At blive til Intet

3. søndag efter trinitatis

Lukasevangeliet 15, 11-32

For nylig faldt jeg over et citat af Luther: ”Det er Guds natur, at han skaber noget af Intet,” skriver han og fortsætter: ”Den, som endnu ikke er et Intet, af ham kan Gud heller intet skabe.”

Ordene må springe lige ud af Martin Luthers egen livserfaring, nemlig at stå over for Gud og opdage, at et menneske kun er et lille fnug i det store univers. Han oplevede det første gang, da han som ung mand blev overfaldet af et uvejr i bjergene. Lyn og torden bragede omkring ham, og han troede, det var ude med ham. Oplevelsen sendte ham i kloster. Men her ramte afmagten ham igen, da han ville være fuldkommen, men efter mange sjælekampe forstod, at fuldkommenhed over for Gud kan intet menneske præstere. Selv er vi intet. Vi har kun håbet om Guds nåde. Og så skabte Gud en reformator af ham.

At blive til Intet over for Gud er at stole på, at Gud kan se noget i os, som ingen andre ser, fordi han ser i kærlighed, og ”kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder”, som apostlen Peter siger.

Når vi ser med kolde øjne, kan vi ikke altid forstå, hvad et menneske ”ser” i sin elskede. Men den, der ser med kærlighedens øjne, ser noget, der er værd at elske i den anden. Den kærlige forudsætter, at kærligheden er i det andet menneskes hjerte, siger Kierkegaard, og ud fra den forudsætning bygger han kærligheden i den anden op – fra grunden af, for så vidt som han jo kærligt forudsætter, at den i grunden er der. Og det er opbyggeligt.

Det var, hvad Jesus gjorde. Han fandt i alle mennesker noget, der var værd at elske. Han så det i de fortabte, i de syge og dem på bunden af samfundet, hvor ingen, absolut ingen, kunne se, der var noget, der var værd at elske. Som den lille tolder Zakæus, som de prostituerede.

Og de blev til som nye mennesker. Nogle blev disciple og fulgte ham, Zakæus delte ud af sin overflod, og andre begyndte et nyt liv der, hvor de var. Men der var også dem, der blev vrede: ”Han spiser med toldere og syndere,” sagde de.

De, der holdt sig til ham, fik frimodighed og kræfter til et nyt liv. Til de forargede fortalte han en historie. Vi kalder den lignelsen om den fortabte søn.

Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emer. Lisbeth Smedegaard Andersen.