”Han er den usynlige Guds billede.”
Kolossenserbrevet 1, 15
I insekternes verden er det almindeligt med raffinerede synsorganer sammensat af mange enkelt-øjne, som hver tager et billede af det, de er rettet imod. På den måde kan insekterne opfatte en mangfoldighed af detaljer på én gang. Hos guldsmeden er dette træk særlig veludviklet, og forskere, der arbejder med avancerede sensorer, forsøger at eftergøre nogle af de sublime mekanismer, man her ser i naturen. Og hos visse fugle er øjnene indrettet, så vidt jeg har forstået, så de kan fokusere på både nære og fjerne genstande på samme tid.
Vi mennesker har mere enkle øjne, men til gengæld har vi en højt udviklet bevidsthed, der giver os mulighed for at bearbejde og kreativt kombinere vore indtryk og derved ”se” mere, end det fysiske øje umiddelbart registrerer. Man kan omtale det som et ”indre øje”, der gør, at vi kan se ”dybere” end til det, der er på overfladen. Denne evne er troens liv helt afhængigt af.
Især Johannesevangeliet er præget af en bevidst bestræbelse på at gøre os bedre seende. Det er ikke et tilfælde, at symbolet for denne evangelist blev en ørn: Fra stor højde ser ørnen, hvad der for mindre skarpe øjne er skjult, og ørnens kredsende bevægelse svarer til evangelistens metode med i spirallignende bevægelser at afdække, hvad den dybere mening er med de hændelser, vi hører om under Jesu vandringer. Det, som Jesus foretager sig, omtaler denne evangelist som tegn, hvis betydning skal findes frem med troens blik.
Også i de andre evangelier peges der på problemet: Jesus taler med et suk om folk, der ser uden at se og hører uden at fatte. Det kan være, når folk fæstner blikket på ham som en tømrersøn og lader det begrænse deres opmærksomhed, som når man giver et trækdyr skyklapper på, mens andre så og hørte Jesus som en, der kom med noget af en anden verden – vi kan mærke det som noget, der kommer langt borte fra og kommer med en større kraft, end vi ellers kender, og skaber et svimlende blik ind i noget dybere og højere; og dog er det noget, som slet ikke er fremmed for os, men snarere virker som det, vi er skabt til og må give os hen til, hvis vores liv skal være frit og forløst, stort og sandt.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.