Prøv avisen
Debat

Biskop: Samtalen om virtuel nadver er vigtig under coronasmitten

”Nadverens væsen er fællesskabsstiftende,” skriver biskop Marianne Christiansen. – Foto: Leif Tuxen.

Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg håber, at vi også i denne undtagelsesprægede tid kan fejre nadver på de måder, som er mulige og betydningsfulde for hver enkel og i overensstemmelse med den nåde, nadveren formidler, skriver biskop Marianne Christiansen

I forbindelse med coronasmittens adskillelse af mennesker, har spørgsmålet om virtuel nadver meldt sig: Giver det mening at fejre nadver uden at være i samme rum, men på den måde, at man, dér hvor man nu befinder sig, tager et stykke brød og lidt vin samtidig med, at man lytter til indstiftelsesordene via elektroniske medier?

Der kan siges for og imod, og det bliver der. Det følgende er derfor ikke et forsøg på at lukke samtalen, men snarere at lade forskellige standpunkter stå klart.

Et sakramente er i folkekirkens evangelisk-lutherske forståelse en hellig handling, der er indstiftet af Kristus og formidler nåden. Det består af ord og tegn, der modtages i tro.

Det er desuden folkekirkens orden, at menigheden har udpeget nogle bestemte personer til at forvalte sakramenterne. Det er præstens opgave. Hvis man begynder at holde nadver uden en præst, regnes det for en splittelse af fællesskabet.

For og imod virtuel nadver:

Man kan argumentere for, at det giver mening at holde nadver, når indstiftelsesordene lyder via radioen, fjernsynet, telefonen med videre, talt af en præst, der er indsat til at forvalte sakramenterne.

Det meningsgivende beror her på, at ordet lyder over det brød og vin, man nu har for sig, og det modtages i tro.

Det beror på samtidigheden.

Det beror på en fælles kirkeordning, hvor den, der indstifter nadveren, er kaldet til det af en menighed.

Dette taler desuden ind i en tid, hvor mange mennesker har nettet og de virtuelle fællesskaber som en del af deres daglige liv og oplever et ægte venskab og fællesskab gennem kommunikationsmidlerne. Mennesker, der er adskilt, kan for eksempel sætte sig foran kommunikationsmidlet og spise ”sammen” via Facetime.

Imod dette taler, at den gensidige relation ikke er til stede ved en optagelse eller en transmission af en nadverfejring. Heller ikke virtuelt. Den, der hører ordene, er ikke tilstede i det samme rum som den, der siger ordene. Via Skype og Facetime eller andet fælles lydmøde ville der være en virtuel relation, men det ville af tekniske årsager blive en begrænset gruppe.

Tegnet, brød og vin, bliver ikke delt, for vi sidder med hver vores. Det er ikke det samme, vi spiser af.

Et tilsvarende problem ville opstå, hvis man forestillede sig en dåb via radio eller fjernsyn, hvor præsten eller en anden siger døbeordene, og dåbskandidaten selv skal øse vand over sig.

Man kan sige, at dette er en nødsituation. Hvis et menneske oplever det som en nødsituation ikke at kunne komme til alters, og igennem det mediebårne ord føler sig som en del af det åndelige og legemlige fællesskab ved at spise brød og vin som indstiftet via kommunikationsmidlet, så er det til trøst og opbyggelse.

Vi ser en tilsvarende tendens til at tage del i fællessang, formidlet gennem radioen. Selv om gensidigheden ikke er til stede, bringer det alligevel en form for samhørighed og samtidighed. Sakramentet tager næppe skade af det, for den virtuelle fejring giver kun mening som afledt af den fysisk tilstedeværende fejring – altså i en nødsituation, hvor man er afskåret fra det.

For mange mennesker vil den virtuelle form af nadveren imidlertid ikke kunne erstatte den fysiske og relationelle fejring. Og for en del forekommer den af ovennævnte grunde meningsløs.

Det er til enhver tid vigtigt at minde om, at man altid kan kalde på en præst til at holde hjemmeberettelse – det vil sige: komme ud og holde nadver, når mennesker beder om det og er forhindret i at komme i kirke.

I den nuværende situation skal det naturligvis ske inden for de restriktioner og forholdsregler, som gælder på grund af smittefaren, for eksempel kunne det foregå i det fri. Det er en af de vigtigste opgaver for en præst at være til stede med sakramenterne så vidt, det overhovedet er muligt.

I en artikel, der udkommer på fredag i Præsteforeningens Blad, reflekterer provst Betty Grønne Ahrenfeldt over måltidets betydning og spørgsmålet om ”fjernnadver”.

Hun tilføjer nogle vigtige betragtninger om muligheden for at styrke det fysisk nærværende måltidsfællesskab – altså ikke nadver, men almindeligt måltidsfællesskab ved særligt i påsken at (gen)indføre andagten i forbindelse med måltidet: bibellæsning, sang og udvidet bordbøn med tak for livets gaver og forløsningen i Kristus. Det er ikke en erstatning for nadveren. Men det er en styrkelse af påskefejringen og af måltidsfællesskabet.

Nadverens væsen er fællesskabsstiftende. Jeg håber, at vi også i denne undtagelsesprægede tid kan fejre nadver på de måder, som er mulige og betydningsfulde for hver enkel og i overensstemmelse med den nåde, nadveren formidler.

Marianne Christiansen er biskop i Haderslev Stift.