Biskop svarer på kritik: Det er ødelæggende at gøre tro og viden til hinandens modsætninger

En sognepræst må naturligvis mene, hvad han vil om videnskabelige teorier – og ytre sig om det. Når det imidlertid udgives i sognets kirkeblad, bliver det en sag for offentligheden, skriver Marianne Christiansen, der er biskop over Haderslev Stift

Jeg håber, at vi aldrig kommer tilbage – eller frem – til at gøre tro og viden til hinandens modsætninger. Det er ødelæggende for begge dele. Derfor har jeg reageret på den artikel, som sognepræst Mads Jakob Thorlund Jakobsen har offentliggjort i sognets kirkeblad, skriver biskop Marianne Christiansen.
Jeg håber, at vi aldrig kommer tilbage – eller frem – til at gøre tro og viden til hinandens modsætninger. Det er ødelæggende for begge dele. Derfor har jeg reageret på den artikel, som sognepræst Mads Jakob Thorlund Jakobsen har offentliggjort i sognets kirkeblad, skriver biskop Marianne Christiansen. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Det har vakt opsigt, at jeg offentligt har kritiseret et indlæg i et kirkeblad, nemlig artiklen ”Evolutionslærens etiske bivirkninger” af sognepræst Mads Jakob Thorlund Jakobsen. Jeg vil her uddybe baggrunden for det.

Allerførst: En sognepræst må naturligvis mene, hvad han vil om videnskabelige teorier, og ytre sig om det. Når det imidlertid udgives i sognets kirkeblad, bliver det en sag for offentligheden, fordi sognepræstens synspunkter kan opfattes som repræsentative for folkekirken.

Derfor er der kommet reaktioner fra sognet i medierne, og derfor har jeg reageret på det. Jeg mener, at der i artiklen sker en sammenblanding af tro og viden, og at videnskaben påduttes en etisk grundholdning af den rene hjerteløshed, hvilket naturligvis, hvis det var sandt, er uforeneligt med kristendommen.

Evolutionsteorien stammer fra Charles Darwin (1809-1882), som ud fra sin forskning udgav bogen ”Om arternes oprindelse”, hvori han argumenterede for, at alle livsformer, inklusive mennesket, har en fælles oprindelse i nogle ur-livsformer. Livet har udviklet sig over millioner af år og bliver ved med at udvikle sig ved, at arterne tilpasser sig omverdenen.

Det er klart, at en sådan teori vil kunne modbevises eller modificeres, hvis der findes nye empiriske beviser. Videnskab bygger altid på teorier. Derfor er der selvfølgelig ikke noget galt i, på videnskabeligt grundlag, at tvivle på, om evolutionsterorien er korrekt, eller om der er bedre teorier om livets opståen og udvikling.

Men så skal man kunne argumentere for det og ikke blot fremlægge en karikatur af, hvad moderne biologi går ud på.

Det problematiske i artiklen er, at evolutionsteorien ikke omtales som teori, men som ”evolutionslæren”, der opstilles som et modstykke til kristen skabelseslære. Det hævdes, at evolutionslæren fører til en bestemt og dårlig etik, og at den umuligt kan forenes med en kristen skabelseslære og etik.

”Evolutionslæren” gøres til årsagen til en etik, der er ødelæggende for det menneskelige samfund, fordi den betyder foragt for den svage og egoisme.

Når artiklen på den måde kobler videnskabelig indsigt med etisk forfald, skabes et skræmmebillede af den videnskabelige indsigt, som sættes i modsætning til kristendommens kald og etik. Det er uundgåeligt at slutte ud fra artiklen, at en accept af evolutionsteorien (kaldet evolutionslæren) er uforenelig med kristentro, og at den samtidig er ødelæggende for det menneskelige samfund og for menneskets forhold til omverdenen.

