Bekymret sognepræst til biskop: Gudstjenesten skal ikke kvæles i snak

Hvis biskopperne er i vildrede med, hvad gudstjenestens væsen og mening er, kunne de begynde med at arbejde i deres studerekammer, før de kastede liturgien op i luften og bad om andres bud på, hvordan de skal samle den igen

Eftersom den fuldkomne gudstjenesteform ikke findes her på Jorden, er der god grund til at være varsom med at ændre på en form, der gennem tiden har vist sin brugbarhed. Foto: Kåre Gade

BISKOP Marianne Christiansen har den 12. februar svaret på Elisabeth Jensens og min kritik af formen på de møder, som angiveligt skal befordre en bred folkelig debat om folkekirkens liturgi.

Det har kun bestyrket mig i min frygt for de vejledende og inspirerende samtaler mellem biskop, præst og menighedsråd, som biskoppernes tilsyn muligvis skal udmøntes i. Det vil ske, hvis debatten ender med at lempe den nuværende grad af autorisation.

Jeg var på forhånd bekymret for, at sådanne samtaler i praksis ville blive redskaber til at presse præster, der ønsker at holde sig til den hidtidige gudstjenesteordning, til at indføre ændringer, de ikke bryder sig om.

Biskoppens svar gør ikke min bekymring mindre.

For det første svarer biskoppen ikke på min og Elisabeth Jensens kritik, som netop var, at der på de afholdte liturgimøder ikke bliver mulighed for en bred debat, fordi debattens retning styres minutiøst af indbyderne. Tværtimod farer biskoppen fort med lovprisningen af den brede og åbne drøftelse.

For det andet er biskoppens gengivelse af vore synspunkter usaglig og demagogisk. At vi er nogle, der mener, at det er ønskeligt med en vis træghed i de liturgiske ændringer, er ikke ensbetydende med, at vi betragter 1992-ordningen som den eneste rette måde at holde gudstjeneste på. Men eftersom den fuldkomne gudstjenesteform ikke findes her på Jorden, er der god grund til at være varsom med at ændre på en form, der gennem tiden har vist sin brugbarhed.

At det er biskoppens embede som tilsynsmand at skride ind over for den liturgiske selvtægt, som biskoppen selv på et møde har angivet som årsagen til den igangsatte liturgidrøftelse, bliver af biskoppen affejet med det karikerede billede af biskoppen som en liturgisk lænkehund, der sætter tænderne i alle, der kommer uden for ordningens kreds. Vi mener nu nok, at tilsynspligten sagtens kan udføres mere værdigt og stilfærdigt.

Under alle omstændigheder er det indtil videre bispernes embede at føre tilsyn med præsternes omgang med den autoriserede liturgi. Og når den liturgiske selvtægt er blevet så omfattende, at biskopperne finder, den kalder på muligheden for større frihed, så er og bliver det et vidnesbyrd om, at bisperne har forsømt deres tilsynspligt.

MARIANNE CHRISTIANSEN SLUTTER sit svar med at skrive, at ”det må være et adelsmærke for en evangelisk-luthersk kirke at være i samtale om, hvad evangeliet betyder, hvordan det skal udtrykkes, og hvordan vi skal takke og bede. Hvad skal vi ellers tale om?”.

Jovist, præsterne – og bisperne – skal hele tiden bedrive teologi. Og hvis bisperne er i vildrede med, hvad gudstjenestens væsen og mening er, kunne de begynde med at arbejde i deres studerekammer, før de kastede liturgien op i luften og bad om andres bud på, hvordan de skal samle den igen.

Men kirkens adelsmærke er nu først og fremmest, at evangeliet forkyndes og høres, og vi takker og beder – og ikke en evindelig snak om, hvordan vi gør det.

Det turde være en af grundene til at have en forordnet liturgi – at gudstjenesten ikke skal kvæles i snak, men give rum for Guds ord, som vi skal hjem at leve vort daglige liv på.

Hjemme hos os snakker vi heller ikke dagen lang om, hvordan vi skal spise. Men vi dækker bord og holder bordskik for at spise og få kræfter til dagens opgaver.

Agnete Raahauge er sognepræst i Hørup og redaktør af tidsskriftet Tidehverv.