I klummen ”Liv og meninger” skriver Flemming Møldrup så fint om det at gifte sig og gøre sig umage med magen, at jeg gerne sagde ja og amen til det hele. Hvis ikke lige det var, fordi han skriver, at de to har giftet sig på rådhuset, uden om kirken, uden nogen dybereliggende mening med det, ”andet end at vi ikke ville have, det skulle være stort. Ikke for megen ståhej”.
Jamen, kære brudepar, i folkekirken står vi klar til alle slags bryllupper. De store med måske en del ståhej. De små med måske brudeparret alene. Som sognepræst med en del vielser af sidstnævnte art vil jeg sige, at de på ingen måde mangler volumen, hvad angår meningsfylde.
I kirken får du som brud og brudgom lov til at sige ikke bare ja til at ville have hinanden, men tillige ja til at ville elske og ære hinanden til døden os skiller. Sige ja til, som Flemming Møldrup skriver om det, at gøre sig umage med magen livet igennem. Og det alt sammen i lyset af ordet om Guds kærlighed og med bønnen om Guds velsignelse i det. I kan nå det endnu, kirkebrylluppet – også uden at skifte mage – alle jer der i sin tid blev gift på rådhuset. Vi står klar i folkekirken. Også til det, der upoetisk hedder ”kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab”, men som lige nøjagtigt, også, er et rigtigt bryllup: det kirkelige bryllup.
Gudmund Rask Pedersen er sognepræst i Horsens