Dermed forplumres forholdet mellem tro og viden. Det forholder sig ikke så enkelt, at videnskabelig indsigt fører til en bestemt etik og derfor må afvises. Sådan var det også, da det i sin tid var vanskeligt for magthavere og kirkens teologer at acceptere, at Jorden kredser om Solen og ikke omvendt, fordi man mente, at det vendte op og ned på magtforholdet i verden og truede menneskets stilling som Guds udvalgte skabning.

Men det fører til undertrykkelse af viden at slå ind på, at bestemte videnskabelige teorier eller beviser ikke må accepteres med den begrundelse, at de fører til en ”forkert” etik, eller at de siger noget andet end Bibelen. Det er en vej, som jeg håbede, vi havde forladt i et oplyst samfund og en oplyst teologi, der ikke kaster vrag på skaberværkets storhed.

Det ulykkelige er, at hvis man påstår, at naturvidenskabelig indsigt og teorier kan true troen eller etikken, så har man gjort tro og etik til naturvidenskab. Kristentro er tillid til, at Gud er den, som har vist sig i Jesus fra Nazaret, og som man derfor kan tro og håbe på er kærlighed.

Bibelen er det skrift, som fortæller om Gud som skaber og frelser og Helligånd. Men den sandhed er ikke afhængig af naturvidenskabelige teorier, og de forskellige skabelsesberetninger, der findes i Bibelen, er naturligvis ikke naturvidenskab, men fortællinger om Gud og om meningen med livet og verden.

Enhver kan jo sige sig selv, at der ikke stod et kamerahold på skabelsens morgen og registrerede tiden, før tiden var til. Menneskets erkendelse er begrænset – og den er også videnskabeligt begrænset. Vores sanseapparat kan slet ikke registrere hele den natur, vi selv er en del af. Men uanset hvilke videnskabelige teorier, man måtte fremkomme med, eller hvilken viden vi kan opnå om de mindste partikler og de yderste stjerner, så er det hverken bevis eller modbevis på Gud og heller ikke bestemmende for etikken, det vil sige for menneskers overbevisning om godt og ondt og måden at leve på.

Man kan være overbevist om, at det rigtige er at tage vare på den svage og at leve i kærlighed til sit medmenneske, uanset om man antager, at livet er udviklet gennem millioner af år eller blevet til som en færdig pakke. Man kan tro på Jesus, uanset om man mener, at vi er i slægt med aber og amøber.

I forhold til troen på Gud som skaberen kan videnskabelig erkendelse kun føre til endnu større taknemmelighed og glæde ved skaberværket. Som Brorson skrev i ”Op, al den ting, som Gud har gjort”: Hvad skal jeg sige, når jeg ser – græsset, træerne fuglene, fiskene, stjernerne, tankerne? Der er til sidst ikke andet at sige end ”O Gud, hvor er din visdom stor”.

En anden from teolog – og videnskabsmand, Niels Steensen, skrev: ”Skønt er det, vi ser; skønnere er det, vi ved; skønnest er det, vi ikke fatter.” Det skrev han i forbindelse med en forelæsning om anatomi – tidligere havde man ikke lov at forske i menneskekroppen, fordi man mente, det stred imod troen.

Darwin selv skrev: ”Det er en lige så ædel forståelse af Gud at tro, at at Han skabte nogle få ur-former, der var i stand til at udvikle sig selv til andre og nødvendige former, som at tro, at han havde brug for at foretage nye skabelseshandlinger for at udfylde huller, forårsaget af hans egne lovmæssigheder.”

Jeg håber, at vi aldrig kommer tilbage – eller frem – til at gøre tro og viden til hinandens modsætninger. Det er ødelæggende for begge dele. Derfor har jeg reageret på den artikel, som sognepræst Mads Jakob Thorlund Jakobsen har offentliggjort i sognets kirkeblad. Det vil kun glæde mig, hvis sognepræsten mener noget andet end det, jeg har læst.

Marianne Christiansen er biskop over Haderslev Stift.