Det er en amputeret oplevelse at bære sin kære til graven eller den lille pode til døbefonten uden salmesang, alt mens præsten hastigt kaster et blik på uret. Maksimum 30 minutter! Længere tid må det ikke vare.
Rundt om i det kirkelige landskab høres dybe suk og høje beklagelser over de nuværende restriktioner, og man undrer sig over, at folkekirken ikke er en del af den politiske genåbning af landet op til påske.
Vi er fælles om pandemien, og vi har brug for et sted, hvor fællesskabet får mund og mæle – det sker i kirkerne. Når vi synger, trækker vi vejret i takt. Og når vi ånder sammen, bliver vi et åndsfællesskab. Det styrker oplevelsen af at være en del af en helhed, for intet menneske er en øde ø.
Coronanedlukningen har om noget lært os, hvor værdifuldt samværet med andre mennesker er. Åndsfællesskabet bidrager til at binde os sammen som et folk.
Kirken er vigtig, ikke kun for den enkelte troende, men for hele samfundet. Kirke og kultur er vævet tæt sammen i Danmark.
De kristne værdier har i mere end 1000 år været en del af kulturen. Søndag efter søndag forkyndes et menneskesyn, hvor vi opfordres til at tage vare på hinanden, udvise næstekærlighed, tage hensyn til den syge og den sårbare, da vi alle er skabt i Guds billede med lige værdighed. Det er det bagtæppe af kristne værdier, som myndighederne har i ryggen, når der appelleres til samfundssind.
Og danskernes ageren under coronakrisen har vist os, at vores dna stadigvæk er bundet op på de kristne værdier.
Nu står påsken for døren, kirkens største højtid. Sidste år var kirkedørene landet over lukkede. Dengang vidste vi ikke, hvad vi stod over for. Det gør vi nu. Der er holdt over 150.000 gudstjenester og kirkelige handlinger, siden coronapandemien kom til Danmark, og folkekirken har hele vejen fulgt sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Lillejuleaften blev der indført skærpede restriktioner, og Sundhedsstyrelsen anbefalede på dét tidspunkt, hvor vi stod midt i en alvorlig vinterbølge, ud fra et forsigtighedsprincip, at kirkerne skulle undlade salmesang. Den situation står vi heldigvis ikke i længere.
Derfor sender præster, provster og biskop i Lolland-Falsters Stift en bøn, ikke kun til Vorherre, men også til myndighederne: Tænk kirkerne med i den fremtidige genåbning af samfundet, lad os få sangen tilbage i kirkerne sammen med de retningslinjer, der var gældende frem til jul.
Marianne Gaarden er biskop over Lolland-Falsters Stift. Indlægget er skrevet på vegne af alle provster og de fleste præster i Lolland-Falsters Stift.