KÆRE BISKOPPER: Tag selv ansvar for eventuelle liturgiske ændringsforslag, som I måtte have. I stedet for at dynge tungt teologisk læsestof ud over sagesløse læsere og bede om deres kommentarer.
Menighedsråd har rigeligt at gøre med øvrige opgaver. Og senest indbydes der til stor ”midtvejskonference” for særligt indbudte ”kirkelige aktører” – hvem er de? Og hvorfor ikke ”ikke-kirkelige aktører”, som man skulle tro var særligt interessante at få i tale!
Højmessen er ikke egnet til at sætte til fri debat. Det er selve arvesølvet. Det burde være kompetente folk – som biskopper og liturgikyndige – der fremsatte eventuelle begrundede ændringsforslag. Og så lagde dem ud til en høring. Efter en sådan normal høringsperiode kunne biskopperne så afgøre, om der skulle ændres noget eller ej.
Tiden kalder på liturgisk drøftelse – hedder det i en af pixibøgerne. Man må igen spørge: Hvem er det, der kalder? Menighederne, kirkefolket? Eller biskopperne selv? Hvis det er det sidste, hvorfor så ikke selv med faglig bistand udarbejde ændringsforslagene? Og så lade det komme an på en prøve, en diskussion. For hvad er behovet i grunden?
I forvejen har folkekirkemenighederne jo rig mulighed for at tilbyde alternative gudstjenester på hverdage. Højmessen kan måske finjusteres et par steder. Men så heller ikke mere. For hvem er det, som beder om det? Kunne man ikke i stedet – fra centralt hold – inspirere kirkelivet på andre måder rundt om i landet ved at understøtte landsækkende sogneinitiativer, der kan medvirke til at styrke folkekirken på dens ”indre linjer”, og give sognelivet saft og kraft?
Der er rigeligt at tage fat på: dåbsoplæring, kirkehøjskoler, debatskabende og vedkommende initiativer om aktuelle spørgsmål, som for eksempel klima, migration, etablere diakoni, musik- og korarbejde i et fornyet samspil med landets folkeskoler?
Og der er utroligt mange kompetente fagfolk til rådighed i det kirkelige landskab, som kunne være igangsættere rundt omkring i dette folkekirkearbejde.
Alt dette kunne gøre folkekirken til en vedkommende medspiller i det danske samfund – og for mennesker, der gerne vil vide mere – og engagere sig.
Men lad dog højmessen være.
Sten Haarløv er sognepræst i Løgumkloster.