Prøv avisen

Biskop: Selvfølgelig velsigner vi de døde

Der findes præster, der argumenterer for, at det teologisk ikke giver mening at velsigne de døde, da de allerede er hos Gud. Men for både sygehus- og hospicepræster og for almindelige sognepræster, der er i tæt kontakt med mennesker, der har mistet en kær, er det imidlertid ud fra et sjælesørgerisk perspektiv indlysende at velsigne de døde, skriver biskop. Foto: Jens Welding Øllgaard

Marianne Gaarden

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Når vi velsigner den døde, velsigner vi derfor også de efterladte og deres relation til afdøde. Så selvfølgelig velsigner vi de døde, skriver Marianne Gaarden

Når en elsket dør uden at være døbt, kan det vække uro hos de efterladte for, om afdøde nu også vil være favnet af Guds kærlighed i det hinsides. Folkekirken praktiserer ikke dåb af døde, men velsignelsen kan i dette tilfælde træde i stedet og favne både afdøde og deres efterladte og deres relation.

På et nyligt møde med præster i Region Sjælland, der arbejder inden for sundhedsvæsenet, samt regionens to biskopper blev velsignelsen af døde drøftet.

En sygehuspræst, der for nylig har bidraget til udfærdigelsen af sygehusets vejledning til personalet i forbindelse med dødfødte børn, rejste spørgsmålet om, hvorvidt man kan velsigne de døde. I folkekirken døber vi ikke de døde, men selvfølgelig velsigner vi dem.

For et par år siden deltog godt 200 præster i en konference, hvor forfatteren Merete Pryds Helle holdt et oplæg. Hun læste lidt op af en bog, som hun har skrevet.

Afsnittet handlede blandt andet om en præst, der ikke ville døbe et dødfødt barn. Merete Pryds Helles indignation var ikke til at tage fejl af. I den efterfølgende dialog fortalte forfatteren, at hun også havde hørt om præster i virkeligheden, der ikke ville døbe et dødfødt barn. Det fik med det samme de cirka 200 præster i salen til at reagere: ”Jamen vi døber ikke de døde,” lød det enstemmigt.

Stedfortrædende dåb for de døde er ikke en del af folkekirkens trospraksis, og sådan har det været, lige siden kirkefædre som Tertullian beskæftigede sig med spørgsmålet. I dag er det ganske få trosretninger såsom mormonerne, der praktiserer dåb på andres og afdødes vegne.

Merete Pryds Helle insisterede imidlertid på, at hun havde hørt om præster, der døbte de døde. Og det syntes hun da også var på sin plads, så barnet ikke var fortabt! Den næste kollektive reaktion fra de mange præster var, at vi selvfølgelig ikke tror, at et barn går tabt, fordi det ikke er døbt. En præst foreslog, at det, forfatteren havde hørt om, var præster, der velsigner de døde: ”For selvfølgelig velsigner vi de døde.”

Der findes præster, der argumenterer for, at det teologisk ikke giver mening at velsigne de døde, da de allerede er hos Gud. Men for både sygehus- og hospicepræster og for almindelige sognepræster, der er i tæt kontakt med mennesker, der har mistet en kær, er det imidlertid ud fra et sjælesørgerisk perspektiv indlysende at velsigne de døde.

Når forældre mister deres nyfødte barn, eller når nybagte forældre står med et dødfødt barn, er det ren sjælesorg for dem, at præsten velsigner den døde. For de pårørende er det et tegn på, at den døde er hos Gud. Det giver en form for trøst at vide, at den døde er favnet af Guds kærlighed.

En sygehuspræst fortalte mig, at hun en nat stod ved en dødfødt og skulle forklare forældrene, hvorfor vi ikke døber døde børn. Præsten forklarede, at Gud tog sig af forældrenes barn, uanset om barnet var døbt eller ej. Da sagde faderen:

”Jeg ved godt, at min kone elsker mig, men alligevel vil jeg gerne have et kys.”

Præsten fortalte mig senere, at det havde føltes tillokkende at hjælpe forældrene ved at døbe deres døde barn. Derfor var hun glad for i stedet at have et velsignelsesritual, hvor barnets navn kunne nævnes.

For forældrene kan det opleves som et guddommeligt kys, en kærlighedserklæring til deres døde barn, at præsten velsigner den døde. Så selvfølgelig velsigner vi de døde af sjælesørgeriske grunde.

Hvad så med de teologiske grunde? Ved begravelser og bisættelser stiller præsten sig ikke foran kisten i kirkerummet, når han eller hun lyser den aronitiske velsignelse. Præsten stiller sig altid bag ved kisten, så både den døde i kisten og de pårørende på kirkebænken modtager velsignelsen, som er en påmindelse om, at både levende og døde er favnet af Gud.

Det giver for mig at se rigtig god mening teologisk. Det er både de levende, den døde og deres relation, der bliver velsignet, for intet menneske er en øde ø.

To be is to be related, lyder et engelsk ordsprog. Mennesket er et relationelt væsen, der bliver til i forhold til andre. Vi lever vores liv i relation med hinanden. Ethvert menneske er unikt, og enhver kærlighedsrelation kalder noget enestående frem i os.

Når et menneske, som vi elsker, dør, er det derfor både den afdøde og den relation, vi havde til afdøde, vi sørger over. Vi mister både den døde og det, vi havde sammen.

Når vi velsigner den døde, velsigner vi derfor også de efterladte og deres relation til afdøde. Så selvfølgelig velsigner vi de døde.

Marianne Gaarden er biskop i Lolland-Falsters Stift.