt fra os som himmel fra helvede.

Det er så enkelt. Men jeg ved godt, at det er svært for kirken at komme igennem lydmuren og tale om skyld og tilgivelse i en tid, hvor vi helst alle vil være søde og rare og humane. Og hvor vi hellere vil bortforklare, hvorfor vi handlede, som vi gjorde, end erkende, at det, vi gjorde, var forkert. Det er faktisk også derfor, jeg skriver om begreberne i en debatbog, der hedder ”Udfordringer til kirken”.

Elisabeth Dons Christensen er tidligere biskop i Ribe Stift.