Debatten om det såkaldte Kairos-dokument, forfattet af palæstinensiske kristne, viser, at dokumentets anliggende nemt drukner dels i tovtrækkeri om ordet synd, dels i en unuanceret forståelse af, hvad teksten skriver om zionisme.
Teksten siger, at støtte til undertrykkelsen af det palæstinensiske folk er en synd. En synd, altså ikke synden selv, men en syndig handling. Dokumentets forfattere henholder sig til en alment kristen forståelse af synd som overtrædelse af Guds bud og som brud på fællesskabet med Gud og mennesker.
Hvordan kan undertrykkelse og overgreb ikke være en synd? Det kan det i den forståelse, dokumentet er oppe imod, nemlig en bestemt kristen forståelse, der bruger Bibelen og teologien som en ideologi, der skal fratage et folk retten til deres jord og livsbetingelser. En ideologi, der så at sige bruger Det Gamle Testamente som en matrikelbog. Det er over for denne kristne teologi og ideologi, det er nødvendigt at pege på undertrykkelsen som syndig.
Zionisme er mange ting, og jeg kender mennesker, der beskriver sig som zionister og samtidig forsvarer palæstinensernes sag. Kairos-dokumentet peger udtrykkeligt på en bestemt form for zionisme, nemlig som ”en teologi og en ideologi, som legitimerer ét folks ret til at nægte et andet folk menneskerettigheder”. Det er kristent funderet støtte til den form for tænkning, som i dokumentet defineres som uforenelig med kristen tro.
Jeg mangler at høre, hvordan støtte til denne form for zionisme skulle kunne være forenelig med den kristne tro.
De ulovlige bosættelser og annekteringer æder sig kraftigt ind på de anerkendte palæstinensiske landområder og ødelægger livsbetingelserne for mennesker, der lever under besættelsen. Det er svært at forstå, at man ikke må sige det højt i offentligheden uden at blive beskyldt for antisemitisme.
En tidligere israelsk soldat, der nu leder den israelske organisation Breaking the Silence, formulerede det sådan, da han viste rundt i det ødelagte Hebron: ”Af kærlighed til det jødiske folk og respekt for staten Israel kan jeg ikke stiltiende acceptere, at Israel optræder om en uretmæssig besættelsesmagt.”
Derfor er jeg ikke enig i, at min støtte til et opråb for de mennesker, der dagligt lider under overgreb, kan ses som en kritik af staten Israels ret til at eksistere eller af det jødiske folk. Tværtimod.
Staten Israel trues selv af den uretfærdighed, der begås mod det palæstinensiske folk. Kairos-dokumentet peger på konsekvenserne af den kristne ideologi, der bærer ved til konfliktens bål – det bål, der truer såvel det palæstinensiske som det jødiske folk.
Marianne Christiansen er biskop i Haderslev Stift.